Back to the future

Finalens bedste spiller i finalens vildeste øjeblik fra i torsdags. Pletskud af Jyllands-Postens fotograf

Top 5 øjeblikke fra pokalfinalen:

1) Stephan Andersens laver en Banks-redning tidligt i 2. halvleg. Den var måske kampafgørende. Jeg fangede den i tifo-tågerne fra A2-tribunen. Andre omkring mig gjorde ikke. Eller også ville de ikke.

2) Stephan Andersens udspark og aflevering til Cornelius er i samme moment både godt set og præcist ramt. Efter tv-kig tror jeg ikke, at det er en tilfældighed. Den er millimeter præcist serveret til Cornelius’ megafysik.

3) Corner, knægten er massiv og han leverede hele pakken i finalen. Hvilken afskedskamp. For det var det reelt. Buon viaggio a Bergamo. I hjertet er og bliver han København og vil blive savnet efter sommerferien.

4) Ståles jubel ved 3-1. Det betød sgu noget, den pokalfinale betød ekstra meget. Den var meget mere end et derby. Jeg tvivler på, at han tænkte tilbage til 1998. Men hans eufori og jubel mejslede situationen, det betød nemlig lige nøjagtig fandens meget. Corners mål der lukkede kampen, finessen i selve målet, og alle de forbandede 19 år.

5) Mukhtars frisparksmål – (… hmm, det skal vel med…) For det var det hans mål. Bolden var inde, allerede inden finnen rørte den. Jeg ved ikke om vi skulle have haft en mur. Måske. Mure er vældig er moderne i disse tider. Sparket var langt ude fra og for helvede – det var et godt sat.

Et samlet øjeblik af begejstring. Sejren. 3-1. Det blev forårets vigtigste sejr. I mangel af spænding i ligaen blev pokalfinalen – og “hævnen for 1998” – eneste tidligere finale mod Brøndby – summen af det hele. En fremragende sæson der blev afsluttet med badedyrskampen søndag.

De forbandede 19 år med et åbent sår. Ja, det skrev jeg. Det har været en lang ventetid, siden dengang vi alle skrev 1998 i kalendrene. Dengang rapporterede en rimelig overskudsramt, slutresultatet i betragtning, Deres Udsendte fra pokalfinalen:

“Københavnerne fortsatte med at presse spillet frem, og spillede sig til chance efter chance. Imponerende i sig selv mod det kompakte norske… ups, Brøndby’ske forsvar. Men stadig manglede effektiviteten for mål. Todi blev synderen i denne omgang, men er i bund og grund allerede tilgivet. For han spillede en flot kamp, ligesom frontkollega Thorninger. Cirka 10 minutter før tid kom så omsider også den følelsesmæssige afgørelse. Før eller senere måtte den stadig voldsommere københavnske offensiv give bagslag, når egne scoringer udeblev. I et hurtigt kontraløb scorede Trabi-Bent til slutresultatet 4-1. Pokalen var Norges… ups, Brøndby (hvad går der dog af Deres Udsendte. Han undskylder ydmygt!). Skal vi som afslutning samle tingene i et generelt billede, må det siges at hele holdet spillede en fremragende kamp. Bortset fra en plads og den er ganske vital. Nemlig keeperposten.” – udpluk fra Fusionsnipsernes gamle referat.

Hvis du ellers er gammel nok, får du formodentlig stadig trækninger i ansigtet ved mindet. Jeg kunne også sige 1-4 og 1-4 og lyde som et ubehageligt ekko.

Men der runger også en underlig genkendelse i kampreferatet. Byt rollerne om. Det bedstspillende hold, manglende effektivitet, norsk kynisme. Stakkels Karim Zaza kan erstattes med Brøndbys pivringe midterforsvarere. Især tyske Benedikt Röcker lignede et omvandrende eigentor. Ved de 2 første københavnske scoringer leverede han spil og spilforståelse, der vil gøre de fleste serie-trænere rasende. De smarte vandt igen og de “bedstspillende” tabte. Igen. I finalen torsdag eftermiddag.

Bedstspillende kan vi godt sætte til marginalt. Og slet ikke rent taktisk. Brøndby pressede spillet højt. Men det er vel ikke vanvittigt bedst, at blive overspillet med et par lange afleveringer. Spil langt, over en halv bane, og få isoleret deres midterforsvar. Ståle må have skreget det i pausen. På norsk. Løb med dem, mand-til-mand, pres dem hårdt fysisk. Det virkede uendelig primitivt, men det virkede i den grad.

Alt afhænger af de øjne der ser. Som i 1998. Til dels. Uretfærdig sejr, nej. Jeg har genset på tv og føler mig ikke heldig. FC København vandt fortjent. Vi var smartere og havde langt mere individuel kvalitet i holdet.

Brøndby vandt the Double i 1998. I de 19 år der er gået siden, har de vundet 2 mesterskaber, senest i 2005. FC København har vundet 10, senest i søndags, i hvad der kan kaldes en dobbelt the Double. Mesterskab og pokal for andet år i træk. I den herskende terapeutiske befrielse kan jeg sagtens leve med at 3-1 ikke helt blev det omvendte af 1-4. Jeg lever også med at Stephan Andersen blev valgt til årets pokalfighter, selvom mange, inklusive mig selv, på forhånd syntes at han var et forkert valg i vores startopstilling. Men Ståle stod ved sin anden målmand, allerede en uge før finalen i diverse interviews, og Andersen selv beviste at det ikke var helt skævt.

Jeg havde nu nok stemt på Cornelius som pokalfighter… også efter have set kampen igen på tv. Men det bliver en detalje til glemmeskuffen.

Sådan gjorde man ikke i 1998

Delaney fløj ind i chartret helikopter fra Bremen med DM-pokalen, søndagens hedeste øjeblik, og lad os så få lukket ligaen ned i et hurtigt åndedrag. Den har ikke været sportslig interessant i månedsvis. Men dens form er stadig en rask debat værdig. Nu er 14 hold blevet for mange, mener nogle tv-direktører.

Jeg tillader mig frisk supplere, 10-12-14 hold, en ugennemskuelig turneringsform med stor uvished om kampe og kamptidspunkter skærper ingen tilskuerinteresse.

“Det er vores liga, siger Peter Nørrelund, administrerende direktør hos selskabet bag Viasat, MTG Sports, til BT.”

Det har vi nu ikke været et sekund i tvivl om. Klubberne selv har forlængst tabt sutten. Gå tilbage til 12 hold – og erkend at man sagtens kan dække flere kampe, der spilles samtidig. Det kan der faktisk komme et særdeles underholdende tv-produkt ud af. Eurosports afrunding af Bundesligaen forrige lørdag var et glimrende eksempel.

Leo, no!

Tv, Hybercube og Table of Justice… jeg reciterer skyndsomt beostæren Waldo fra Twin Peaks “… don’t go there…” og foretager et lille kvantehop ud af nutiden og ind i en fortid før 1998.

Inden for de seneste uger er andre sider af 90ernes skygger blevet hyper-aktuelle igen. Comeback-album fra Sort Sol og Twin Peaks-return efter 26 år. Jeg ved ikke hvem der har røget mest pot over årene, Jørgensen-Galia-Ortved eller David Lynch, men begge ikoner er ude i en slags genopfindning af sig selv.

Sort Sol bevæger sig fra “Let your Fingers”-slipstrømme over i næsten Bowie’ske Berlin-sløjfer i deres bedste øjeblikke på det nye album. I Twin Peaks er alt bare syret, vildt syret, i de foreløbigt 4 nye episoder. Og så går det underligt langsomt, bare langsomt i lange sekvenser, fordi historien nærmest er en ikke-historie. Men istedet en surrealistisk tilstand. Har du set helt gamle Lynch-film, som Eraserhead, er han ikke langt fra sit eget udgangspunkt. Men der mangler et glimt i øjet, i forhold til den gamle Twin Peaks. Og så venter jeg bare på Audrey Horne aka Sherilyn Feen.

Men det bliver en anden historie.

Anti anti-Football Club

Nemlig!

Det er blevet et stykke tid siden sidste indlæg fra mine hænder. Men nogle gange gælder det om at skrive sine indlæg med omhu og ikke mindst når man har noget på hjertet.

Og det blev endnu et mesterskab, det tolvte i rækken. Vel en passende anledning til at kaste sig over tasterne igen. Jeg skal undlade at opregne mesterskaber for moderklubberne, men det er vist omkring 15 og 7 for henholdsvis KB og B1903.

Min personlige historie er mest til FC København, så jeg stopper calculatoren foreløbig. Ved nummer 12 og det mest overlegne hidtil. Nej, man bliver aldrig træt af dem og de bliver heller aldrig hverdag, selvom jublen ikke nødvendigvis ender lige euforisk hver gang – og bagstiverten heller ikke hænger på i dagevis. Det er benarbejdet, der tæller, og det sidder i skabet. Mesterskabet. En forkølet aften i Farum i fredags lukkede det definitivt.

Indrømmet, for mig har de sidste uger været lidt sløje. Sejren i Brøndby i påsken fjernede den sidste tvivl. Selv hos en angstneurotisk fan der får tvangstanker ved selv den sikreste og mest overbevisende føring 3-0, blev sæsonen lukket den eftermiddag. Jeg ved en “rotte-rede” og siger ikke mere!

Jeg boykotter sgu det hele!

Reelt forduftede entusiasmen en pæn sjat efter nederlaget i Amsterdam. Europa holdt i den grad min personlige damp oppe i vinters og det tidlige forår. Lokkemad a la carte.

Vi røg ud på røv og albuer i Amsterdam. Ajax var desværre i væsentlig bedre forfatning end de 2 tidligere gange, vi har mødt dem. Understreget af at de kvalificerede sig til Europa League-finalen torsdag aften. Marginalt overbevisende efter en shaky udekamp i Lyon. Forhåbentlig vinder de finalen.

Har Europa League-slutkampene i øvrigt ikke været langt mere underholdende i denne sæson end Champions League? Måske er det bare mig, men de årlige La Liga-opgør i semifinaler og finaler i den store turnering, er efterhånden bare kedelige og forudsigelige. Med eller uden dommerfejl. Anderledes spræl over Ajax og Lyon.

Vores egen kamp i Amsterdam blev den dårligste i FC Københavns hidtil længste europæiske kampagne. 16 kampe i alt med kvalifikation, Champions og Europa League.

Og desværre! Efterårets Københavnerhold havde slået Ajax. Samlet over 2 kampe. Ingen vil kunne mig overbevise om noget andet. Med Delaneys midtbane-motor, en skadesfri Falk, og en Zanka uden en unødvendig karantæne. De var de knapper, der manglede i Amsterdam.

Vilkår og detaljer, små ting, lærestregen blev også at vi hænger på hylden under Ajax. Fodboldmæssigt og økonomisk. 0-2 lød i sig selv ikke som en katastrofe. Men det blev lige nøjagtig forskellen på FC København, der skulle være på lidt over maximale evner, men aldrig kom det, og et Ajax der kunne være brøkdelen under – uden at komme i større vanskeligheder.

Ja, det pisser mig stadig lidt af. At vi tabte – så relativt klart i returkampen. At måtte se i øjnene, at de bare var så meget bedre. Ikke mindst teknisk. Med nærmest et ynglingehold.

Farum er også næsten et ynglingehold. De er 2-3 hylder under Ajax, men de giver os også problemer. I hvert fald i indeværende sæson. 3 gange uafgjort. 1-1. Efter at vi vandt det første møde 4-0 i Parken i sommers.

De irriterer mig, men samtidig respekterer jeg egentlig Hjulmands projekt. Jeg kunne godt se ham som Ståles afløser en gang i fremtiden. Den klemmer jeg stille ud mellem sidebenene. Der er forskelle i spilopfattelse og måske især i det europæiske perspektiv, men der er også samme bund i projekterne. Noget langtidsholdbart. Noget brugbart en dag.

… (wauw) !!

Det blev i fredags. Det matematiske mesterskab. FC København var heldige i den kamp. Elendigt spil, noget rod, kunstgræsset, det kølige forår, den lille ekstra motivation der manglede, bare en dårlig dag på kontoret. Kun den overlegne kvalitet i indskiftningerne reddede mesterskabet i land. 1-1 og videre til næste kamp.

U-U-Ubesejret. Stadig efter 32 runder.

Det har været en lang sæson og ironisk nok står vi over for et nærmest ligegyldigt derby mod Brøndby. Et historisk ligegyldigt derby. For ingen af klubberne kan heller genere hinanden. Der var engang… og det var dengang vi kunne sende et mesterskab til Aalborg eller Herfølge ved at slå dem, rottens venner, og selv være fløjtende ligeglade med at vi var pivringe.

Sen 90’ernes evige nummer 8, men “Brøøøndby ku’ vi altid slå”. Engang var det Per Frandsen, Christian Lønstrup, Lars Højer…

På søndag er der er ikke andet end indbyrdes prestige på spil. Vi er nummer 1, de er nummer 2. Det er mejslet i den matematiske Superliga-granit. 4 runder før afslutningen.

Men den nye struktur har gået sin sejrsgang. Slutspil, mesterskabsspil, det gjorde ingen forskel, fordi forskellen vel er til at overse for de øverste 6 i tabellen. Der er bare sat 3 ekstra runder på i forhold til den gamle model. Men det bliver nok mere jævnbyrdigt i næste sæson. Det siger de alle sammen.

Anti-Graulund, anti-Viasat. Du får næppe et job som sportsjournalist/ekspert/”tidligere-jysk-spiller-og-derfor-ekstra-kvalificeret-som-ekspert” på tv, hvis du ikke allerede er gået bagover af begejstring for strukturændringen. Mesterskabsspil med inciterende spænding om 3de-pladsen og gruppespil med playoff-kampe, som ingen kan finde hoved eller hale i. Slet ikke hvis du faktisk vil på stadion og se dit hold spille, for hvornår spiller de egentlig? I heldigste fald får du kamptidspunktet en uges tid før. I heldigste fald.

En af taberne i playoff-kampene kan i øvrigt nemt rende ind i Christian Lønstrup. Han har pæn succes som træner og har ført FC Helsingør ind blandt oprykningskandidaterne. Måske har vi endnu en kandidat som Ståle-afløser her. Engang i fremtiden.

U-U-Ubesejret. Vi er anti-nederlag. Ja, det går næsten for godt til at det bliver rigtig interessant! Men Phiri-karantænen står ved magt, manglede sgu også bare. Vi varmer med andre ord bare op til pokalfinalen fra nu af.

Ifølge de sikkerhedsansvarlige fra de to finalister og DBU udgør pokalfinalen mellem FC København og Brøndby IF Kr. Himmelfartsdag den 25. maj 2017 kl. 17 den største sikkerhedsmæssige udfordring til dato mellem to danske fodboldklubber.

No kidding! Tosse-alarmen hyler allerede og DBU selv, er da heller ikke for fine til at malke løs på begivenheden. Årets billetpriser er lige steget med en lille 100-lap i forhold til sidste års himmelfart-finale mod de århusianske foreningsgymnaster.

En hamper pris. Men jeg vælger, at betragte det som en slags “arbejdsmiljø”-forsikring på dagen.

Der er grund til at bevare optimismen

Typisk Københavnsk arrogance
Typisk Københavnsk arrogance. Altid pisseheldige!

Robin Olsen jublede som efter en afgørende scoring. Thomas Delaney gik rundt med en tåre i øjenkrogen, vaklende mellem glæden over sejrene og afskeden med det meste af hans fodboldliv. Vi andre drog et lettelsens suk hjemme foran tv-skærmen. Langt væk fra Århus.

Efteråret er forbi nu – sæsonen er slut – og det har været en formidabel tur, selvom luften var gået lidt af ballonen efter 0-0 kampen hjemme mod Porto. De sidste superligarunder blev lidt som en tung transport og den sidste Champions League-udekamp i Belgien manglede spændingsniveauet allerede inden kickoff.

Flashback til Champions League en tirsdag aften i november. I Parken. Isoleret set var 0-0 da et fint resultat. Efter en glimrende 1. halvleg kom vi gevaldigt på hælene efter pausen. Porto viste sig som det, jeg hele tiden mente de var, gruppens bedste fodboldhold. De var langt bedre end #fucking Leicester. Meget mere tekniske og hurtige i boldomgangen. Selv i deres nuværende lowbudget/genopbygningstilstand.

Men gu var jeg skuffet. Skuffet over at FC København missede andenpladsen i gruppen. Skuffet fordi den andenplads overhovedet ikke var så usandsynlig, den var faktisk langt mere synlig end for 6 år siden. Gruppe og modstandere taget i betragtning.

Og når man først en gang har spist med ved de riges bord… etc! Og mulighederne var der. Igen.

Ud fra et objektiv og søgt sportslig perspektiv er det selvfølgelig ikke helt skidt, Europa League, og det var vel målsætningen tilbage i august. Mindst en tredjeplads, og vi trumfer en plads op på seedningsbarometeret.

Europa League åbner en chance for flere europæiske kampe i foråret, ud over de 2 allerede givne i februar, hvor vi altid vil få problemer efter den lange vinterpause. I Europa League er modstanderne overkommelige. Man kan møde hold som PFC Ludogorets Razgrad fra Bulgarien, der på papiret er langt mere spiselige end Bayern München – eller ja, Sevilla eller Porto, for den sags skyld. Har du i øvrigt også bemærket, at bulgarerne har samme bastard-turnering som vores egen. 26 runders grundspil, smasket op med mesterskabsspil og diverse kringlede nedrykningsgrupper. Jo, såmænd.

Men, mand! Det havde været sjovere. Ikke bare lidt sjovere. Alt er sjovere på øverste hylde.

Andenpladsen blev heller ikke tabt mod Porto. Den blev tabt i de 2 Leicester-kampe – #fucking Leicester. 1 point i de 2 kampe var alt for lidt – og her hvor den virkelige skuffelse gemmer sig. Vi var fuldt på højde med dem, de engelske mestre, og reelt set endda bedre. 1-1 i Leicester havde ikke været urimeligt og 1-0 hjemme heller ikke umuligt. Det havde givet os de 4 points istedet for dem og holdt os brandvarme på gruppens andenplads og Leicester havde ikke kunnet slippe afsted at stille op i Porto med 10 reserver og en målmand fra den lokale pub.

Marginaler og bagklogskab. De trives bedst i fodboldens baggyder. Schmeichel d.y. kom i vejen 2 gange for Cornelius. Helt afgørende. Der var ikke et væld af chancer i Leicester-kampene, men dem der var, var store nok til at de burde have gjort den marginale forskel #fucking... et-eller-andet-lort!

Happy ever after
Happy ever after. En målmands momentum

Tilbage til Århus. 10 mand mod 11, en klar dommerfejl, udvisningen, og straffesparket der blev reddet af Olsen, Riddersholm og hans middelmådige århusianere, vi hader dig stadig, Glen, og endnu et selvmål. Selvmålet er vores individuelle topscorer i dette efterår. Næsten. Men 6 selvmål i alt. De er suset ind på indlæg, fra Brügge til Aalborg.

34 kampe på godt 6 måneder – 23 sejre, 10 uafgjorte og et nederlag. Sæsonens facit. Alle kan danse en sommer, vi har gjort det hele efteråret, og fortsætter over vinteren. Med turen til Bulgarien.

Lørdag aften i december. Sidste hjemmekamp mod Randers. Kampen sneglede sig afsted, tung som en julefrokost med alt for meget kød, den handlede om alt andet end 1-0 sejren og Falks i øvrigt lækre fuldtræffer. Det var tid til afsked, den nærmeste fremtid bliver uden Kaptajnen. Ham med det lækre hår, der scorede fjendens skår.

Vi har allerede haft adskillige måneder i parterapien til at komme overens med skilsmissen, Delaney og jeg.

Jeg sad forleden og gravede lidt i egne gamle blogindlæg for at se, hvad jeg egentlig havde nedfældet i tidens løb. Disse to citater sprang umiddelbart frem – der er halvandet år imellem dem og ikke meget pøbelstemning mellem linjerne – selvom en TV3-sportsjournalist åbenbart mente, at vi – pøblen på tribunerne –  var på nakken af ham. For nogle sæsoner siden.

Jeg husker det ikke, men er heller ikke sportsjournalist.

“Er tilbøjelig til at give fidusbamsen til Thomas Delaney (som for 14 dage siden). Alene på hans ihærdighed og selvfølgelig for omstillingsparathed, et begreb som er vældig oppe i tiden. Han løste sine opgaver med iver og engagement, både centralt og på venstrekanten – men skulle dog have scoret i 2. halvleg” (Efter træningskamp mod Elfsborg, februar 2012)

“Kan blive et centralt omdrejningspunkt i en ikke alt for uoverskuelig fremtid. Kan ikke rigtigt komme uden om ham – og det har modstandere inde på midten af banen også haft svært ved. Han er vokset ind i “skraldemandsrollen” omkring midtercirklen” (Sæsonevaluering december 2013)

juniorkaptajn
Stiv pik og håret tilbage

Han voksede så langt ud over den rolle i de følgende sæsoner. Boks-til-boks-spiller med fantastisk hovedspil. Målscorer. Var forårets profil, er blevet efterårets profil, og er generelt bare en dejlig dreng – intelligent og humoristisk og en der kan få et glimt ind i selv det mest røvsyge interview. Sikken en fremtid han får, ja!

På gensyn, Thomas.

Så vi det komme, for 3-4 år siden? Det gør man vel aldrig helt. Det sker bare. Det skete også for William Kvist engang. Et godt hoved kan flytte mange talenter i den rigtige retning, også dem der ikke er de mest åbenlyse. En god træner kan i den grad hjælpe til – og sigende er det vel at Delaney for alvor begyndte at blomstre under Ståle version 2, som William gjorde under version 1.

Den næste Delaney skal måske findes på det nuværende U19-hold, dem der gik videre i Youth Champions League. Faktisk ganske imponerende efter en sløj start i gruppen. Ståle har 1½ år til at finde ham. Sådan cirka. Jeg regner med at han holder sin nuværende kontrakt og bliver i klubben til 2018. I virkeligheden kan det blive den vigtigste kontraktforhandling, få ham på papir 2 år mere. Mindst. Han har et projekt, det virker, og jeg er næppe den eneste, der stadig tror ganske meget på det.

I mellemtiden har vi allerede hentet en serbisk midtbanespiller. Just in case!!

Ovenikøbet til kaptajnens efterladte nummer 8-trøje. Den tikkede ind onsdag eftermiddag og kom helt bag på mig – paf i skrivende forstand. Den rettidige omhu. Igen.

staaletime
<!– Et eller andet på nynorsk, der irriterer tilstrækkeligt mange…->

It’s Ståle-time! Vinterens transfervindue er ikke engang begyndt og lillebror Uros Matic er hentet ind fra østrigske Sturm Graz. Og ja, han er sgu lillebror til den mere navnkundige Matic på Chelsea’s midtbane.

Stakåndet står man tilbage. Kan knapt følge med. Men spændende, vanvittig spændende – og lidt serbisk selskab kan måske endda vække Pavlovic oven på hans forsømte efterår. Det kom aldrig rigtig til at spille for ham – heller ikke da skaderne haglede ned over Santander og Cornelius i november.

Og således blev det pludselig julegavetid. I FC København, der er alt for arrogante til lille Danmark, men blot en mindre snotklat for de store europæiske ligaer.

Årets top 5 (kun for FC Københavnere)

  1. Delaney. Ham. Bare ham, fordi det er ham. Mere perifært dunderscoringen mod Brügge i Parken
  2. Transferstrategien. Klubben agerer, før den reagerer. Vindue efter vindue. Succes er ingen garanti, men det vidner om visioner og drømme, og det behøver vi i disse tider
  3. Den europæiske kampagne. Trods alt. Kvalifikationen til Champions League var overbevisende, selvom vejen var lang. Satsede vi for lidt i hjemmekampen mod Leicester? Jeg ved det ikke. Der var stadig en hjemmekamp mere, og vissevasse… skader og bagklogskab… og jeg holder med Sevilla til februar. Ubetinget.
  4. Santanders forår og år generelt – alt ævl og bævl lukket ned uden de store ord. Der kom bare mål og mål og mål…
  5. Cornelius’ efterår – knægten er lavet i støbejern. Også mentalt.

I øvrigt mener Toutouh, at vi kan vinde Europa League. Det kan vi ikke. På den anden side kan Sevilla heller ikke. De har ellers haft monopol på titlen i de seneste 3 år. Et nyt hold må til.

Dream, baby, dream! I’m your fan.

På sådan en aften

JAAA! “An absolute belter” – Gary Lineker

Man er sprængfyldt med glæde og forventninger… og ord. Efter sådan en aften som i aftes.

Den 2. halvleg. Det var som al den fart og det tempo i spillet, som vi stod og skreg efter i 1. halvleg, pludselig indfandt sig med dobbelt styrke. Turbotænding.

Og scoringerne faldt bare som perler. Et bizart selvmål der kom ud af aftenhimlen. Et resultat af det uptempo, som FC København begyndte 2. halvleg med. Et fladt indlæg fra Ankersen, som faktisk var ganske godt. Der var bare ingen københavnske spillere inde omkring det lille felt, hvor tværbolden havnede. Men belgiske Denswil var der og var formodentlig hjemsøgt af Cornelius’ skygge efter 1. halvleg.

Det mystiske straffespark som blev kaldt af måldommeren. I sig selv usædvanligt, at en måldommer faktisk dømmer noget. Og mystisk fordi ingen andre vel så det.

Det burde heller aldrig være dømt. Efter genkig på tv, er jeg helt overbevist. Santander dykker i bolden og selvmåls-solisten Denswil sparker ud efter bolden. Højt, ja, men ikke for højt eller farligt i situationen. At Santander bliver ramt i hovedet, skyldes hans eget kamikaze-dyk. Han lavede i øvrigt et lignende i 1. halvleg efter et hjørnespark og fik sendt et forrygende hovedstød mod mål, som Brügge-målmanden akkurat nappede.

Måske en slags højere retfærdighed, at Augustinsson brændte straffesparket. En retfærdighed af den slags, man kun påkalder og skriver, når slutresultatet er velkendt og ikke mindst mere end godkendt. Jeg ved det.

Men situationen osede langt væk. Ludwig brænder den. Han fik alt for lang tid til at spekulere over betydningen af 2-0, hvordan den skulle sættes, og hvordan han efterfølgende skulle juble. På grund af behandlingen af den skadede Santander.

Tilløbet var alt for kort, det går sjældent godt, og sparket sad lige i målmandens favoritposition. Han behøvede ikke at strække sig meget, skulle bare lure den rigtige side. Det gjorde han, belgieren.

I øvrigt bør en venstreback ikke tage straffespark. Uagtet øvrig kvalitet i sparketeknik, jeg føler mig bare ikke tryk ved forsvarsspillere i den rolle. Ludwig scorede ganske vist mod Odense for nylig. På straffespark. Men det var heller ikke vanvittig imponerende sat ind. Find en anden med nerver af stål og helst med Nikos 100% i udnyttelsesrate.

Den lille matchbold i “matchbolden”, twist & shout på Ståle, blev reddet et par minutter senere. Med Delaneys dunderhug. 2-0. Igen et resultat af det københavnske tryk og et vristspark, som bare gik rent ind. En gang ud af 100. Rent i krydset via indersiden af stolpen. De 99 andre gange var bolden drønet langt op på B-tribunens øvre afsnit. Til almindelig irritation, frustration, eller blot morskab.

Det mest fantastiske mål i øjeblikket, en tirsdag aften i Parken i september i Champions Leagues gruppespil, men det overgår ikke Zumas saksespark fra 2001. Slet ikke. Du behøver overhovedet ikke at tænke i de baner. Vi behøver ikke at blive historieløse i rus over øjeblikkets succes.

Santanders dunderhug til 3-0 var næsten lige så fantastisk. Han formår bare at demonstrere evner fra en langt højere hylde i fodboldverdenen end den københavnske. Engang imellem kommer der disse glimt af det fortærskede begreb “verdensklasse”. Det er indianeren i ham. Som det nævnte hovedstød i 1. halvleg, hvor han med dødsforagt får fuld power på et hjørnespark.

Indlægget blev ikke sparket ind. Den blev hamret ind i Brügge-målet, så netmaskerne sang og gyngede i takt med de ekstatiske tribuner. Både B og C.

Hold da kæft! Og så var der selvfølgelig Zanka til sidst. 4-0. Det har været hans uge, med kontraktforlængelsen, og selvfølgelig skulle han lukke og slukke en aften som i aftes.

Og hold da næsten helt op. Det var en fornøjelse at se en kamp, hvor dommeren faktisk tillod fysisk spil i feltet. Cornelius bliver ofte fløjtet i stykker i Superligaen. Skotske Craig Thompson gav lov, formodentlig netop fordi han er skotte, og bifalder fodbold som et fysisk spil.

Der var en mulighed for at være stor og stærk – uden at hver eneste duel blev fløjtet til forsvarernes fordel.

Jeg får stadig et mærkeligt flashback til den annulleret scoring i lørdagskampen mod gymnastikforeningen. Selv efter gentagne tv-kig kan jeg ikke gennemskue, hvad Cornelius bliver dømt for. Ud over at bare være stærkere i kroppen end århusianeren. Og det må man godt være i følge fodboldloven.

Stikpillen oven på en aften som i aftes falder selvfølgelig til FC København selv. Grådighed og profit fremfor et fyldt stadion. Vi har hørt den før i den moderne fodboldverden – især fra engelske stadions.

Der dufter lidt... nogle vil sige af Eau de Cologne
Der dufter lidt… nogle vil sige af Eau de Cologne

Sølle 26.000 tilskuere til en gruppekamp i Champions League. Efter en fin start ude i Porto.

Der burde have været mindst 5.000 flere – og det havde nok heller ikke været helt usandsynligt, hvis man havde holdt løssalgsbilletterne i et niveau, der matchede det som Club Brügge kom med.

600 spir for en billet. Det var for fanden ikke FC Barcelona, der kom på besøg.

Men bliver Parken fyldt 2. november? Leicester trækker formodentlig en anelse flere tilskuere, Kasper Schmeichel-effekten (haha!), og endnu mere fordi englænderne vil rejse til København i langt større antal end belgierne gjorde. Det er Leicesters første tur i Europa og så videre, vores egen rejselyst var massiv tilbage i 2006 ved FC Københavns første gruppespil på den store europæiske scene.

Løssalgspris 565-750 kroner for en billet. Jeg har mit (dyrtkøbte) platinkort og kan være være fløjtende… men objektivt ville jeg sgu bide i læderet en ekstra gang for at smide et beløb i den størrelse for en kamp mod Leicester City. Fucking Leicester. Med eller uden Schmeichel den yngre.

Det er egentlig en sølle til- og tankegang. Der er plads til forbedring, venner. Tænk på den sportslige betydning et stopfyldt Parken har for spillerne på banen. Tænk på magien fra Barcelona- eller Galatasaray-kampene, hvor tribunerne nærmest løftede sig for at skubbe og støtte spillerne frem.

Når vi sportsligt er havnet i noget der ligner en “Europa League-gruppe”, rent navnemæssigt, burde billetpriserne også skrues til samme niveau. For at give fuld Champions League-blæs i Parken.

Dette bare sagt. Det hele. Ordene der bare ville ud. Oven på en aften som i aftes. Tak til kaptajn Delaney, tak til Santander, tak til Ståle, tak til holdet, og en lille tak til sidst til Claudemir.

Partymir aka Claudemir. Tilbage i København.
Partymir aka Claudemir. Tilbage i København.

Han brændte et åbent hovedstød i 1. halvleg. Det kunne have gjort kampen meget sværere med en scoring der og jeg er sikker på, at han i et kort splitsekund – helt ubevidst – blev teleporteret tilbage til FC København årgang 2010/11.

Før kampen mente han, at hans tids FC København var bedre end den nuværende udgave. Mon han var lige så skråsikker efter kampen. Svaret blæser formodentlig langt ind i efteråret.

På den anden side, det er vi andre nok heller ikke. Helt så skråsiker. Vi skal tale mere om 2016 nu, mistænker jeg.

Fra Porto til Horsens – og videre

Growing up is losing some illusions, in order to acquire others (Virginia Woolf)

I disse dage, for 25 år siden, blev planerne om FC København præsenteret på et pressemøde. Det var i september 1991 og i begyndelsen af oktober samme år godkendte en ekstraordinær generalforsamling, at KB skulle indgå en professionel overbygning med B1903. Et københavnsk storhold var født – officielt begyndte det dog først den 1. juli 1992. Resten er blevet en længere historie, der kan beskrives andre steder.

Klippet er et pauseindslag fra pokalfinalen 1992 – den hvor Bo Harder ustraffet smadrede Diego Tur og kostede ham 1 års pause og genoptræning – og en OL-tur til Barcelona. Journalisterne kårede efterfølgende Harder til pokalfighter. Og nej, for 24 år siden var de var heller ikke de skarpeste skiver. Det kan også være svært med et nyt navn.

Der var engang… og nu på vej mod de 25. Med andre ord er barnet er blevet voksen og spiller i disse dage Champions League.

Postkort fra Porto - en juliaften. Jeg ville gerne have været en tur tilbage.
Postkort fra Porto – en juliaften. Jeg ville gerne have været en tur tilbage.

Vi kom godt afsted i onsdags. Et fantastisk point i Porto – og det var endda langt fra urimeligt. Vi spillede i perioder pænt, fik hjemmepublikummet til at buhe misfornøjet, når vi flyttede bolden rundt og holdt Porto væk. Reelt kom vi først i problemer til allersidst i kampen. Efter 20 minutter i undertal.

En tåbelig udvisning, resultatet af et urimeligt hårdt gult kort, men ikke desto mindre. Han rørte vel knapt Porto-spilleren, Jan Gregus, og skulle have været udskiftet. I følge Ståle var det et spørgsmål om 30 sekunder. Så var han blevet udskiftet.

Fra starten havde han været Ståles kanin, men uden at det umiddelbart gjorde en forskel. Med 4 centralt orienteret på midten. Giv Porto plads på kanterne, vi skal lukke dem ned centralt. Måske.

Delaneys forsøg på drible væk fra eget felt, kostede en tidlig portugisisk føring. Utilgiveligt, ærgerligt, irriterende, og han vidste det selvfølgelig godt.

I københavnsk terminologi en “Würtz”. I 2007 lavede Rasmus Würtz, dengang på kort besøg fra Aalborg, en unødvendig fejlaflevering ind i banen i en kvalkamp til Champions League. Dengang mod Portos rivaler Benfica. En fejl der kostede den første af 2 dyrbare portugisiske scoringer i Lissabon dengang.

En glad mand i Porto
En glad mand i Porto

Onsdag aften i Porto gik det ikke så galt. Vi bevarede roen og Cornelius fik fumlet sin udligning ind over stregen kort inde 2.halvleg.

En “Allbäck” i københavnsk terminologi, med henvisning til den smukke svenskers sejrsmål mod Manchester United i Parken, 2006.

Med 4 Champions League-gruppespil i den historiske rygsæk og en serie mislykkede kvalifikationer, er der selvfølgelig allerede en pæn logbog bygget omkring netop Champions League. Og som fans husker vi selvfølgelig alt, på godt og ondt, og trækker nervøse og hysteriske tråde frem og tilbage.

Det begyndte faktisk at ligne vores aften. I Porto. I 10 minutters tid. Indtil udvisningen. Den var dum i så mange vinkler. Gregus selv, der oversatsede. Dommeren blev lokket, portugiseren spillede på situationen. Ståle burde have ændret allerede i pausen. Det fungerede reelt ikke med kaninen og Gregus havde et gult kort allerede. Verbic havde været oplagt som pauseindskiftning.

Men 1-1 blev slæbt hjem med Cornelius og Zanka som banens bedste københavnere. Førstnævnte er blevet sensommerens fund, fra skabet ude på Nummer 10, og sidstnævnte var så god at Goal gav ham plads på hele rundens hold. Fucking (awesome) Zanka!

Og Gregus. Af sommerens transfers er han den der stadig står tilbage som største spørgsmålstegn. Vi ved ikke rigtigt, hvad vi har hentet i Slovakiet. Han har været lidt ude og inde, mest ude, og har ikke budt overbevisende ind på start-11’eren endnu. Men det har heller ikke været nemt. Delaney og Kvist er svære at pille ved. Falk, Verbic, Tout danser alle på skift.

Han er vel en ny Claudemir. Tænkt som en offensiv tilføjelse til Kvist, når Delaney rejser til Bundesligaen i vinterpausen.

Vi får at se. I Porto betalte han nogle lærepenge. Delvist dikteret af Ståles taktiske forsøg på at lukke Portos hurtige midtbane ned. Mod Horsens spillede han pladsen med netop Delaney som andenpart. Det blev hans bedste kamp hidtil.

Bo Henriksen. Det er som om han aldrig bliver ældre - jeg ved ikke om det er helt godt i hans tilfælde.
Bo Henriksen. Det er som om han aldrig bliver ældre – jeg ved ikke om det er helt godt i hans tilfælde.

I øvrigt en solid søndag i Horsens. 2-0 burde have været mindst et mål større. Horsens “smadrede” vist aldrig igennem, som deres bodega-træner Henriksen ellers havde bebudet. I det hele taget fik han vist bare udstillet sig selv, ved at invitere tv3 indenfor til sit taktikmøde. Det lød mest som en peptalk fra hjørnebordet på den lokale jernbanekro.

For FC København er der 2 rugbrødskampe mere, Randers og AGF, inden næste runde i Champions League.

Om 2 uger står vi med “en lille matchbold”. Hjemme i Parken mod Club Brügge. Matchbolden er Ståles, han hev den selv frem i nedtakten efter Porto.

Brügge tabte 0-3 hjemme til Leicester og i første omgang handler alt om at undgå sidstepladsen i gruppen – logisk set en affære mellem Brügge og København –  og dermed stå uden for europæisk fodbold efter vinterpausen.

Det bliver en nøglekamp – og den vil være umanerlig dum at tabe. Men jeg har været inde på det før, vi har ikke været vanvittigt imponerende hjemme mod belgierne. 0-0 og 0-4. I henholdsvis kvalkampe til Champions League og Europa League-gruppespil.

Der er med andre ord plads til forandring. Og come on, vi har holdet til det. Kampen i Porto viste at vi sagtens kan spille med. Eller var Porto bare dårlige? Det bliver det evige tilbagevendende fan-dilemma. Var de dårlige, eller var vi så gode? Jeg svinger altid frem og tilbage som pendulet og indtager ofte modsvarets standpunkt i mangel af bedre. Det er egentlig en dårlig vane.

Det der skræmmer mig endnu mere i skrivende stund, er at næste landskampspause er lige om lidt. Kun 2 uger væk. Halvdelen af oktober bliver braklagt på samme måde som september blev. En landskampspause der bliver endnu længere. Rent følelsesmæssigt!

For helvede, Åge Hareide kæmper sin kamp, vi andre har vores, og den handler om at finde et eller andet interessant ved en kamp mellem Slovakiet og England. Eller…ja og så er der måske en Rafael van der Vaart og en Red Bull-Zorniger, der reelt er alt andet end komplet usympatisk i sit forsøg på at genskabe vestegnen. Desværre, fristes man næsten til at skrive.

Han virker helt uinteresseret i de sædvanlige doktriner derude a la jeg har fulgt Brøndby tæt siden jeg var barn… men er i stedet ganske realistisk om forholdene. Også dem inde i København.

Men det bliver lidt marginalt. Som Horsens-kampen egentlig mere og mere blev. Et par pausefisk. Vi spiller Champions League  – og formodentlig for sidste gang.

De store ligaer lukker sig om sig selv og efter 2018 bliver der ikke mange pladser til perifære mesterhold fra det fodboldmæssige udkantseuropa. København bliver sorteret fra sammen med det øvrige Skandinavien og det meste af Østeuropa – og havner formodentlig en snæver kvalifikation.

Jeg har stadig ikke helt gennemskuet, hvad det ender med. Men det bliver næppe godt for os københavnere.

Champions League! Here we come…

Jackpot!
Europæisk Jackpot! Vi er med

Det var sgu fortjent. Kort og godt. Kvalifikationen til Champions League-gruppespillet. Vi spillede en ganske overbevisende kampagne.

Stensikre sejre over nordirske Crusaders, og vi tromlede videre mod rumænske Astra Giurgiu. Igen meget sikkert. Og hvis man betvivlede deres styrke, det var nærliggende oven på de 2 kampe, var de virkelig så dårlige, kan det bemærkes at de slog West Ham ud af Europa League-kvalifikationen runden efter at de tabte til København. Helt håbløse var de med andre ord ikke, men FC København var gode.

Når der overhovedet kom anfald af nervøsitet ind over de afgørende Apoel-kampe, var det fordi vi brændte uhyggeligt mange chancer. I begge kampe. Og fordi der spøgte et deja vu, med rødder 7 år tilbage i tiden.

Det blev kun forstærket efter første kamp i Parken. Den spinkle 1-0 sejr, der burde have været større. Et forsøg på indersiden af stolpen. Det var nærmest en gentagelse. Denne gang Verbic, for 7 år siden Ailton.

Men spillemæssigt var vi en klasse bedre og det var vi også på Cypern. Det var helt vanvittigt at vi overhovedet kom bagud og måtte æde negle ned til rødderne i bar angst på sofarækkerne. Ikke igen. Som for 7 år siden.

Det skete ikke. FC København havde for meget kvalitet, Apoel kom aldrig i nærheden af den anden scoring, og Santander er manden der scorer de vigtige mål. Det ved vi bare. 1-1 og ingen forlænget spilletid. Gudskelov.

Indlæg/skud. Den gik ind og det mål kommer han til at leve hele efteråret på. Han har ikke helt kunnet ramme forårets niveau i opstarten efter sommerferien, men målet i Nicosia blev den direkte nøgle ind gruppespillet. Federico is game!

santa
Netop leveret: efterårets bedste mål hidtil. Federico Santander!

Ja, vi fortjener det. Pladsen i fjerde seedningslag til grupperne. Den blev ovenikøbet krydret efterfølgende af en portion meget behagelig lodtrækningsheld, som vi langt fra altid har været forvænt med.

Leicester, Porto og Club Brügge blev trukket op af UEFA-bowlen. Det kunne sagtens have heddet FC Barcelona, Manchester City, Mönchengladbach fra de 3 øverste seedningslag. Sportsligt set, bedste chancer for points, bedste chancer for avancement og europæisk fodbold i februar, var det ren jackpot.

Efterfølgende blev det så et mindre skår, at København begynder ude mod Porto om 14 dage. Som inkarnerede fodboldturister var vi da i hvert fald nogle (en i hvert fald) der havde sat næsen op efter at få den kamp i oktober. Omkring efterårsferien. Med tid til planlægning omkring arbejde og andet. Og med muligheden for et par supplerende fridage omkring kampen.  Som tidligere ture til Lissabon, Barcelona og Madrid i de 3 forrige københavnske Champions League-eventyr.

Men Leicester tog oktober-udekampen og efterårsferien. Fucking Leicester. Jeg kan ikke rigtig se mig selv tilbringe 3 ekstra feriedage i Leicester. I Porto havde det været det mindste problem. Tro mig. Jeg snusede kort til byen i juli måned.

Det gensyn bliver en anden gang. Desværre.

Rent sportsligt er Porto måske ikke det værste sted at starte. Jeg mistænker portugiserne for at være bedste hold i gruppen, og midt-september er stadig tidlig sæson for dem. De bliver formentlig kun bedre som efteråret bliver til vinter.

Club Brügge er vi nærmest notorisk parret med. Enten det er Champions League eller Europa League. De dukker jævnligt op som modstander. I kvalen eller i gruppen. Vi har mødt dem 5 gange siden 2008. Senest Europa League-gruppespil for 2 år siden. Pudsigt nok har vi aldrig tabt til dem på udebane, 2 sejre (1-0 og 3-2) og 1 uafgjort (0-0). Og aldrig slået dem hjemme (0-0 og 0-4), den gevaldige røvfuld er dateret som 2 år gammel.

Dengang var holdet stadig røv og nøgler og famlede for at finde sit fundament igen. Efter Ståles genkomst. Vi er i væsentlig bedre forfatning nu og Brügge er måske kun marginalt bedre. Eller noget lignende. Men vi taler næppe om nogen walk in the Park(en), alt andet lige har vi ingen som helst tradition for at slå dem hjemme, når vi møder dem i anden grupperunde denne gang. Til gengæld ligner det en kamp, der i den grad vil definere vores muligheder, og Brügge er til at tale med. De er trods alt belgiere.

Og så er der Leicester City. Vi har altid en tendens til at gøre Premier League-hold bedre end de er. West Ham beviste vel lige det modsatte… eller? Særligt når vi taler om holdene uden for de sædvanlige top 4-5 stykker.

Engelske mestre eller ej. Jeg anser dem ikke for at være i nærheden af hverken Manchester City, Spurs eller Arsenal, alene fordi de ikke har samme økonomiske muskler. Samtidig er de helt grønne på den europæiske scene. De har aldrig været i nærheden af det tætte match-setup tidligere, Premier League/Champions League, som de kommer igennem i efteråret. En relativ smal trup. En masse rejseri. Et umuligt forsvar af et mesterskab på hjemmefronten. De vinder det ikke igen i min levetid.

Enten fuser de helt ud – eller også bliver Europa deres sutteklud. Jeg drømmer om det første. De endte med at irritere mig grænseløst i sidste sæson. Ikke mindst som Spurs-fan. Fucking Leicester!

I gruppen for 3 år siden, mod Real Madrid, Juventus og Galatasaray, fik vi 4 points og daffede ud som det helt tynde øl. Da vi gik videre i 2010 fik vi 10 points, mod Kazan, Panathinaikos og Barcelona. Ved debuten i 2006 mod Benfica, Celtic og Manchester United blev til 7 points.

Jeg gider ikke at begive mig ud i gisninger om hvad det bør blive denne gang. Men jeg forventer at vi spiller med, og jeg forventer at det sportsligt stadig vil være muligt at avancere fra gruppen efter 1. december. Derfor har jeg pinpointet Brügge som min Champions League-away denne gang.

Ja, reelt er der ikke så meget valg. I min verden. Sagt igen; fucking Leicester! Derfor endnu mere grund til at holde fast i forventningen!

Hvis man i øvrigt savner inspiration til en vintertur til Brügge, vil jeg anbefale den britiske film “In Bruges” (2008). Den kan være et ganske godt og galgenhumoristisk holdepunkt. Der er masser af kulturel inspiration uden for Jan Breydel Stadion.

Og så kan vi snakke derby og Brøndby næste gang. Brøndby og Europa er ligesom ikke to matchende størrelse længere. Jeg beklager… eller nej, det gør jeg egentlig ikke.

Det passer mig faktisk fortrinligt.

XI – 11 – elleve

Plastic i Parken
Igen plastic i Parken

Jeg har hørt at der ikke blev jublet nok, da FC København for et par uger siden sikrede sig det 11. mesterskab. Med 2-0 sejren i Parken over Farum. 3 spillerunder før sommerferien. Der findes åbenbart en skala for den slags. Også  i sportsjournalistiske kredse.

Jublen blev aldrig ekstatisk. Nej nok ikke.

Nu oplevede vi vel heller ikke ligefrem en vild Hjalte-scoring i 3 minutters overtid. Vi oplevede mere frugten af mange måneders fornuftigt og målrettet arbejde. Tal om lettelse og almindelig stolthed i stedet. Med pokalfinalesejren som regulær bonus.

Det var et mesterskab der skulle hentes tilbage til København efter 3 år. Et mesterskab som reelt allerede lå til højrebenet, da vi vandt den udsatte stormvejrskamp i Herning fra efteråret. Det skete engang i marts.

Det dinglede lidt i et par udekampe. Randers, Viborg, måske endda Århus. Farum var helt uden for kategori. Men bufferen forblev intakt og truslen primært fra de sønderjyske regioner blev mest kortvarige angstneurotiske anfald. Af den slags alle fans lægger under for. Spøgelser og genfærd i vores begrænsede horisonter. Det er ikke bare nerver, det er dårlige nerver. Vi glemmer altid at den større virkelighed er vores bedste ven i den slags situationer.

Det 11. mesterskab i rækken – og Federico Santander scorede sine ligamål nummer 10 og  11 akkurat mod Farum. I øvrigt begge fremragende. Og helt symbolsk lukkede han også sæsonen ned, da han skovlede sejrsmålet mod AGF ind i den afsluttende guldfest. Det var pludselig gået stærkt, den afgørende scoring i guldkampen blev hans mål nummer 14.

I vinters ønskede jeg, at han ville score 8 kasser i foråret. Jeg er mere end tilfreds. Ja, nærmest ekstatisk. Fe-De-Ricoooo!!

Journalistiske døgnfluer som “flop” og “fejlkøb” truede flere gange i efteråret.  24 millioner og ingen mål. Men der var udbredt tolerance og almindelig anerkendelse på tribunerne i Parken tidligt i efteråret. Folk kunne lide hvad de så, og det handlede ikke bare om at man ikke ønskede endnu en Mussis-historie. Den mest hypede transfer i Københavnsk fodboldhistorie, der endte med at spille 1 kamp, og i øvrigt faldt helt igennem på alle tænkelige parametre. Fra Sydamerika til Nordeuropa og tilbage igen. San Lorenzo me bad!

Santander havde noget andet – noget anderledes modent bag sit venlige smil. Og det lovede godt. Allerede fra begyndelsen i august. Her i foråret blev det forløst. Delvist, gradvist, og mere og mere positivt. Men han har meget mere og større potentiale. En ny Dame. Det er det vi drømmer om, 10/11-sæsonen er ikke længere siden end at alt selvfølgelig rimeligvis måles i det perspektiv.

"Den glade indianer"
“Den glade indianer”

Det var i øvrigt mesterskab nummer 9 dengang i 2011 – det mest suveræne nogensinde og efter den bedste sæson nogensinde. Ikke mindst europæisk.  Det 10ende hænger i et underligt vadested. Det kom nemt og forsvandt nemt. Engang i 2013.

Det skulle have været året før, men 2012 forsvandt mellem nordsjællandske sommerhusdrømme og fingrene på diverse sportsdirektører og trænere, der gerne ville afløse hinanden, og en masse spillere der forsvandt på en eller anden måde. Mange desværre fysisk, skader og salg, og et par mentalt.

vtegn
To mere!

Med andre ord hopper vi hurtigt fra 9 til 11 og glemmer 10.

Historien om et bebudet mesterskab. Jeg har for længst overgivet mig til Ståle Solbakken. Ser ikke nogen anden træner for FC København i øjeblikket. Han har et klart projekt, han tror på tingene, ind imellem ganske skingert, og det virker som han har alle folk i klubben med på vognen, og den kører ikke af sporet lige med det samme. Heller ikke med et par udskiftninger i staben.

Allerede i august talte han om den kultur og det drive der var i klubben. Det skulle bringe mesterskabet hjem. Manden fik ret og man handlede rigtigt og målbevidst og usædvanlig tidligt. Truppen var på plads inden ferien og august, og man gjorde rigtigt ved at beholde Amartey et halvt år og først sælge ham i vinterpausen. Personligt indbragte det ham oveni både et engelsk og et dansk mesterskab.

Sæsonens eneste store minus var den alt for tidlige europæiske exit. Jeg har nævnt det før og den niver stadig. Vi var blevet vænnet til, at et efterår skulle være lig med europæiske kampe. Og jeg tilhører den slags, der godt kan finde Europa League-gruppekampe interessante. Meget mere interessante end 2 ekstra opgør mod Brøndby og Aalborg.

Det skulle gerne ændres efter ferien. Lodtrækningsheld eller ej – vi vil tilbage på Europa-kortet. Der er 3 runder ind til grupperne, enten den eksklusive Champions League eller discountudgaven Europa League. De der gør efteråret langt sjovere. Også for os på tribunerne.

Spillermæssigt har vi 4 brikker på plads. Rasmus Falk kommer til fra Odense. De 2 lejesvende Ankersen og Robin Olsen er kommet i stalden på faste kontrakter og den ene af de svenske geriatrikere i forsvaret, Antonsson, har forlænget med 2 år. Sidstnævnte med den klare forvisning om, at han nok kommer til at have en reserverolle og måske i en eller anden forstand være en forsvarsmentor for yngre folk. Det betyder formentlig også at Pelle Nilsson ikke bliver forlænget.

Erik Johansson og Zanka ligner de sikre førstevalg, og det vil ikke være helt skævt at tænke en yngre forsvarer ind allerede nu. Som Delaney har Zanka også kontraktudløb til næste sommer. Remmer måske? Nja… eller Marcus Mathisen? Kender intet til ham, og spørgmålet er om vi ikke skal et niveau højere under alle omstændigheder. Det tror jeg på.

I hvert fald står og falder meget af sommeren med kaptajn Delaney. Ståle & co kan forhåbentlig overbevise ham om, at det er en god idé at udskyde udlandet til vinter. Amartey-style. Det gør sommerens transfermarked meget enklere – og vil reelt kun handle om en ting mere ud over midterforsvareren. At finde en angrebserstatning for Nicolai Jørgensen.

Det bliver så også sin sag. Han har formodentlig spillet sit livs bedste og i hvert fald mest sammenhængende sæson. 15 mål, nærmest ingen skader, landsholdsgennembrud. Enorm fysisk power og enorm spændstighed og kreativitet. Rasmus Falk er ikke i nærheden af at kunne erstatte det. Jo måske kreativiteten, men ikke målene og ikke fysikken. Der skal købes – det har Ståle selv for længst bebudet – og de første rygter er begyndt at svirre i medierne fra de sædvanlige svenskere og nordmænd til mere interessante og eksotiske emner.

Sommerens EM i Frankrig gør formodentlig ikke markedet nemmere – og betyder måske også at salget af Nicolai Jørgensen ikke sker før august. EM-slutrunden bliver et større udstillingsvindue og det faktum at det danske landshold bummede helt i kvalen, gavner næppe hverken Nico eller Delaney. Det øger i hvert fald ikke deres markedsværdi. Men i tilfældet Delaney kan det måske være til gavn for FC København, hvis de større klubber har øjne og fokus andre steder.

Det kan blive en speget og tålmodighedskrævende affære over sommeren. Det gør den nye superliga, der starter op igen i juli, også. Og denne gang er det med garanti. Jeg har aldrig været euforisk med den model, der bliver skrottet nu. 12 hold der møder hinanden 3 gange. Alle mod alle. Men den har dog fungeret i over 20 år og udsigten bliver værre.

14 hold, slutspil for de øverste 6 og en underlig kombination af gruppespil og playoff for de 8 nederste. Et slutspil om mesterskabet betyder også en masse ekstra kampe mod de samme hold. Igen og igen. Intensiteten bliver forøget, siger de kloge, klubberne bliver bedre rustet til de europæiske kampe. Jeg tvivler.

Farum-træneren Kasper Hjulmand er heller ikke begejstret.

Jeg tror ikke en skid på den model. Jeg tror, at det bliver noget rod… Der er mange mærkelige ting i det. Nummer syv kan komme i Europa, og der kommer til at være mange fans, der ikke forstår det. Vi kommer til at lave det om ret hurtigt, det er jeg sikker på – citatet er hentet fra en BT-artikel.

Computer Charlie kom forbi
Der er sikkert et konsulentfirma i Nederlandene der kan fortælle dig lige nøjagtig hvordan og hvorfor…

Hjulmand tænker formodentlig ikke Farum som et fast top 6-hold, og ser sig allerede spundet ind i et morads af playoff-kampe. FC København skal være i top 6.

Men jeg tror heller ikke en skid på modellen og ja, den bliver lavet om igen om et par år (desværre går der altid et par år). Som da man lavede den gamle slutspilsmodel om efter Superligaens fødsel i 1991. Dengang gik der 4 år og så fik vi 12-holdsturneringen med den ekstra bastarddel, den 3. kamp. Den der faktisk har fungeret – som mindst ringe alternativ – frem til forleden.

Og nu – som dengang – det mest enkle er en turnering med 16 hold, der mødes 2 gange. Hjemme og ude. 30 kampe. Den type turnering kan man også få europæisk succes med. Malmø er gået i Champions League-grupperne 2 gange med basis i en 16-holds Allsvenskan.