Den nye sæson er i gang

Efter et par måneders pause er det tid til at kaste sig over tastaturet igen. Der er lidt at skrive om, eller rettere, der er lidt som jeg lige skal have sendt fra borde. Efter venlige opfordringer.

3 kampe er vi inde i sæsonen. Plus den europæiske mod irerne. Foreløbig lader jeg dem hvile i denne sammenhæng. Vi er frygtelig meget klogere tirsdag aften efter kampen i Dublin. Her vil sæsonens første milepæl blive blottet. Fiasko eller et eller andet gruppespil.

Jeg vil i stedet dvæle lidt mere i fortiden. Sæsonen 2010/11. Den hidtil mest fantastiske sæson i FC København-historien.

Over sommeren er der kommet et par historiske “memoralier”. En stor foto-bog om specifikt 10/11 og den årlige sæson-dvd. Pudsigt nok er de så også havnet i hver sin ende af skalaen for hvad man egentlig kan være bekendt at tilbyde sine fans. Velvidende at vi selvfølgelig naivt sluger det meste af slags og gerne smider et par hundrede kroner over disken for skidtet.

5 grunde til at du ikke skal købe dette års sæson-dvd!

1) Man bliver lovet 3 skiver. Jeg fik kun 2 i mit megastore-eksemplar. Den tredje, den fra mesterskabsfesten, var ikke i boksen.

2) Selve produktet, de 2 skiver, er et regulært discountprodukt (pænt sagt). Skive 1 er selve superliga-sæsonen og den rummer absolut intet andet end scoringerne i kampene – præsenteret af en irriterende speaker. Der er gjort meget lidt ud af det teknisk-redaktionelle, så man kan reelt ikke gøre andet end glo henholdsvis efteråret og foråret igennem i 2 lange blokke.

3) Skive 2 – Champions League-kampene – er håbløs. Der er ingen menu overhovedet. Dvd’en starter, når den bliver sat i drevet og kører lidt over en halv times tid, det er den tid det tager at få afviklet 4 kvalkampe + 6 gruppespilskampe + 1/8-delsfinalen mod Chelsea. Derefter er der intet. Det er som et gammelt VHS-bånd man blot sætter i maskinen. Altsammen præsenteret af en irriterende speaker.

4) Den irriterende speaker er umulig at slippe af med. Han elsker tydeligvis Kenneth Zohore af hele hjertet, kan ikke få nok af denne unge debutant, og fyrer ellers den ene mere trættende kliché af efter den anden. “Milliardærerne fra Chelsea” – jamen hvor originalt! Man behøver ikke være Chelsea-fan for at blive træt af at høre det gentaget 3-4 gange under de relativt korte klip fra kampene.

5) Intet farvel fra Ståle – ikke så meget som et lille interview med manden. Det kunne endda være iscenesat af den irriterende speaker med alle klicheerne.

Man havde alle muligheder for at lave et fantastisk produkt – efter den sæson, med de oplevelser. Men nej! Det er den ringeste af de sæson-dvd’er jeg med tiden har fået købt til min samling. Og den manglende skive 3, der ellers proklameres på selve coveret også, jeg gider ikke engang ulejligheden. Behold lortet.

Brug bogen istedet!

Jeg vil hellere mindes 10/11-sæsonen på en federe måde. Her hjælper foto-bogen gudskelov på humøret.

Mængder af små øjeblikke og minder fanget i stillfoto. Fra Kvists ærgrelse i Kazan, ekstasen efter Claudemirs udligning mod Barca, til et nærstudie af Damens hår, omklædningsrummet efter Panathinaikos-sejren i Parken, og til badedyrsfesten i Parken i maj. Mellem billederne er der små interviews sat ind fra hovedpersonerne. Fra Ståle til Vingaard.

Sagt klart: skal du spendere et par hundrede kroner, eller give en god gave, så køb foto-bogen og glem alt om dvd’en. Uagtet om du får den med 2 eller 3 skiver!

Bogen får 4 af 5 Dame-scoringer, dvd’en absolut ingen! Den femte scoring havde bogen selvfølgelig fået, hvis den havde budt på levende billeder. Vi er trods alt i det 21. århundrede.

Lidt fra filmens grafiske verdensdele

Året er 1982. Den libanesiske hovedstad Beirut er mere eller mindre i opløsning. Der hersker en uigennemskuelig borgerkrig. Palæstinensiske PLO er involveret, selvom de er ved at forlade byen, Syrien er involveret, Israel er involveret, og en bunke lokale kristne falangister er involveret.

At rede alle trådene ud vil kræve en længere logbog. Jeg nøjes med at henvise til Wikipedia som et overordnet sandhedsvidne. Selvom de i virkeligheden blot understreger hvor speget situationen er.

Dem af os, der er gamle nok, husker navnene Sabra og Shatila ganske godt. De to palæstinensiske flygtningelejre i Beirut, der blev udsat for en modbydelig massakre. De kristne falangister rykkede ind i lejrene i ly af natten og en solid israelsk mandsopdækning, og dræbte det meste de kom i nærheden af.

Dødstallene har aldrig været entydige. Jeg henviser igen til Wikipedia – anslået mellem 7-800 og 3500 – alt efter kilden.

Massakren blev udløst af mordet på den israelskstøttede præsident Bashir Gemayel. Bashir tilhørte de kristne falangiser – og blev dræbt af en syriskstøttet gruppe (i følge FBI). Men palæstinenserne fik skylden i første omgang – godt hjulpet af den israelske besættelseshær.

Det er disse begivenheder som den israelske film Waltz with Bashir fra 2008 griber fat i. Massakren i lejrene blev efterfølgende et traume for hele nationen Israel. En medvirken, som var mere eller mindre direkte, og som blev dokumenteret i diverse udredninger, også interne, flåede deres eget holocaust-billede i stykker. De var selv blevet bødler, – omend forsøgsvis stiltiende. Men der kom for alvor skår i glansbilledet af den forfulgte jøde fra 2. verdenskrig. Den er den historie, som filmen fortæller.

Den er vanvittig god og spændende. Og anderledes. Reelt er det en dokumentarfilm – den bygger på virkelige begivenheder og det er virkelige israelske soldater der fortæller deres historier fra Libanon-invasionen i 1982.

Filmen er lavet som tegnefilm. Eneste “rigtige” dokumentarsekvens er slutscenens billeder fra massakren. Resten er fortællende animation, der er skruet godt sammen med datidens underlægningsmusik. Fra OMD og synthpop-hittet “Enola Gay” til lokal israelsk punk. En lille kuriøs fejl kan dog registreres i denne trailer. Public Image Ltd og ‘This is Not a Love Song’ er fra 1983. Altså året efter massakren.

Og nej filmen går selvfølgelig ikke i biografen mere. Den blev Oscar-nomineret til bedste udenlandske film i 2009, men vandt ikke. Det gjorde en japansk film som jeg ikke skal gøre mig klog på. Men find denne israelske perle på dvd eller ude på nettet. Den er en kunstnerisk og dokumentarisk nydelse. Og ja, så snakker de hebræisk!

En anden film, der til gengæld, går i biografen i skrivende stund er den amerikanske animationswestern Rango med Johnny Depps stemme i hovedrollen som helten. Rango, Django, lighederne er selvfølgelig slående for Depps talende øgle og det bliver i virkeligheden filmens allerstørste hit.

Den jonglerer med alle klassiske western-film og -serier. Fra John Ford til Bonanza og tager selvfølgelig sin egen runde med min favorit, Sergio Leones spaghetti-western fra 1960’erne og Clint Eastwood med sin faste glødende kolort af en smøg naglet i mundvigen.

Det er også tydeligt at se George Lucas’ engagement i filmen. Det er en film fra hans produktionsselskab. Byen Dirt, som er handlingens navle, er befolket af en række ørkeneksistenser der til tider har slående lighed med de lignende interplanetare eksistenser fra Starwars VI – Jabba the Hutt er nok ikke helt fremmede for Rango:-)

Det er så alle disse referencer til filmhistorien, der gør Rango sjov for sådan en som mig. Reelt er den vel ment som en børne-, okay, nuvel familiefilm så! Jo, men som 10-årig fatter man formodentlig ikke et klap af handlingen, ud over at det er sjovt og der er god action, til tider. Men ungerne om det. Det bliver deres hovedpine. Vi andre midaldrende legebørn behøver også vores små oaser og her er Rango skøn.

Se den – for guds skyld – med den originale amerikanske tale. Den slags kan man i Empire Bio på Nørrebro, bedste og hotteste bio i landet stadig. Som Shrek i sin tid, eller som The Incredibles, er de originale amerikanske stemmer altid at foretrække.

Når det er sagt er det i øvrigt ikke kun western-genren Rango leger med. Den leger med sin egen hovedrolle, både inde i filmen og uden for. Johnny Depp’s gamle Duke-figur fra “Fear and Loathing in Las Vegas”(1998) går igen.

Direkte – vores øglehelt splatter simpelthen ud på forruden af bilen, da han og Dr. Gonzo, på syretrip, er på vej igennem Nevada-ørkenen. Men også mere indirekte da øglehelten i sin påklædning, den rødblomstrede og hængende skjorte der dækker over en diskret vom, har en slående lighed med Depps gengivelse af Hunter S. Thompson.

Og hermed konkluderer jeg igen: se filmen, mand! Du kan stadig nå den i Empire Bio. Den er sjov. Især hvis man, som undertegnede, elsker de gode gamle westerns og i øvrigt er en gennemført, midaldrende og uforbedrelig drengerøv.