Bygherren. Genrejsningen af KB Hallen. Det blev Holmstrøms sidste store smerte- og hjertebarn. Hallen genåbnede i vinters.
Du må godt kalde mig Gårdmand Bjørn, hvis AGF vinder medaljer i år…
Engang på TV3. Niels-Christian Holmstrøm gæstede studiet i en eller anden filterløs debat af ældre dato.
Det blev til et af mange klassiske Holmstrøm-citater. Århusianere rasede på alle medieplatforme, men AGF vandt selvfølgelig ikke medaljer. De havde fået en god start i ligaen efter sommerferien i 2009, havde med andre ord vundet 2 kampe i træk, men 8-9 måneder senere rykkede de ud af superligaen. Med et brag. Hvilket Holmstrøm efterfølgende var den første til at beklage.
Gårdmand Bjørn forblev indlejret hos Anders And & co, Holmstrøm havde allerede på det tidspunkt trukket sig som sportsdirektør i FC København i årene før og indgik nu i stedet i bestyrelsen. Som KB’s repræsentant.
Den position som han forlod den 11. april i år. I en alder af 72 år.
Jeg er blevet en ældre mand, og jeg vil godt have lov til at sige farvel og tak, mens jeg stadig kan tygge rugbrødet.
Alderdom kan ingen rende fra og det er aldrig en bagdel at være på forkant. Men han bliver allerede savnet. Han var på alle måder en del af mit FC København. Det som jeg voksede op med siden “mørke-årene” i 90’erne. Han var klubmanden til fingerspidserne. Ikke den eneste. Men den synligste. Med både arrogancen og kækheden. Det anker som klubben i den grad søgte i sine tidlige år.
Det var i 1999 han blev sportsdirektør og begyndte “sin proces”. Det sejlede bogstaveligt oven på Laudrup-historien.
Vi ligger nummer 8, gjaldede det på Nedre C. Det gjorde vi adskillige sæsoner. Både før og efter Laudrup. Det var også der, hvor processen begyndte. Som nummer 8 og vi stod der igen på et vindblæst Herfølge Stadion i 2000, og så landsbyholdet vinde mesterskabet.
Holmstrøm indså formodentlig allerede dengang, efter et års træden vande, at processen behøvede en katalysator. En vis englænder var blevet spottet tidligere på tribunerne til de københavnske kampe.
Roy Hodgson blev ansat som træner – og det skabte en helt ny historie, hvis første kapitel begyndte med et saksespark. Hvis du ikke har hørt Mediano’s podcast fra i vinters om 2000/01-sæsonen, bør du skamme dig.
Holmstrøm blev en væsentlig del af fortællingen. Som jeg husker det, blev vi inviteret ind på kontoret i Parken en lørdag eftermiddag. Vi ønskede et interview. Det var i det tidlige forår, og jeg husker at bogen “Kong fodbold”, stod synligt på reolen. Vi regnede med en lille times tid til snakken. Det blev til flere timer. Vi fik historien, den hele, og fik meget mere. Tanker om fodbold generelt, dansk og internationalt, tanker om at opbygge et fodboldhold. Det blev en guldmine til den senere bog – og mit personlige Holmstrøm Moment.
Han roste i øvrigt bogen efterfølgende, måske fordi han kunne genkende mange af sine egne ord i den.
Jeg gider altså ikke kommentere på alle de tågehorn, der udtaler sig uden at sætte sig ned bare to minutter og tænke tingene igennem.
Det var nogenlunde på samme tid. Et citat til både fans og journalister. Det var før saksesparket – og spillet fungerede ikke helt. Det gjorde det heller ikke, da Holmstrøm senere navngav en linievogter i Silkeborg som “det lange bindeslips”. Linievogteren annullerede en i øvrigt korrekt scoring til FC København.
Junior og Senior. En åndelig overdragelse.
I vinteren 2006 trak Holmstrøm sig som sportsdirektør i København. En nyt setup kom til. Det var en ung træner ved navn Ståle Solbakken og en lidt ældre – men ganske uprøvet – sportschef, Carsten V. Jensen. På det tidspunkt havde FC København sat sig som den alt dominerende faktor i dansk fodbold. Der blev nu altid talt om mesterskaber, aldrig om 8.-pladser mere.
Senere samme år, 2006, begyndte en ung fyr ved navn William Kvist for alvor at spille sig ind som fast mand hos FC København. Han var opvokset på KB og Peter Bangs Vej. Havde fået sin første kontrakt under Holmstrøm to år tidligere.
Den dengang 21-årige debuterede på en position som højre back, men insisterede på at blive central midtbane. Trods Ståles tvivl. Ikke på Willy, han blev nærmest fast mand under ham, men på positionen.
Kvist blev over de næste sæsoner anker og anfører som defensiv midtbane på det københavnske hold, der kulminerede i sæsonen 2010/11. En historisk bedrift og et evigt minde fra Camp Nou.
Jeg har stået her som turist, da jeg var 12 år, så det er jo fantastisk at stå her som spiller. Vi har et rigtig godt flow i øjeblikket og har været solide over lang tid, så selvtilliden er i orden. Men i morgen skal vi nok ikke regne med at have bolden så meget som vi plejer…
FC København tabte kampen 0-2 i Barcelona, men jordskælvsrystede Parken hjemme og spillede 1-1. Kvists makker på den centrale midtbane, Claudemir, udlignede.
De gik videre fra Champions League-gruppen, og står stadig som det bedste københavnske hold nogensinde. Du kender historien, længere er det heller ikke siden.
Mååål – 2-1 i pokalfinalen mod AGF. Hans formodentlig sidste scoring i FC-trøjen. Bemærk hvordan netop den udebanetrøje klæder ham.
Kvist blev solgt til Stuttgart og Bundesligaen. Efter 4 år i Tyskland og England vendte han tilbage til København i 2015. Han blev genforenet med træner Ståle Solbakken, der ironisk havde været på samme europæiske rundtur i Tyskland og England. Begge med beskeden succes. Willy lidt mere end Ståle.
Holdet skulle genrejses efter 2 sløje sæsoner. Willy kom hjem som den gamle hardhitter, der skulle supplere Thomas Delaney som den centrale akse. Delaney der havde løftet anfører-arven. 2 mesterskaber og 2 pokalsejre. En mand af rette støbning for FC København.
Lige så eftertænksom og filosofisk, han kunne lyde uden for banen, lige så hård var han inde på græsset. Og formodentlig den bedste tænkelige støtte for Delaney, der bar rundt på samme kulturelle arvegods fra Peter Bangs Vej. Delaney fløj til Bundesligaen og Kvist overtog anførerbindet i en periode. Men det fungerede ikke med en anfører, der ikke var fast mand på holdkortet. Kvist endte mere og mere blandt reserverne allerede i sidste sæson. Derfor blev også en logisk beslutning. I søndags meddelte han, at karrieren på banen slutter med denne sæson.
Et par timer senere kom meddelelsen om, at han er indstillet til en post i FC Københavns bestyrelse. Den lå lige til højrebenet – jeg tænkte tanken med det samme, det var der heldigvis også andre der gjorde. William skal selvfølgelig være en ny Holmstrøm. Han kommer ikke til at repræsentere den gamle historie, moderklubbernes, hvor Holmstrøm på alle måder var et forlænget ben. Willy bliver det nye FC København.
CA Huracan, eller El Globo. Klubbens stadion ligger lidt sydvest for centrum af Buenos Aires.
Estadio Tomas Adolfo Ducó. Der er en ringeklokke ved hovedindgangen til stadion. Men ingen reagerede, da vi trykkede.
Der skulle have været en kamp om aftenen, den 29. november. Huracan mod Argentinos Juniors. Den var blevet annonceret på diverse websites, også hos den tv-kanal, der ville vise kampen. Men et par dage inden blev kampen meldt flyttet. Sandsynligvis på grund af det forestående G20-topmøde i Buenos Aires. Al offentlig transport blev lukket ned i de centrale dele af byen om aftenen inden selve topmødet.
Men vi var blevet lovet en stadion-tour istedet. Eller rettere jeg var blevet lovet det via min argentinske forbindelse, Laura, der på forhånd havde talt med klubben i flere omgange. Vi havde mødt hinanden på caminoen i Spanien for 3½ år siden, og en fælles smag i musik og film havde hjulpet med at holde kontakten åben siden. On/off – og bestemt nok on til at det stadig gav mening at ses. Og Buenos Aires var det perfekte stop, inden min planlagte cykelferie længere syd på. I Patagonien på begge sider af den chilensk/argentinske grænse.
En fodboldkamp havde stået specifikt på “ønskelisten”, ting-som-du-må-gøre-inden-du-dør, og jeg havde endda rykket rundt med et par af de ialt 5 dage i byen, jeg havde planlagt for at få det til at passe. Med sommerpausen i den argentinske turnering.
Ganske forgæves. Som jeg havde erfaret ugen før. Kampen var blevet flyttet, meddelte Laura fra Buenos Aires, til midt i december, og oveni kom jeg til at dele den argentinske hovedstad med alverdens topledere i G20 med alt hvad det medførte af politi og demonstrationer og en halvt nedlukket indre bykerne. Dårlige nyheder hele vejen rundt.
Estadio Tomas Adolfo Ducó. Et nyt telefonopkald. Vi skulle komme ned til Huracans klublokaler og få en akkreditering. Klubhuset er lokaliseret et par gadeblokke fra selve stadion. En pæn spadsertur på 15-20 minutter igennem et industriområde, hvor hver anden facade og de få lokale barer proklamerede med hidsig graffiti, primært rød og hvidt, at vi var i Huracans territorium.
Avenida Caseros. Skråt overfor den park, som har givet navn til hele kvarteret, Parque de los Patricios, fandt vi bygningen med gymnastik- og træningslokaler. Huracan er ikke bare en fodboldklub. Som de andre Buenos Aires-klubber har de et væld af sportsgrene på menuen. Fra boksning til hockey (på rulleskøjter).
Det officielle dokument. Registreringen tog længere tid end interessen hos folkene på stadion.
Selve kontoret lå øverst i ejendommen og vi fik et møjsommeligt udprintet papir – den officielle tilladelse til at komme ind på stadion. Det er i øvrigt samme sted, man køber billetter til kampene. På selve dagen – salg direkte på nettet til argentinske kampe eksisterer ikke. Kun via arrangerede turistpakker.
Parque Patriocios ligger sydvest for centrum. Modsat de fleste andre klubber i Buenos Aires, bortset fra Boca Juniors, er Huracan og deres stadion ganske centralt beliggende. Det er nemt at nå med både bus og metro. Man kan sågar gå, der er kun et par kilometer fra det populære og mere navnkundige San Telmo, hvor jeg boede.
Derfor var det også en oplagt udflugt på forhånd. En god mulighed for fodboldturisten. Angiveligt ligger billetpriserne på 2-300 argentinske pesos, svarende til 40-50 danske kroner. Varierende efter modstanderen.
Huracan har et gennemsnit på 15-16.000 tilskuere til deres kampe. Dette på et stadion med plads til 50.000. Med andre ord havde det været nemt at få billet, også på dagen, og alt omkring klubben emmer relativt fredsommeligt. Bortset fra når de møder ærkerivalerne, San Lorenzo.
Tilbage igen til stadion. En taxi for nemheds skyld. Med papiret i hånden var der ingen problemer, nu var der folk ved indgangen. Adgangen gjaldt også selve banen.
En væsentlig årsag til at jeg på forhånd havde kastet min interesse på Huracan, er den engelske fodboldjournalist Jonathan Wilson.
Han bosatte sig i Buenos Aires, mens han skrev sin bibel om argentinsk fodbold, Angels with Dirty Faces, og var en rimelig fast gæst på Tomas Adolfo Duco.
En el cancha! Med det rigtige papir var der også adgang til selve grønsværen.
Det var et par lækre fodspor, at forfølge. Fodboldturisten der søger sin kilde og sit skrivende idol. Sådan cirka. Samtidig kunne jeg gøre noget af Wilsons historie til min egen.
In the red paint on a peeling white background along the top of the platea are written the names of Huracán legends: Carlos Babington, Rene Housemann, Alfio Basile, Miguel Angel Brindisi… a reminder that this isn’t just the shabbily beautiful ground of another failing Buenos Aires football team but that it was here, in 1973, that Cesar Luis Menotti made manifest the counter-revolution against the anti-futbol that had dominated the thinking since the 1958 World Cup. (Fra Angels with Dirty Faces)
Huracan tilhører ikke the big five blandt Buenos Aires-klubberne. I journalistiske termer. De 5 er Boca Juniors, River Plate, Independiente, Racing Club og San Lorenzo.
Men klubhistorien er lang og de kan skrive 5 mesterskaber i annalerne. De 4 første stammer dog helt tilbage fra 1920erne. Og så altså året 1973.
Huracan overraskede og charmerede med sin offensive og tekniske spillestil og vandt mesterskabet foran de store klubber. En ny og romantisk tilgang til spillet, der begejstrede vidt og bredt. Som det beskrives i bogen. Sikkert tilsat god argentinsk barbecue – og en upcoming træner.
Den omtalte Menotti manifestation skulle senere komme til at bære kimen til den argentinske VM-triumf på hjemmebane i 1978,
Jublende aviser fra 1978. Argentina har vundet VM på hjemmebane. Der er et mindehjørne i museet under El Monumental – River Plates hjemmebane og nationalstadion, hvor finalen blev spillet.
VM 1978. En af de ting, man altid husker, hvis man er gammel nok, er den langhåret mand, halvt professor, halvt boheme, på den argentinske trænerbænk, der konsekvent kæderøg under alle kampene.
Cesar Luis Menotti. Han var kendt som stærkt venstre-orienteret politisk og i skærende opposition til det militærstyre, som dengang forsøgte at høste national rejsning på VM-turneringen.
Han var også en begejstret fodboldromantiker og han havde sine ideer om at finde tilbage til det, som han opfattede som den oprindelige latinamerikanske spillestil. Offensivt, teknisk, og individualistisk. Mindre defensivt, mindre destruktivt, og mindre europæisk fysik og taktik, og meget mindre af deres egen anti-futbol som var blevet en slags doktrin op gennem 1960’erne. Til gengæld mere af det som argentinerne med afgrundsdyb misundelse havde set Brasilien praktisere i årene før.
Jeg henviser igen til Jonathan Wilson. Læs hans bog. Los Carasucias! De beskidte englehoveder. Den er et mesterværk og et kæmpe spadestik ned i forståelsen af hvorfor fodbold betyder så meget i Argentina. På godt og ganske meget ondt. Du kan altid låne den på biblioteket, husk det!
Menotti og Huracan blev afgjort the good guys i historiebogen. Selvom VM 1978 altid har haft et dunkelt skær over sig. Både som propaganda-stunt for militærdiktaturet, nogle økonomiske transaktioner mellem generalerne i Argentina og Peru, besøg i omklædningsrum før en afgørende puljekamp, og chikanen mod hollænderne op til selve finalen.
Menottis landshold formåede ikke helt at charmere resten af verden på samme måde som brasilianerne, fortidens dirty game spøgte, og man kan formodentlig stadig diskutere om det var fortjent at de vandt finalen. Jeg husker dem som ganske heldige, med belejligt dommertække turneringen igennem, og ser stadig billedet af Rob Rensenbrinks vip på stolpen i slutsekunderne af den ordinære spilletid i selve finalen.
I 1978-truppen havde Huracan 3 spillere med. Osvaldo Ardiles, Rene Housemann, og målmanden Hector Baley. De 2 førstnævnte er blevet en slags klublegender. Housemann som en slags lokal institution med 8 sæsoner i klubben. Han døde i foråret af kræft. Mens Ardiles kom til at trække sine tydelige spor til England og Tottenham. Efter VM-sejren.
Som senere i Tottenham, forsøgte han sig også som træner for Huracan. Uden succes. Men han er stadig ikoniske Ossie for os gamle Spurs-fans.
Der sidder en bokser på tribunen. Oscar Bonavena aka Ringo. Han var argentinsk sværvægter, havde Beatles-hår, deraf navnet, og sloges mod samtidige som Joe Frazier og Muhammed Ali. Han blev dræbt i en skudveksling i USA i 1976. Han voksede op i Huracans bokseafdeling, derfor har han fået en ærespladsen på den dyre langside.
Estadio Tomas Adolfo Duco minder både udefra og indefra om et art deco-monument fra 1930erne. Det er pompøst, grandiost, og samtidig i langsomt forfald. Men det er det meste af Buenos Aires.
Der var engang, står malet i facaderne af gammel koloni-stil med afskallede maling og murvæg. Byen var engang en af verdens rigeste, sydens Paris, engang for 100 år siden eller lidt mere. Forfaldets skønhed, en påmindelse om de svundne tider og brede boulevarder af uindfriede drømme. Det er svært ikke at blive lidt vemodig og forelsket, når man spadserer rundt i byen.
Gå ind på ”La Poesia” – caféen ligger på hjørnet af Chile og Bolivar i San Telmo. Lørdag eftermiddag sidder der en ældre dame ovre i hjørnet og spiller klaver. En dramatisk tango. Både klaver og kvinde har formodentlig været fast inventar siden 1920’erne. Make-up’en i hendes ansigt er helt krakeleret, eftermiddagssolen gør rynkerne til jordskælvssprækker. Men hun spiller højt og intens, og du er ikke i tvivl. Hun var smuk engang. Så sæt dig ned. Bestil en cortado hos de unge servitricer, der vimser om benene på dig.
Sæder i cement. Det var egentlig et okay besøg. Helt uden fodbold på programmet.
Huracans stadion er bygget i 1947. Det er rustikt og funktionelt, og gennemtænkt, så selv ikke-fodboldinteresserede pludselig kan finde begejstring for de gamle tribuner. Laura kendte intet til Huracan og deres hjemmebane før en skør dansker fik hende sat på opgaven.
Det markante tårn på den dyre langside, som er vartegn for stadion og troner over kvarteret omkring, er der egentlig ingen forklaring på. Jeg har i hvert fald ikke fundet den. Andet end det er en mindre pendant til det tilsvarende tårn på nationalstadion i Montevideo.
Den udsatte kamp mellem Huracan og Argentinos Juniors sluttede i øvrigt 0-0. Det uafgjorte resultat betød, at Huracan kan holde sommerferie på fjerdepladsen i den argentinske superliga.
Kampen blev spillet den 13. december, et par dage efter en anden udsat kamp. Anden omgang af den store Copa Libertadores-føljeton mellem River Plate og Boca Juniors, der var blevet flyttet til et sted i Spanien.
Jeg så det sidste af finalen med et halvt øje. Fra et sted i Chile. Det kunne så blive en anden historie. Jeg besøgte både La Bombonera og El Monumental, da jeg returnerede til Buenos Aires ugen efter. En arrangeret turist-rundtur. Men jeg holder mig til Huracan nu.
Messi was born on 24 june 1987 at the Garibaldi hospital in Rosario. Later that day, fifteen bombs went off across Argentina, including one in Rosario and one in Villa Constitución, the small town about thirty miles outside the city where Messi’s father worked. The precise reasons for the bombing remain unclear, but it seems they were a protest at Alfonsin’s Law of Due Obedience, which had come into effect the previous day.
En bog du skal læse.
Citat: Jonathan Wilson. Ordene er hentet fra bogen “Angels with Dirty Faces” som udkom i sommers. Bogen om argentinsk fodbold, om historien, om stjernerne, om et af verdens mest fodboldgale lande, og om de aldrig forløste drømme, om realistiske og urealistiske forestillinger om storhed og mørke skygger der altid trækker ind fra horisonten.
Citatet er begyndelsen på kapitlet om Lionel Messi. Nutidens ubestridt største argentinske fodboldspiller. Det indrammer på sin egen måde en historie. Af kaos fødes endnu en gudsbenådet fodboldspiller et sted i et land, der politisk og økonomisk bare er kørt i grøften. Eller på trods af kaos. Måske illustrerer citatet, at Messi og Argentina stadig er et uforløst forhold, og hvorfor han som 16-årig rejste til Barcelona og i den grad fik forløst sit talent der. I Europa fremfor i sit hjemland.
Det var i Brasilien, at det burde have været. Ham og Argentina. VM 2014 skulle have været hans mesterskab. Alt var programmeret på forhånd – faktisk allerede da han rejste til Barcelona. 2014 skulle være hans år.
Det blev det ikke.
What he offered instead were a series of decisive cameos, as though again and again he realised nobody else was going to turn the game… just as he had done in youth-team games years earlier.
Messi bliver aldrig en rigtig pibe, i den argentinske betydning. Pibe betyder reelt set en dreng, men blev født i den argentinske fodboldforståelse allerede i 1920’erne som en slags mytisk figur, en gadedreng fra fattige kår “… who will make his way through life with a combination of charm and cunning“.
Lionel Messi er en pæn dreng og han synes altid at være midt i sin egen kamp, når han spiller for sit landshold. I sommeren 2016 tog han konsekvensen. Efter endnu en tabt finale. Copa America. Nederlag til Chile efter straffesparksafgørelse. Messi var den første, der brændte fra pletten i 2-4 nederlaget. Efterfølgende meldte han fra, det var slut med albicelestes, landsholdet – han fortrød dog hurtigt igen, efter Diego Maradona blandt flere bønfaldt ham om ændre sin beslutning. Men det understregede det bare – han ikke er en rigtig pibe.
Don’t cry for me, Argentina
Den store legemliggørelse af el pibe i nyere tid er selvfølgelig Diego Maradona. Drengen fra slummen, der voksede op under usle forhold, men med et gudsbenådet talent. Han lærte sig spillet på asfalt og grus, og gjorde det til selve livet. På godt og ondt. En senere arketype i mange argentineres bevidsthed blev Carlos Tevez, i hvert fald til hans formkurve begyndte at dale og han selv meldte fra til landsholdet.
Tevez der aldrig helt kunne fungere med Messi. Lad Messi spille de nemme kampe, og Tevez de svære, sagde man på gaden. Han har garra, den rette ånd. Det har Messi ikke.
Men Messi var eksponenten for en enorm opblomstring af argentinsk ungdomsfodbold fra årtusindskiftet og frem med serier af vundne U-VM og OL-guld.
Men han mangler at vinde en rigtig finale. Han mangler et VM86, som Mexico blev det for Maradona. Med belejlig hjælp fra guds hånd og en guddommelig dribletur mellem engelske statister. Den store finale har han ikke givet Argentina – heller ikke på Maracana mod Tyskland for 2 år siden.
Jonathan Wilson er engelsk sportsjournalist og en fremragende fodboldskribent. Den ypperste af alle, med tidligere bogudgivelser som “Inverting the Pyramid”(2008) og “The Outsider”(2012). Denne bog er et mastodontisk mesterværk på mere end 550 sider. Minutiøst og detaljeret, og gennemresearchet i mange år. Wilson har i perioder boet i Buenos Aires, for at få landet og fodbolden ind under huden.
Fodbold i Argentina er en besættelse, den er en national identitet og lynafleder og i virkeligheden også det modsatte, og for at understrege betydningen skitserer Wilson bogen igennem parallelfortællingen om landet Argentina, dets kaotiske udvikling, økonomisk og politisk. Det fungerer og gør den ikke mindre interessant.
Jeg har sjældent følt så beriget på et lands kultur, som efter læsningen af denne bog. Når man tager sig selv i en vild lyst til at rejse derned, og tjekker flypriser til Buenos Aires, kan man vel godt tale om en slags “Mission Accomplished”. Men det bliver en anden historie.
Messi og Maradona er kapitler i vores egen nutid, og de bliver naturligvis nemmere at relatere til end 1920’erne og fødslen af en særlig argentinsk fodboldstil, La Nuestra (betyder “vores egne”), som blev en slags fundament og identitet til forståelsen af eftertidens fodbold.
La Nuestra blev produktet af generel latinamerikansk fodboldopfattelse, hvor spillet blev opfattet som kunstnerisk og individualistisk. Spilleren legede med bolden som sit musikinstrument. Det var i høj grad ment som en modpol til den britisk/europæiske fodboldopfattelse om fysik og fællesskab og gentlemanship. Og en mere overordnet taktisk og maskinel tilgang til spillet. Myten om El Pibe opstår i disse tankestrømme.
Meget sigende er de tidlige argentinske stjernespillere oftest, udover tekniske færdigheder med bolden, kendt for et lystigt privatliv. De var bohemer, der turnerede flittigt i nattelivet og alkoholisme var ikke en ualmindelig dødsårsag.
Som alle andre steder i verden ankom fodboldspillet til Buenos Aires med nogle britiske sømænd og indvandrergrupper i den senere del af 1800-talet. Briterne kom med logistik og skabte foreninger og turneringer, og prædikerede samtidig sin protestantiske etik og arbejdsmoral. Efterdønningerne fra briterne fornemmes stadig i mange klubnavne, River Plate, Boca Juniors, Racing Club etc.
De andre indvandrergrupper, særligt italienerne i havnekvartererne, tog det hurtigt spillet til sig, og populariteten gjorde at det hurtigt fik en vigtig rolle i dannelsen af en ung nations selvforståelse, oftest tangerende selvopblæsthed.
La Nuestra var den argentinske måde, og det var den rigtige, og det blev kun frustrerende at se lillebror og arvefjenderne fra Uruguay vinde det første verdensmesterskab i fodbold i 1930. Uruguay vandt finalen 4-2 over Argentina, og rippede op i OL-finalen fra 2 år tidligere. Ovenikøbet vandt Uruguay ved demonstrere en overlegen “La Nuestra”. Endnu et sår i selvforståelsen for en nation der havde været ganske sejrssikre på forhånd. De havde næsten bogstaveligt været på hjemmebane. Der er kun lidt over 230 km fra Buenos Aires til Montevideo.
Angel with a dirty face
Hos Wilson varer La Nuestra-epoken frem til 1950’erne. Det er også i den tid, hvor los angeles con caras sucias opstår. Med inspiration fra en gammel James Cagney/Humphrey Bogart-film, bliver det kælenavn for Copa America-vinderne fra 1957 med River Plate-forwarden Omar Sivori i spidsen.
… a recognition both of the impudence of their style and the carefree way in which they play
Året efter ved VM 1958 i Sverige led argentinere en forsmædelig deroute. Den flamboyante stil ramlede helt sammen. 1-6 til Tjekkoslovakiet. Det blev enden på La Nuestra. Ved samme VM indtog Brasilien og en vis Pelé for alvor verdenstronen med deres fortolkning af det latinamerikanske kodeks.
Lidt sigende om den argentinske selvforståelse. De deltog ikke i VM-turneringer efter 1934 og frem til 1958. Af forskellige politiske grunde. Som regel grundet utilfreds med FIFA eller arrangørlandet (Brasilien 1950).
Hos Wilson ligger parallellen til Peron-tiden lige for. Fra 1940’erne og frem førte Argentina en mere og mere isolationistisk politik under præsident Juan Peron (det er ham med Evita). Man holdt sig helt ude af 2. verdenskrig (og husede efterfølgende gerne tyske krigsforbrydere). Økonomisk lukkede man ned for udenlandske investeringer og forsøgte at skabe et slags nationalromantisk billede af argentineren som gauchoen, der er sig selv nok. Peron fik enorm folkelig støtte i begyndelsen. Også blandt fagforeninger og arbejdere. Men økonomien faldt systematisk sammen, og efterhånden spredte utilfredsheden sig. Militæret blev svaret, både overfor utilfredse borgere, og for nationen som helhed, da Peron i 1955 blev sendt i landflygtighed efter et kup.
Ydmygelsen i Sverige trak en skygge over de argentinske fodboldbaner. Det blev tid til gentænkning og reelt gik man i en slags pindsvinetilstand. Begrebet Anti-futbol blev skabt. Defensivt, kynisk, brutalt, hårdt arbejde, og sejr for enhver pris. Der skulle ganas til. Vilje mere end noget andet. Catenacchioens grand old man, Helenio Herrera, der fuldbyrdede sine triumfer med Inter i 1960’erne, var – ganske symbolsk – også argentiner.
Alt imens Brasilien besnærer en hel verden ved VM 1970 og vinder sit tredje mesterskab, bliver argentinsk fodbold begravet i en beregnende defensiv stil. Det fører reelt ikke til andet end endnu en VM-ydmygelse. Denne gang mod Holland i 1974. 0-4. Cruyff og totalfodbolden fejrer dem af banen i en kamp, som blandt andre fik en nutidig, og ganske navnkundig, træner – Marcelo Bielsa – til at spærre øjnene op.
Det gjorde andre også i Buenos Aires. Man skulle huse VM 4 år senere, og alt andet end et mesterskab på hjemmebane var uacceptabelt. Ikke bare for den argentinske selvforståelse, men i den grad også for den militærjunta som snart styrede landet.
Flashback VM 78 – Menotti med sin smøg
Her bliver historien lakonisk. Eller bare typisk argentinsk. Man begyndte et langsigtet projekt med at opbygge et nyt landshold. Under ledelse af en kæderygende boheme og erklæret socialist, der afskyede militærregimet.
Cesar Luis Menotti. Han havde gjort en af de mindre Buenos Aires-klubber, Huracán, til nationale mestre i 1973 med en offensiv og livlig teknisk stil. Langt fra Anti-futbol. Han var forelsket i landets egen historie, fortidens La Nuestra og ville genføde landsholdet i den ånd, og begyndte reelt fra bunden. Med en flok unge spillere, der alle var baseret i Argentina. Allerede dengang var landet storeksportør af spillere til ikke mindst til Italien og Spanien.
Ennio Morricones VM-sang i morgenradioen (stadig uovertruffen), nætter med Tommy Troelsen og Svend Gehrs på monopol-DR. Vi er inde i vores egen tid nu. Gamle barndomsminder vælder frem.
Osvaldo Ardiles, Daniel Passarella, Mario Kempes, Alberto Tarantini… med flere. Argentina vandt sit første verdensmesterskab. 3-1 efter forlænget spilletid. Over Holland. Efter en finale hvor hjemmeholdet havde virket som de mest nervøse, selvom arrangørerne ellers havde gjort hvad man kunne for chikanere hollænderne. Før kampen blev deres spillerbus sendt på omvej igennem hidsige menneskemængder i Buenos Aires, inden ankomsten til El Monumental – finalestadion. Og selve kampstart blev forsinket 10 minutter, fordi argentinerne pludselig protesterede til dommeren over en bandage som Rene van der Kerkhof bar om sin hånd. Hollænderen måtte smide sin forbinding, som ellers var godkendt tidligere. Han havde spillet med den i alle øvrige kampe frem til finalen.
Og Holland var bedst og skulle have vundet. Rob Rensenbrink og hans vip på stolpen i slutminutterne af den ordinære kamp kan stadig få mig til at knytte næverne i ærgrelse. Det var Holland uden Cruyff, men det var stadig Holland. Jeg tilstår, dengang havde jeg sgu ikke meget blik for Menottis albicelestes.
Cesar Menottis projekt lykkedes langt henad vejen og han kaldte stolt sin kompromisløse offensiv for “leftwing-football”. Men i sejrsnatten på El Monumental stod han alligevel tilbage som en nyttig idiot. Som Wilson skriver:
Whether the regime would have fallen sooner had Argentina not won the World Cup is difficult to say, but what is true is that the tournament was planned to provide a surge of nationalistic feeling on which the junta could capitalise and that it did so, ruthlessly cynically and successfully.
Et særligt dunkelt kapitel blev mellemrunde-kampen mod Peru. I Rosario skulle Argentina vinde med mindst 4 mål for at komme i finalen på bekostning af Brasilien. De vandt 6-0.
Der florerer adskillige historien om at kampen blev købt. En handelsaftale mellem juntaerne i de 2 lande, inklusiv en udveksling af politiske fanger, indefrosne peruvianske millioner der pludselig blev frigivet af den argentinske centralbank, et mystisk besøg i peruvianernes omklædningsrum inden kampen. General Videla og den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger stod pludselig og ønskede peruvianerne held og lykke. Eller en peruviansk målmand, Quiroga, der var født i Argentina.
Der findes dog intet endegyldigt bevis på, at kampen var fikset. Kun en række (nogle vil sige, stærke) indicier. Som det påpeges hos Wilson havde Peru et skud på stolpen, inden Argentina overhovedet scorede første mål, og reelt set mistede peruvianerne måske bare ævred efter de første par scoringer til hjemmeholdet. Det er sket før i fodboldhistorien.
Menottis tid endte i skuffelse med VM 1982 for de forsvarende mestre. Ude efter nederlag til Italien og Brasilien – og en 21-årig Diego Maradona blev udvist for en syg stempling. Historien tog igen en tango med sig selv og Anti-futbol blev nærværende i skikkelse af den nye træner Carlos Bilardo.
Som aktiv spillede han for Estudientes de La Plata, en af de klubber der høstede størst succes med stilen sidst i 1960erne. Særligt internationalt med 3 Copa Libertadores-sejre i træk. Dengang en historisk triumf for en argentinsk klub. Bilardo bragte sine erfaringer som spiller med sig over i trænerkarrieren. Først for Estudienties og siden til landsholdet. Han havde dog en altoverskyggende offensiv fiksstjerne, der fik gjort et fortjent verdensmesterhold ud af 10 ordinære spillere. Diego Armando Maradona.
Således nåede vi guds hånd igen. Den vilde kvartfinale i 1986 mellem England og Argentina. Der både gav VM-historien et af dens grimmeste mål og et af de smukkeste, og et nyt afsnit i et af de klassiske hadeopgør. England-Argentina. The Guardian har uddybet den vinkel.
Fantastiske øjeblikke på fodboldbanen. Og mange triste øjeblikke udenfor. El Pibe. Drengen blev taget ud af slummen, men slummen forblev intakt i drengen. Misbrug, alkohol, kokain, doping og forbindelser i den napolitanske mafia, selvmordsforsøg, og et forsøg som landstræner. Men de piller ham næppe ned fra piedestalen i Buenos Aires. VM 1986 forbliver hans.
Enten-eller. 4 år efter Mexico var Argentina rendyrket anti-futbol. Do cry for me, Argentina! De nåede finalen i Italien, med held, svinestreger, og en fantastisk målmand. Maradona tudbrølede, mens resten af verden jublede med det genforenede Tyskland, da Andreas Brehme sendte sit straffespark i mål. Tyskland vandt sin tredje VM-titel. Ikke Argentina.
Poch (Mauricio Pochettino). Populær manager i Tottenham Hotspur og en af Bielsas tro lærlinge. Han spillede selv under Bielsa på det argentinske landshold ved VM 2002.
Frem mod årtusindskiftet søgte argentinerne igen mod sine offensive rødder. Nye generationer, ny stil, trænere som Marcelo Bielsa og Jose Pekerman er blevet anset som en slags arkitekter bag nutidens argentinske fodbold. En tredje vej efter hardhitteren og taktikeren Bilardo og romantikeren Menotti.
Særligt Bielsa er blevet en slags kultfigur – også i europæisk fodbold. Fascineret af totalfodbolden fra 1970’erne formulerede han en egen spilfilosofi, hvor grundprincipperne er grundighed og gentagelse med det ene formål at erobre bolden og angribe hele tiden. En slags kompromisløs offensiv baseret på stram disciplin.
Stilen var ikke lige spiselig for alle argentinere. Den blev for europæisk med sin fokus på disciplin. Efter 2 VM-slutrunder uden succes trak Bielsa som landstræner i 2004, kort efter at have vundet den olympiske fodboldturnering – med en ung Carlos Tevez på holdet.
Det blev først i 2014, at albicelestes nåede VM-finalen igen. Ironisk nok var finalen deres bedste kamp i Brasilien, men de tabte til hele turneringens bedste hold. Ja, Tyskland.
If football plays anything like the role now it did a century ago in the formation of national identity, if it has anything like as much to say about the state of the nation this is a troubling vison. While the young, the old and the mediocre play out their baffling league in front of bafflingly large crowds in dilapidated arenas, the cream of Argentina play its football in other leagues in other countries.
Messi, Agüero, Higuain, Di Maria, Zabaleta, Mascherano… en perlerække. De bliver dog bare stjernefnug på toppen og de bedste vil altid søge mod de største klubber og ligaer. Det har hidtil været i Europa. Men i dag er der mere end 1600 argentinske spillere uden for hjemlandet. De næstbedste og de tredjebedste og… ja, stort set alle med et rimeligt talent rejser også væk.
På hjemmefronten bløder den nationale Primera Division, som en parodi af en turnering. 30 klubber spiller mod hinanden en gang i sæsonen og så i øvrigt med et par ekstra opgør mod en lokalrival. Spillerflugten gavner ikke en national turnering, der samtidig har været ved at drukne i tilskuervold.
Stort set siden fodbolden overhovedet blev organiseret omkring turneringer har der været beretninger om baneinvasioner og tilskuerballade. Men det eskalerede for alvor i begyndelsen af 1990’erne, hvor gangsterlignende fangrupperinger omkring klubberne, Barra Bravas, blev magtfaktorer og politiske instrumenter. Med klubbernes billigelse. De fungerer som interne tæskehold, kan skræmme trænere væk på klubbestyrelsers vegne, inddrive beskyttelsespenge, og i det hele taget kontrollere al salg ved stadion omkring kampene.
Football is another Argentinian dream that has slipped away. For Argentinians to see the best their country can produce, they must look either to the past or abroad. Argentinian football has become something that is played elsewhere.
Det er Wilsons udgangsreplik. Vi lader den stå et øjeblik… jeg vil bare tilføje, at dette er en fantastisk bog. En bog som du absolut bør læse, og en bog du selvfølgelig kan låne på dit bibliotek.
Fra gråd og frustration til hysterisk glæde. Afstanden var cirka 95 minutter for Portugal søndag aften 10. juli. EM-finale: Portugal – Frankrig.
Først blev det nationale ikon, Cristiano Ronaldo, udskiftet efter forgæves at have forsøgt at spille videre med en skade. Folk omkring mig opfattede Dmitri Payets tackling som hensynsløs. Det var den måske også – jeg har dog set værre. Men folk græd bogstaveligt og slog opgivende ud med arme – skæbne er en ond ting.
En lang og halvtrist regulær kamp senere, et fransk forsøg på stolpen i tillægstiden, og endelig Eders fremragende scoring 10 minutter før finalens ekstratid løb ud. Det havde været en historie om en forudsigelig straffesparksafgørelse, der var blevet virkeliggjort. Ja, hvis ikke…
Som en ganske logisk afslutning på en EM-slutrunde, der ikke nåede hverken sin forgænger eller VM for 2 år siden til sokkeholderen i kvalitet.
Straffespark blev det aldrig. Der var en højere fodboldmagt med Portugal. De var heldige. Ikke bare i finalen, men turneringen igennem.
En sejr i regulær tid (semien over Wales) i 7 kampe. De øvrige 6 kampe endte reelt uafgjort. Og det hele endte som en ironisk modsætning til det EM, de skulle have vundet på hjemmebane i 2004. Dengang luskede Grækenland sejren hjem. 2-0 over et portugisisk hold der var klasser bedre end 2016-udgaven. Eller rettere det føltes sådan.
Sådan havde de det også selv.
De troede ikke en skid på det hold. Fra Lisboa til Porto. Hele vejen nord på trak de på skuldrene og gryntede mismodigt.
Jeg fulgte med på vandreturen op ad den særlige portugisiske pilgrimsrute, Caminho Central Português, og fik set de fleste kampe. Med eller uden portugisisk deltagelse.
Jublen var moderat, da de vandt over kroaterne efter en forfærdelig kamp. Sagte smil og stadig lidt ligegyldigt. Festen blev lidt større mod Polen, endnu en forfærdelig kamp, men der var dog sporadiske bilhorn i natten efter polakkerne skød sig selv ud på straffe.
I Porto eksploderede det så. Semifinalen mod Wales. Nattefest, morgentømmermænd, og en helt anderledes overskruet forventning. Pludselig lignede de også et fodboldhold, der ville noget.
Jeg tror samtlige tv-kanaler, der strejfede forbi min camino de næste dages tur op langs atlanterhavskysten, kørte flere dages optaktsshow. Fixpunkt Cristiano Ronaldo. Det var ham der skulle bære det. Mens træner Fernando Santos messede sig vemodigt igennem pressemøde efter pressemøde som en plaget bedemand.
Helt eksemplarisk stod den skadede superstar og dirigerede sine holdkammerater igennem de sidste 10 minutter.
Finaleklar i Viana do Castelo
Jeg så finalen i Viana do Castelo, en mindre fiskerby 55 km nord for Porto. Som i de fleste andre byer havde de bygget særlige storskærmsscener op, hvor primært unge flokkedes i tusindvis. Behørigt opstemte, men aldrig stangvisne. Vi kunne lære noget der – bær din brandert med stil i det offentlige rum.
Alternativt kunne man altid se kampen på barerne, hvor stort set alle bød på udendørs-tv og -servering.
Portugal vandt og de vandt over storfavoritten Frankrig. Der var særlige trætte smil overalt næste morgen, når man bestilte sin café con leche og den særlige portugisiske æggecremekage (pasteis de nata). De smager sindssyg godt og booster enhver vandretur og blev hårdt savnet dagen efter, da en lille færgeoverfart førte mig over Rio Minho og over grænsen til Spanien og Galicien.
Her var EM for længst gået i glemmebogen og det er formodentlig også de fleste andre steder. En ny sæson er allerede begyndt.
Den gamle mand og havet
Jeg er bare ikke nået dertil endnu. Der hænger stadig for mange fantastiske øjeblikke og minder fra selve vandringen fast. De overskygger den hverdag, der hellere end gerne vil trænge sig på.
Et par opsummerende ord: vildt, vildt, vildt. Efter at have forlystet mig med den franske camino sidste år, var oplevelsen af den portugisiske på mange måder anderledes. Dels var jeg mentalt knap så fokuseret på at vandre hele turen, jeg var ganske sikker på, at det ikke ville være noget problem at gå de godt 600 km. Slet ikke efter at have gået over 800 km sidste år. Dels er den portugisiske camino langt mindre populær. Man er langt mere alene på ruten – og møder meget få andre pilgrimme. Til gengæld knytter man sig også sammen med dem, som man møder. Jeg tror, løst anslået, at jeg på hele strækningen fra Lisboa til Porto mødte i alt under 20 andre, der vandrede nordpå. Og fik jeg langt sjovere selskab.
Det øgede selvfølgelig også risikoen for at gå forkert og ende på utilsigtede detours. At være få og mangle tydelige pejlemærker. På franske camino var nøgleordet oftest “follow the crowd” – der går man aldrig forkert. I Portugal, særligt de første dage, var det en god ting med gps i smartphonen. De gule camino-pile var ikke altid lige synlige.
Semifinaleaften i Porto
De fleste, der taler om den portugisiske camino, begynder i Porto. Det er der en god grund til. Byen i sig selv er mindst lige så attraktiv som Lisboa. Og turen nordpå til Santiago, særligt langs kysten, er helt fantastisk. Og ganske overskuelig. Cirka 10 gå-dage alt efter humør – og uanset om man vælger kysten eller den centrale rute.
Morgenen, dagen efter, gående på stranden.
Lisboa – Porto er for de hårdkogte. Den trækker søm ud, der er langt mellem overnatningsmuligheder, og er om sommeren hysterisk varm. 40 grader ude i vin- og kornmarker uden meget skygge. Men Tejo-floden fulgte mig ud af Lisboa og næsten 100 km nordpå. Til tider er det en fed vandring på boardwalks over flodenge og til andre tider lange kilometre igennem industrielle områder, langs jernbanespor, og videre igennem små døsige landsbyer.
Men portugiserne er venlige mennesker. Bare sådan generelt. Jeg fik foræret alt fra frugter og kage til kaffe og sågar fodcreme fra et damer i en forbipasserende bil. Og blev beriget af herligt selskab af 2 amerikanere, Gary og Maureen. Gary mødte jeg efter et par dage, vi faldt i snak foran en café en formiddag, og Maureen kom til et par dage senere. Vi dannede en trio til Porto. Og lidt længere nordpå. Inden vi skiltes i Barcelos.
Maureen skulle tilbage til Porto for at hente en veninde, Gary ville gå videre i et spirituelt spor, noget med god mad og tid til eftertanke, mens jeg nappede et lokalt bumletog til atlanterhavskysten og den friske brise.
Det var på finaledagen. Viana do Castelo. Min deadline i Santiago var ganske stram. Flybilletten retur sagde søndagen efter.
Ude ved kysten mødte jeg Sigita fra Litauen. Igen. Jeg havde været ude at spise med hende allerede på andendagen efter Lisboa. Siden forsvandt hun. I næsten 2 uger. Både Gary og Maureen havde også mødt hende. Forskellige steder på vejen, inden jeg mødte dem.
Sigita i svømmepøl på randen af Atlanterhavet
Efter Porto dukkede hun op igen. En aften vi sad og spiste på en restaurant.
Og 2 dage senere atter for mit vedkommende efter jeg havde sejlet over floden til Galicien/Spanien. Jeg mistænker, at hun forsøgte at tage en selfie, da jeg så hende stå i vejkanten nede ad en lille bakke. Det blev også historien om hendes camino. Hun havde gået det meste af turen fra Lisboa alene – med lidt afstikkere via det offentlige transportsystem.
Vi fulgtes de næste 3 dage op ad kysten. Indtog solnedgangen og de lækreste badestrande. 3 vandredage sammen, man kan blive ganske gode venner på så kort tid og dele oplevelser som bliver helt vores egne. Forpuppet i caminoens ånd, ordene vandrer ind i solen og smelter. I den grad også den portugisiske. At gå ind i Coimbra var som en at sidde fastspændt i en roterende tørretumbler. Også i skyggen. Jeg siger det bare.
Og de blev europamestre. Jeg fik vist flere gange skrevet hjem i sms’er, at dette ville blive Portugals “sommeren 1992”. Jeg stod midt i det. Et par dage af landets gæstfrihed og det var svært ikke at holde med dem – og unde dem titlen uanset hvor heldigt og ufortjent den end var.
Endnu en weekend med stressende masser
af folk der gaber kæberne af led
over tingenes tilstand & så det at sku’ op
før solen den igen går ned
endnu en weekend hvor alle har det så som så
Et eller andet sted virker det passende at bruge CV Jørgensens gamle ord som begyndelse. En passende sindstilstand efter endnu en kamp i Parken, som var alt andet end imponerende. Bortset fra imponerende dårlig måske.
Vi vandt, FC København vandt. Med et spillemæssigt niveau der kun var marginalt bedre end oprykkerholdet Viborgs.
Der er ganske meget der ikke fungerer – især offensivt. Det så vi også i derbykampen ugen inden ude blandt forstæderne. Modstanderne stiller sig dybt, uanset om det er i Parken eller ude på Brøndby Stadion, og opskriften med 2 fysiske tunge, men knap så mobile angribere piller bare ingen defensiv fra hinanden. Der mangler tempo og bevægelighed.
Mængden af fejl gør ikke missionen nemmere. Fejl i opspillet, ofte ganske uprovokeret, og mangel på overblik når Nicolaj Jørgensen for ved-gud-hvilken-gang dribler ind en blok af 2-3 forsvarsspillere. En højre kant ude af form, en højre backplads med svingdørscirkulation, og ham der reelt har fungeret bedst nu ude med en langtidsskade.
Tom Høgli tog den for “fodboldens skyld” ude i Brøndby. 2 brækkede ryghvivler efter en komplet hensynsløs tackling. Et gult kort.
Bare et gult kort. Og det var godt for “fodbolden” blev vi belært af tv-eksperter. Der gælder nemlig et andet regelsæt i begyndelsen af en kamp end senere. Dommeren må ikke udvise spillere for psykopatisk opførsel, hvis et rødt kort kan ødelægge en fodboldkamp. Slet ikke når vi taler om et derby. Med andre ord det kan tippe kampen til det ene holds fordel. Helt uhørt for tv og eksperter. Eller noget lignende…
Man bliver så træt og rasende… ud af tangenten. For fanden et elendigt panel af såkaldte eksperter som Viasat har fået samlet. Martin Laursen, Jesper Grønkjær, Marc Rieper. Jydekompagniet fra Søndre Bøvelse. Omkring sine Premier League-kampe om lørdagen og superligaen om søndagen. Der er al mulig grund til at flygte over på 6’eren. De viser alligevel samme kamp – fra England.
Man bliver så træt og rasende… over at tabe en kamp i Brøndby som aldrig burde være tabt. Bovlam offensiv og fejlene igen. Overalt på banen. Og noget der nærmest bliver en tilfældighed 12 minutter før tid. Men den lå sgu lige til Martin Albrechtsen efter 78 minutters elendigheder.
Man bliver også træt og rasende… over at vinde en kamp mod Viborg, som selvfølgelig skal vindes, hvor vi spiller så gennemført elendigt som tilfældet var. Endda vundet efter en dommerfejl. Selvom Delaney næppe spekulerede i at bolden ikke lå stille, da han sendte frisparket hurtigt videre. Det handlede mere om at holde tempoet i spillet. Eller rettere at få det ind i spillet, efter at Viborg havde haft al held med at fjerne det.
Endnu en weekend med enkeltindivider på hovedet flere timer i træk for at virkeliggøre drømmen om et liv i luksus eller dø unge i eget bræk
Og således en 1/3-del inde i superligaen. Vi ligger nummer 2. 3 points efter midtjyder og 6 points foran Brøndby. Det er betydeligt bedre end i fjor. På begge parametre. Men der er masser af plads til forbedringer.
Vi har et 24 millioners indkøb af en angriber, der stadig ikke har scoret et eneste mål i ligaen. Og knap har været i nærheden.
Vi har en højre side, der er mere uafklaret end 3 skiftende regeringers skatteministre. Og vi er nogle der stadig dagdrømmer om dig, Peter Ankersen.
Vi har smidt alt for mange nemme points. Farum, AGF, Odense, Brøndby – og reelt vundet færre af de givne selvom ugen med Aalborg, Randers og Hobro tikkede gevaldigt lettende ind på kontoen.
Og mand! Jeg tilstår! Jeg savner sgu Europa League-kampe i dette efterår og bliver helt misundelig på Midtjylland og FC Herning.
Lad os bare kalde det en Mickey Mouse-turnering. Men den ville være et afbræk, en inspiration, et alternativ til de samme superliga-modstandere igen og igen. Selvom mange af holdene ville hedde Lokomotiv Dit og Dinamo Dat og være perifære mesterskabskandidater fra den borduriske eller syldaviske liga. Samt gedigen subtop fra geografisk mere udforskede egne.
Det er ikke så længe siden… Santin – 2008.
Det gælder også en torsdag aften i selskab med kommentatorer som hele Silkeborgs Morten Bruun. Dansk fodbolds kirkegård, fik han vist sagt. Nej, ikke om Silkeborg, selvom man nemt kunne forledes til at tro det. Det var Brügge og Jan Breydel Stadion, han mente.
FC København har aldrig tabt dernede – i 3 kampe. Det havde ikke krævet stor research at begrave den fortalelse og i øvrigt skrue ned for den mellem-jyske begejstring over et fint resultat på udebane et ganske kendt sted i Belgien.
Endnu en weekend i den omvendte verden hvor op & ned har byttet plads slutter uden varsel & en ny dag begynder for alverdens mennesker en masse endnu en weekend hvor alle har det så som så
Ak ja… og nu er der landskamppause! Igen.
Men jeg har en billet til Tottenham – Liverpool den 17. oktober!
Den åndelige FC København-mentor sendes på sin sidste færd. Fra Parkens tribuner.
RIP Harald! Jeg undlader at skrive flere æresord, det har andre allerede gjort meget bedre. I stedet er det på sin plads at reklamere lidt for en af de bedste fodboldbøger, der er skrevet på dansk.
Jakobsen har også skrevet en fremragende bog om Tour de France og så har han ikke mindst skrevet “Tynd luft” – om det bedste danske landshold igennem alle tider (mine tider i det mindste!). 86-holdet og deres lange vej til VM i Mexico. Som også rummede historien om en lang kamp væk fra den håbløse og chokerende amatørisme som prægede og dræbte dansk fodbold langt op i 70’erne.
Bogen om Harald
Du kan roligt læse “Tynd luft” efter “Guld Harald”. De er på kvalitativ omgangshøjde og Jakobsen griber lige så hårdt fat om struben på DBU-amatørerne i bogen om Harald Nielsen.
Han var en af sin tids bedste angribere, vi snakker worldwide. Han fik 14 landskampe (og scorede 15 mål), inden han formastede sig til at skrive professionel kontrakt med italienske Bologna. Det lagde ham totalt på is i landsholdsregi.
DBU ville ikke røre ved spillere, der fik penge for at spille fodbold. De ville helst heller ikke spille mod modstandere, der gjorde det. Derfor deltog Danmark fx. ikke i VM-kvalifikationen til VM 1962 i Chile. I en tid hvor man ellers havde et landshold der kunne måle sig blandt de bedste i verden. Det hold, med Harald Nielsen på toppen, der tabte OL-finalen i 1960 til Jugoslavien i Rom. Samme Jugoslavien som iøvrigt tabte finalen i Chile til Brasilien.
Som Jakobsen beretter, Danmark havde i OL-forberedelserne spillet en venskabskamp mod de brasilianske verdensmestre (fra Sverige 58). En kamp der i øvrigt ikke var arrangeret af DBU, igen meget sigende. Men af den københavnske fodboldsammenslutning Stævnet, som ofte kaldes en slags forløber for FC København.
Til alles overraskelse – også den brasilianske landstræners – ydede danskerne, med Harald som 2-målsskytte, en gigantindsats og fik de normalt verdenssuveræne brasilianerne i tovene. De vandt dog til slut 4-3.
Brassernes træner sagde efterfølgende, at han var overrasket over danskernes styrke og glædede sig til at møde dem igen i Chile. Journalisternes svar fik ham til at måbe. Det kom det aldrig på tale, det danske landshold ville ikke deltage. Takket være DBU-amatørerne.
Hvad der også gør Jakobsens bog glimrende, er at han får sat Harald Nielsen ind sin tid. Især de tidlige 60’ere. En tid med gryende rock’nroll og hysteriske teenagere i hobetal, der pludselig væltede en hel verden.
Der er levende beskrivelse af tiden i Italien og Bologna, og hvordan han var med til at løfte den italienske bys selvforståelse mellem det industrielle nord, med den kalkulerende catenaccio, og det kaotiske syd. Bologna i midten skulle være kunst, også på fodboldbanen, og det blev de kortvarigt, da de vandt lo scudetto i 1964 med Harald Nielsen som serie A-topscorer med 21 mål.
Haralds karriere og liv endte næsten som et livslangt opgør med amatørerne og DBU. Han blev primus motor på indførslen af professionel fodbold i Danmark sidst i 70’erne. Da han sammen med Herning-byrådsmanden og entreprenøren Helge Sander begyndte at arbejde for en dansk piratliga, hvor spillerne blev betalt for deres præstationer. Den storm som de rejste, fik omsider DBU i dybt knæfald.
Senere blev hans næste store projekt FC København. Den professionelle overbygning der skulle genføde københavnsk fodbold fra asken af de gamle amatørdage – med en tanke til det gamle stævnesamarbejde. Den historie kender de fleste af os ganske godt. Med alle armbevægelserne, fiaskoerne og dagdrømmene i 90’erne. Guld-Harald blev indbegrebet af hele projektet bag KB og B1903. En næsegrus optimisme der var meget verdensfjern efter 0-5 i Hradec Kralove og en økonomi der var tæt på total opløsning.
Dengang jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, vi taler 2001, forsøgte vi i øvrigt at få et interview med Harald Nielsen. Han ville ikke. Jeg tror, han betragtede os som 2 fusentastere af et par fans, der ville ribbe for meget op i fortiden. Og vi var ikke engang rigtige journalister.
Han er tilgivet. Og for at runde Jakobsen-bogen af…
Det er muligvis en fordom og uretfærdigt over for Harald Nielsen – han er trods alt en mand, som støt og roligt har opbygget sin egen koncern – men hans historie i FC København bekræfter billedet af en ustyrlig og energisk mand, som er skabt til at sprænge vej, mere end han er den stabile styrmand. Centerforward snarere end libero.
Det er Joakim Jakobsens ord og tolkning. Men i virkeligheden nok ikke helt ved siden af. Fra formand til bestyrelsesmedlem og æresmedlem. I takt med at klubben konsoliderede sin magtposition op igennem 00’erne.
Det er kun glædeligt at tænke på, at han fik lov til at opleve sæsonen 2010/11 i levende live. Den blev virkeliggørelsen af hans egen optimisme og tro på projektet. Med mesterskaber, og hele turen igennem Champions League-gruppen frem til 8-delsfinalen mod Chelsea. Det var det meste af det som FC København blev sat i verden for i 1992, dengang til manges fortrydelse, der faldt i hak i den sæson. Det gælder sgu også rent personligt. For mig – og sikkert også for dig.
Bolden er hermed sendt videre til det Harald selv kaldte “sit barn” i et interview med Ekstra Bladet efter 2001-mesterskabet.
Og der stod vi så, på den smukkeste sommersøndag i Parken, det sidste farvel under aftenhimlen. Kampen tegnede lovende for FC København, som hele sæsonstarten. Men den fes lidt ud mod afslutningen. Der var et par forsvarere der tog en unødig hviledag – og en gammel kending der pludselig genfandt sin fortid. 2 points smidt. Igen. Som sidste hjemmekamp mod Farum – eller den forduftede Europa League-chance mod Jablonec. Det ligner en rigtig dårlig vane anno 2015, som meget snart skal skrottes.
I Haralds ånd tror vi selvfølgelig stadig på guldet. Det vil være uværdigt andet. På akkurat sådan en søndag som i søndags.
Tak, gamle angriber, opportunist, og teenage-idol. Uden dig intet os. København står i evig gæld til en glad dreng fra nordjyske Frederikshavn, der bare elskede sin fodbold.
Og ja, så du skylder naturligvis dig selv at læse den bog. Jeg gentager det gerne igen og igen, du kan altid låne den på et bibliotek nær dig! Den er vist ovenikøbet udsolgt fra forlaget.
Da jeg sad i flyet på vej hjem fra Spanien og caminoen for knap en måned siden, hørte jeg seneste podcast fra den genopstandne fanradio, der ikke længere hedder Løvetimen. En hel time dedikeret til FC Københavns nyeste storindkøb, Federico Santander, der knap nok var blevet bekræftet på det tidspunkt. Værterne nørdede herligt i en snak om sydamerikansk fodbold og lange analyser af mandens formodede kvaliteter.
Det blev – på en eller anden måde – min indgang tilbage til virkeligheden og København. Reality check-in.
Jeg har været langt borte fra Parken og FC København. Så kun en eneste kamp på tribunen i hele foråret. Brøndby-kampen i marts. Resten af foråret var jeg væk i en blanding af mental og fysisk fravær.
Så langt væk at jeg faktisk overvejede om det var ulejligheden og pengene værd at gentegne sæsonkortet.
Det har jeg dog gjort. En gylden nedgradering fra platin. Lokket af en spirende optimisme på den nye sæsons vegne – man falder sgu i den gryde hver gang.
Og dog. Denne gang synes der alligevel at kunne være korn af substans. Mens jeg vandrede rundt i det nordspanske og forsøgte at finde noget og nogen og ikke mindst mig selv, tikkede nyheder og sms’er ind hjemmefra.
FC København handlede usædvanlig fornuftigt ind. Et særdeles velforberedt transfervindue, spillere blev signet langt inden sommerens forberedende trænngslejr, spillere af den rigtige kaliber. Vi har ikke været vant til den slags.
Fornuftige indkøb. Kasper Kusk, Peter Ankersen, slovenske Benjamin Verbic og paraguayanske Federico Santander. Alle spillere til offensiven. Også Ankersen selvom han som udgangspunkt vel skal ses som højreback. Der er talent og perspektiv. Både Kusk og Ankersen er velkendte fra superligaen – begge med landsholdspotentiale.
Verbic fik en fornuftig debut forleden i euro-præmieren, en 21-årig gut fra det slovenske landshold, der virker som han lynhurtigt har taget København til sig. Offensiv allround og med et godt drev.
Jeg så kampen mod walisiske Newtown med et halvt øje på TV. Indtrykket var overvejende positivt mod en svag modstander. Selvom de brændte chancer hurtigt blev et dræbende deja-vu.
Men skal man tro den nye træner, Petter Wettergren, bliver der arbejdet anderledes med offensiven på træningsbanen (igen en utrolig fornuftig forstærkning af trænerstaben Man kan næsten ikke få luft!) Og indkøbene er i den grad til det.
Den store satsning er Santander. Angivelig pris 23 millioner. Frisk fra Sydamerika til København. Det eksperiment gik helt galt for et år siden. Men Santander virker godt udtænkt, åh jo det er sandelig hørt før. Forhåbentlig har han hovedet bedre med sig end Franco Mussis. Positivt i hvert fald at Mussis-floppet ikke har afskrækket manager Ståle og hans team fra at handle direkte på det sydamerikanske marked.
I det samlede transferbillede hører også sommerens afgange. Gislason skulle videre, de Ridder havde fået sine chancer, umiddelbart anså jeg kun Christian Poulsen som et ærgerligt tab. Med sin erfaring og sine spoiler-kvaliteter på midtbanen.
Men det var kun indtil fredag aften.
WILLIAM! Det drønede straks med tweets fra fanarrangementet i Imperial-biografen, da han blev præsenteret. Ståle havde i dagene inden luftet, at der nok ville komme en spiller mere. Men det kom alligevel som en bombe – i hvert fald for mig.
Han er tilbage, i sin gamle trøje. Næsten! Nummer 6 var Claudemir. Men forhåbentlig med endnu et par lykkelige københavnske fodboldår i sig.
Ægte KBH!
Han var indbegrebet af 2010-holdets ånd. Ikke som stjernen, men som et bundsolidt omdrejningspunkt. Og måske i virkeligheden det største tab i sommeren 2011, da holdet mere eller mindre smuldrede og forsvandt ned i Europa.
William Kvist. Jeg blev hamrende lykkelig – og så er vi tilbage ved den spirende optimisme der i en fredag aftens brandert nærmest kogte over.
Man skal passe på med den slags, det siger mere end 20 års erfaring fra livet på tribunerne mig. Men for fanden… det ser jo fornuftigt ud. Det gør det. Bestemt.
Det var også fredag aften, at trøjen kom. Endelig!
De blå-sorte striber. Den nogle af os har haft hede drømme om i mange år. Rigtig mange år. For hvad fanden er mere oplagt end at tage de klassiske striber fra moderklubberne og smelte dem sammen. Så oplagt at den selvfølgelig har haft sin egen facebook-side.
Hvorfor skulle vi vente så længe på den andentrøje? Der har været nogle spæde forsøg. Tværgående blå-sort vel nærmest lidt sympatisk. Men for rugby-agtigt. Rigtige fodboldstriber er på langs. Man kunne bare skele til serie A og Inter for at se hvor smukt kombinationen af blå og sorte striber kunne tage sig ud.
Åbenbaringen… eller i hvert fald en begyndelse
Jeg aner det ikke, hvorfor det har været så svært at designe den trøje. Og vi kommer desværre til at vente lidt i endnu på den anden halvdel.
Jeg har ikke set trøjen endnu, men så vidt jeg har kunnet tuske mig til, er ryggen helt blå. Man har ikke ført striberne igennem.
Forfanden mand! Vi skal åbenbart holdes på pinebænken. Nøjagtig som sæsonpræmieren der skulle udsættes – på grund af et svensk orienteringsløb.
Men vi tror på det. Det gør vi. Den henholdende optimisme. Der bliver forhåbentlig spillet fodbold på søndag i Esbjerg og en dag ser vi måske også den helt rigtige blå-sort stribede trøje.
Nøjagtig som mesterskabet da bestemt virker som en fornuftig målsætning. I øvrigt i den sidste sæson inden Superligaen udvides til 14 hold og skal belemres med et slutspil.
Uden at ville røre den snak yderligere, det bliver en anden gang, kan jeg bare konstatere at DBU til slut valgte den mindst ringe model.
Og for at bevare optimismen. Der er ikke langt fra 14 til 16 hold – når det nu skal være. Og så kan man sløjfe slutspillet igen og spille 30 runder. En gang hjemme, en gang ude. Helt klassisk som et par gamle fodboldstriber.
Lørdag eftermiddag i London: vi var lige ankommet til Croydon med regionaltoget og havde købt en pint-runde på den lokale Clifton Arms. Sædvanlig tilholdssted for tilhængere af Crystal Palace. Lige neden for bakken op til Selhurst Park. En time senere skulle pokalkampen mellem Palace og Liverpool begynde.
“… “
Copenhagen Shooting. Selvfølgelig ville det ske. Det var kun et spørgsmål om tid, sådan havde jeg haft det siden Charlie Hebdo-terroren i Paris. En eller anden religiøs psykopat fandt sin inspiration. Måske ikke. Måske var det sket alligevel. Et “offer”. Et helt igennem selvbestaltet offer. En klovn, en idiot, en psykopat, der allerede var langt ude ad en voldelig løbebane år forinden i lørdags. Nogle tegninger? Israel/Palæstina? Han havde nok fundet sine triggere under alle omstændigheder. Hævnen og hadet lå allerede i fliserne i Mjølnerparken og et par lokale imamer med en egen dagsorden forstod sikkert at spænde ham på deres vogn.
Tilgiv mig. Lysten til at forstå er yderst begrænset.
Situationen i København eskalerede under aftenen. Henrettelsen af en sagesløs vagt foran synagogen i Krystalgade. På sin vis virkede det underligt fjernt.
Søndag morgen: BBC One var fyldt med reportager fra Copenhagen Shootings. Man blev bare underlig trist. Den unge journalist i vores londonselskab havde det naturligvis lidt anderledes. Følte han burde have været på sin radio.
Efterfølgende var der også en vis lettelse. At slippe for ekstraudsendelser, ryddede sendeflader, news-helikoptere, og serier af forargede politikere der ville falde over hinanden for at få “tv-tid”.
Søndag eftermiddag: sorg i København. I London tog vi til lounge-fodbold på Emirates Stadium og så Arsenal mod Middlesbrough. Polstrerede sæder, fri bar, hotdogs med en halv meter lange pølser, alt serveret uden højlydt sang og fæle ukvemsord mod modstanderne.
Turen gik til Arsenal
Moderne fodbold. Hjemmefansene vågnede et par gange, når Arsenal cruisede sig frem til sejrsmålene mod et svagt Middlesbrough, ellers var kun det store kontingent af tilrejsende nordenglændere som kunne høres. Mod afslutningen af kampen forsøgte de at fremprovokere reaktioner fra vores loungeområde. Middlesbrough stod lige neden for og det var oplagt at synge op til tribuneafsnittene lige over. De Arsenal-tilhængere der formastede sig til at svare tilbage, råb, fagter, sang, blev hurtigt omringet af vagter og ført væk. Formodentlig med karantæne i udsigt.
Der var så stille, ja, på et stadion med 60.000 tilskuere. I øvrigt helt anderledes end i Croydon dagen før. Palace-tilhængerne er nogle af de mest syngende og støjende i England i øjeblikket og vi stod yderst i deres Holmesdale-ende. Liverpool-tilhængeren i vores selskab måtte derfor høfligst bide tungen i stykker og sitre som en overophedet trykkoger. Udeholdets 2 sejrsgivende scoringer i 2. halvleg kunne først fejres på behørig afstand af Selhurst Park.
Nej, jeg kan ikke lide Arsenal. Men deres Emirates er et lækkert stadion, arkitektonisk, med en fantastisk logistik og beliggenhed. Jeg er dog også lykkelig for at jeg lige nåede at opleve deres gamle Highbury inden de flyttede et par kilometer væk fra snart 8-9 år siden. For stemningen og sjælen har de stadig ikke fået med.
Stadiondrømme i Nordlondon
Et par kilometer længere nordpå i London er de gået i gang med at bygge nyt stadion. White Hart Lane skal bringes ind i 21. århundrede og der skal gøres plads til moderne fodbold oppe i Tottenham – planmæssigt skulle det være klart i 2018, efter en meget lang fødsel.
Der sker formodentlig det samme om et par år som hos arvefjenden i Arsenal. Lounge-stemningen tager over. Slut med intensiteten omkring Yid Army og Park Lane-enden. Formodentlig er “yids” og “yiddo” helt bandlyst til den tid. Slangord der refererer til klubbens jødiske rødder. I den politiske korrektheds navn må man ikke råbe/synge den slags. Heller ikke om sig selv.
Mandag: stor mindehøjtidelighed i København ovenpå terroren. Det så smuk ud på BBC. London bød passende nærmest på heldagsregn. Mentalt begyndte jeg at vende snotten hjemefter. Også bogstaveligt med begyndende influenza.
Og således går livet videre. Mellem tårer og blomster og almindelig meningsløshed… og alle de andre sporadiske tanker.
I’d lock you deep inside ‘till the last rains fall And hide you from the emptiness of it all
FC København vil afholde et minuts stilhed for ofrene i weekenden til åbningskampen i Parken på søndag mod Slagelse. Respekt. Og det virker ganske passende. Skyderierne begyndte en spytklat fra Parken og kun et par timer efter sidste træningskamp samme sted. I lørdags.
Tirsdag aften var vi i kapløb på tid om at nå Gatwick-afgangen til København. Det lykkedes med et kvarters margin, inden de lukkede check-in. En taxi ud af London fra Shoreditch/Hoxton og mod syd i myldretiden kan ikke afbefales. Det var der koncensus om hos alle 6 mand i London-selskabet denne gang. Vi tager nok toget om 2 år.
Tilbage i København. En by ramt af terror – eller noget. Mest ligner den sig selv. Heldigvis og som sædvanlig var der noget med metroen fra lufthavnen, så vi skulle stige af undervejs. Og vente. Sporarbejde. For at køre videre i et nyt tog. Det skulle være enkelt og direkte at komme til Frederiksberg. Det har det også været engang. Men de sidste mange gange jeg er kommet hjem fra udlandet, har der altid været et eller andet med metroen. Selvfølgelig har der det.
Jeg holder af hverdagen Jeg er vild med den Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen Jeg holder stinkende meget af hverdagen
En hverdag begynder på søndag. I Parken. Det er superligaen og vi skal til det igen. Det vil være løgn at påstå, at jeg glæder mig som et lille barn. Alt for meget vand er løbet under broen, det er simpel rutine nu. Vi kører på rygradden og en ganske marginaliseret optimisme.
I flyet på vej hjem kom vi til at snakke om efteråret 2010. Champions League, dengang FC København var alt andet end kanonføde, Barcelona-kampe, sejren i Athen, du sukker sikkert også vemodigt. Min sidemand konstaterede nøgternt, at det kommer ikke til at ske igen. Ikke i vores levetid. For hans børn, jo, men ikke for os. Han er en klog mand.
Fodboldguderne skal vide, at efteråret 2010 føles uendelig langt væk. Vi er i den grad blevet hverdagen igen og jeg tror ikke en skid på, at vi henter Midtjylland og vinder mesterskabet. Glem det.
Vi er atter i en proces. På vej til noget. Jeg føler mig bare 15 år ældre end sidst, hvor det stod allertydeligst.
Det var dengang med Mio.
Og Zuma.
2 spillere som på hver sin måde blev ikoner i København. Og som peakede i samme sæson på hver sin måde. I denne uge har de begge trukket stikket.
Zuma har indstillet fodboldkarrieren, den blev ganske middelmådig efter FC København, og Mio har sagt sin stilling op som chef for School of Excellence, talentskolen bag FC København. Ganske udramatisk i begge tilfælde.
På banen i 2000/01-sæsonen var de vidt forskellige. Mio var den sammenbidte slider, der brugte mere tid på at spolere modstanderens end sætte sit eget spil. Jeg har fået det optimale ud af mit talent, udtalte han engang. Da jeg sammen med Kaare Johnsen skrev FC Krøniken, var han en fantastisk kilde og inspiration. Vi lavede et flere timer langt interview med ham ude i restaurant Granen på Peter Bangsvej. Han gav os al den tid vi behøvede og fortalte ganske åbent om sig selv og klubben. Han blev kåret til årets spiller i klubben i 2000. Var anfører. Efter interviewet var jeg ikke i tvivl om hvorfor.
Da verden stoppede…
Modsat slideren Mio stod kunstneren Zuma. Jeg glemmer aldrig en aften på et hotelværelse i Lima, Peru. Jeg zappede rundt på fjernsynet og landede ved en fodboldkavalkade. De bedste scoringer fra hele verden. Det var i december 2002. Pludselig dukkede saksesparket fra Parken frem blandt målene. Halvandet år efter at jeg havde set i Parken.
Jeg har stadig forestillingen om at der gik flere minutter fra at han hang i luften og sparkede bolden over sit hoved, til den faktisk sejlede ind i netmaskerne. Alt stod stille den junidag 2001.
Det står ikke stille søndag eftermiddag. Processen fortsætter nemlig. Igen.
Nenas klassiske 99 luftballoner var blevet til 8000 lysballoner, der skulle fejre 25-året for den tyske genforening og ikke mindst byen Berlins. Om nogen var den 2. weekend i november den mest oplagte weekend af alle til at besøge byen i dette efterår.
En 15 km lang lysmur af opstillede balloner blev trukket igennem hele den centrale del af byen, hvor muren engang havde været. Fra Eastside Gallery i sydøst ved Warschauer Strasse til Bornholmer Strasse i nord.
Som kulmination blev ballonerne sluppet fri søndag aften den 9. november. Mauerfall 2014. På 25-års dagen for murens endelig fald.
Die Lichtgrenze forsvandt i nattehimlen over Berlin, som muren engang pludselig smuldrede mellem fingrene på magthaverne i det gamle DDR.
Men jeg tilstår gerne, at det ikke var i tankerne for den oprindelige planlægning. Det handlede om at finde en passende fodboldweekend. Ganske jordnært og nede i græshøjde.
Fredag aften spillede Hertha BSC hjemme på sit olympiske monstrum af et stadion mod Hannover 96. Bundesliga 2014.
Lad det være sagt – det blev en elendig kamp med den rigtige vinder. Hannover vandt 2-0 og cementerede blot helhedsindtrykket af en berlinsk storklub, der er meget langt fra at være i nærheden af noget marginalt stort.
Børnehaven i Berlin
39.710 var det officielle tilskuertal. Det er lidt mere end et halvfyldt Olympia Stadion og vist ganske normalt. Lige så normalt som det var, at de berlinske fans måtte gå skuffet hjem.
6 sejre i hele 2014 er det blevet til for Hertha. Vi taler immervæk om 28 ligakampe.
Efter nedrykningen i 2012, vendte holdet tilbage sidste sommer og spillede sig igennem et fint efterår. Men efter nytårsskiftet har kurven igen peget direkte ned i 2. Bundesliga.
Utilfredsheden på tilskuerpladsen blev også hurtigt mærkbar. Spillerne blev sendt til pausen med en markant pibekoncert. Bagud 0-1 og efter en halvleg, hvor de reelt ikke skabte en eneste målchance ud over et tilfældig kontraløb som deres formodede angrebses, Salomon Kalou, fik blæst langt over mål.
Ultras im Boykott
Langeweile auf den Rängen
Provinzclubs an der Spitze
Die Zukunft der 1.Liga?
Budskabet på bannerne på Ostkurve – tribunen med for de mest hårdkogte hjemmefans – der blev rullet ud i pausen. Men det blev i virkeligheden kun mere kedeligt efter pausen. Hannover havde kampen, hvor de ville. Og matchede nemt berlinerne på fysikken og vandt – hvad der lignede – samtlige hovedstødsdueller i og omkring felterne. Hertha virkede som et hold uden spilkoncept, pøsede blot lange bolde frem i et mere og mere bovlamt forsøg på bare at ramme en afslutning. En sikker 2-0 sejr og hjem til provinsen for Hannover.
Die Hauptstadt ist und bleibt leider Fußball-Provinz! Sådan lød det for 2 år siden. Dengang Hertha rykkede ud. Det er kun marginalt anderledes nu. Desværre. For en vidunderlig storby som Berlin, fortjener et ordentligt fodboldhold. Dette i en tid hvor selv Paris er kommet på Champions League-kortet. Men arabiske oliemilliardærer kan ikke pushe her, modsat Paris-projektet. Tysk fodbold tillader ikke indtog af pludselige lykkeriddere i klubberne på samme måde som andre steder i Europa. De er underlagt særlige regler, der sikrer ejerskabet hos medlemmerne.
Et sjældent syn – Hertha i offensiven
Den store genforeningsfestivitas i weekenden fik med andre ord en sløj indledning. Vi gæster fik fornøjelsen af den særlige berlinersandwich som en monsterpakket u-bahn kan levere, når godt 40.000 mellemfornøjede mennesker skal transporteres tilbage til centrum på en times tid. Hvis man kan tale om at stå i spænd, til tider svævende et par centimeter over gulvet, er det vist ganske dækkende.
Et par timer før turen til Olympia Stadion. Egentlig var det en tilfældighed at vi endte med at spadsere langs ballonmuren ved Mauerpark. I det smukkeste efterårssolskin fredag eftermiddag. I forlængelse af selve parken og klods op ad det der engang var muren, i det gamle øst, ligger anlægget Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportspark.
Et stort sportshal, et hæderligt stadion og en række tilhørende tennisbaner. Hele anlægget stammer fra DDR-tiden og nu om dage bliver stadion stadig brugt af en af de mere tvivlsomme fodboldarvestykker fra samme tid. Dynamo Berlin eller BSC Dynamo, som de hedder nu om dage.
Klubben blev oprindelig dannet, da et succesrigt Dresden-mandskab blev beordret til hovedstaden for at opbygge en storklub. Dynamo var politiets klub, så det var nemt for det gamle regime at dirigere sine tropper rundt.
Klubben blev for alvor etableret sidst i 60’erne. Med særlig begunstigelse fra lederen af det hemmelige politi, Stasi, Erik Mielke, der tog dem under sine kærlige vinger. Fra sidst i 70erne og nærmest frem til murens fald i 1989 havde de monopol på DDR-mesterskabet i fodbold.
Et hurtigt opslag på internettet viste at Dynamo spillede hjemme lørdag eftermiddag. Mod FC Magdeburg. Et andet klassisk DDR-hold. Et mandskab der modsat Dynamo ligefrem havde høstet international succes. De vandt Europa Cup’en for pokalvindere i 1974, da de slog AC Milan 2-0. En kamp der især blev husket for sit bizarre lave tilskuertal. Kun 6.461 tilskuere. Ikke en eneste DDR-borger fik udrejse til kampen, der blev spillet i Rotterdam.
Gensyn fra den gamle DDR Oberliga
Med andre ord: en vaskeægte ostklassiker. Nu om dage midt i 4. bedste tyske række. Regional Liga Nordost. Og tag ikke fejl. Der er masser af politik i disse opgør stadig. Hele området omkring stadion var pakket med kampklædt politi, da vi ankom lørdag eftermiddag. Et par tusinde medrejsende Magdeburg-fans skulle holdes væk fra hjemmeholdets afsnit. Dynamo er stadig hadeholdet over dem alle for de andre gamle DDR-klubber. Det gik i øvrigt glat, politiet havde styr på sagerne.
Sammen med over 5.300 andre så vi endnu en skidt berlinsk fodboldindsats. 0-1 til gæsterne blev slutfacit. Fortjent og bestemt heller ingen køn kamp. Men her mere forventeligt.
Jeg indrømmer, at det var så som så med sympatien for hjemmeholdet og deres fans. Der var ingen tvivl om hvem de stadig hadede allermest. Den jeg bedst kan lide af Berlin-klubberne. Scheisse-Union med den gamle punksangerinde Nina Hagen som åndelig mentor. Igen skal der graves i DDR-historiken.
Union Berlin var egentlig en lidt perifær klub, der aldrig kom i nærheden af titlerne. Men de havde en enorm folkelig støtte og blev en slags symbol på modstanden mod det kommunistiske regime. Og alt det som Dynamo stod for.
I dag er Union den eneste af de gamle DDR-klubber der klarer sig hæderligt og frister en tilværelse i 2. Bundesliga. Da de for 2 sæsoner siden gæstede Olympia Stadion i Herthas nedrykningssæson, blev alt udsolgt. 74.000 tilskuere. Vi taler om en kamp i næstbedste række, så fodboldinteresse er der rigeligt af i Berlin. Det skranter bare på den ypperste kvalitet.
Mauerpark – lige bag Jahn-Sportspark.
Tilfældet Dynamo er ironisk nok den klub der kan bryste sig af den bedste placering. Rent geografisk. Lige midt i det moderne, murløse Berlins smørhuller ved Prenzlauer Berg. Men de har en grim fortid, der næppe vinder mange hjerter, selvom de nu om dage forsøger at slå sig op som ægte Ostberlin. Den nødvendige sportslige klatring op i ligasystemet bliver et kapitel helt for sig.
Men måske om et par generationer, fortiden har det med at udglatte. Engang fandt den gamle italienske diktator Mussolini på at Rom skulle have et storhold. Det blev AC Roma. 60 år senere var “det brændte barn” forvandlet til at være det progressive Roms foretrukne fodboldklub i klar modsætning til de stærkt fascistiske Lazio.
Ingen sammenligning i øvrigt. Bare en tanke. Turen på Jahn-Sportspark blev ikke bare et dyk ned i en blakket fortid, den viste også at der er et hulens liv langt nede i divisionerne i tysk fodbold. Positivt også og ja, for fanden. Det var lidt kult bare at være der! Jeg er gammel nok til at huske Magdeburgs sejr i Europa Cup’en og den grundstamme af DDR-spillere (samlekortene med Sparwasser, Hoffmann, Pommerenke…), der sensationelt slog de vesttyske værter – og senere verdensmestre – ved VM i 1974.
Og afslutningsvis… Ja, det var det bare at gå ud i aftenfesten med berlinerne og de mange andre turister. Tusinder og atter tusinder slentrede andægtige frem og tilbage langs de 15 kilometers lysballoner. Helt en helt fantastisk lørdag aften, i en helt fantastisk by, på en ganske særlig aften. Det tog vel et par timer at gå fra Eastside Gallery og ind til Brandenburger Tor, med et par pitstop undervejs til de nødvendige øl og en currywurst.
Men jeg syntes faktisk, at Argentina leverede det bedste spil i den ordinære kamp mod Tyskland. 2 gigantiske afbrændere kostede dem i sidste ende titlen.
For første gang ved dette VM så vi et argentinsk hold i sit es. Solidt defensivt funderet og mod en modstander der gav plads til hurtige kontrahug.
På et tidspunkt tænkte jeg uvilkårlig, de gør sgu som italienerne altid gjorde en gang. Spiller ad helvede til – kedsommeligt og uinspireret – frem til finalen, hvorefter de blomstrer op og vinder hele lortet.
Det skete ikke. Heldigvis! Vi behøvede tyske vindere af dette VM. Ikke bare af omsorg for de brasilianske værter, men for den positive fodbold som sådan.
Og semifinalen mellem Holland og Argentina havde været horror-versionen af alle playoff-kampe ved dette VM. Man behøver ikke at hylde den slags.
Men jeg gentager: det havde på ingen måder været ufortjent med en argentinsk sejr i selve finalen. Det virkede dog som en højere retfærdighed at den konsekvense offensive satsning, som har været det tyske landsholds tilgang til spillet i de seneste 10 år, endte med at bringe titlen til Europa igen.
Når argentinerne i momenter blomstrede omkring Lionel Messi, var det fordi det indgik i hele kalkylen fra tyskernes side. Vi går højt i banen og presser – og satser. Det lægger i national-11’s koncept at spille med risikoen.
Ikke at det morer dem, at modstanderne relativt nemt kommer til ret store chancer med hurtige sololøb (du husker også Algeriet-kampen). Træner Joachim Löw sender sikkert mere end en positiv tanke til Jerome Boateng efter finalen, han reddede nærmest ene mand deres bagkæde i perioder.
Men det er prisen for at fokusere mere på at score selv end at forhindre de andre i at gøre det. At fx. Mats Hummels havnede i et par utaknemmelige løbedueller med Messi eller Lavezzi.
Og vi fik faktisk en storartet finale, trods manglende scoringer. Den nåede heldigvis heller aldrig ud i en ellers truende straffesparkskonkurrence. Mario Götzes drømmemål 7 minutter før tid af forlængningen sikrede, at festen fik den bedst tænkelige udgang. Sådan cirka. For langt de fleste af os.
TOR!!!!
Lad os bare smide det klassiske Lineker-citat fra de glade 90’ere igen:
Football is a simple game. Twenty-two men chase a ball for 90 minutes and at the end, the Germans always win.
Spot on, Gary! Dengang i 1990 var der en lakonisk undertone. Søndag aften blev det til en mere stilfærdig anerkendelse på twitter-kontoen:
And in the end……. Congratulations to Germany. World Cup winners. The best team who played positive, attacking football throughout!
Hvad vi ellers lærte under denne slutrunde:
FIFA kårer turneringens bedste spiller ud fra vedkommendes kommercielle potentiale. Ikke efter spillemæssige kvaliteter. Lionel Messi var ikke VMs bedste spiller.
James Rodrigues eller Thomas Muller. Eller hvorfor ikke Manuel Neuer? Hans spil var weltklasse allerede mod Algeriet – ikke for det han gjorde på stregen som målmand, men for alt det han gjorde langt uden for sine områder som ekstra sweeper bag sit skrøbelige forsvar. Neuer er tæt på at være den bedst fodboldsspillende målmand, vi endnu har set.
Messi var i øvrigt ikke engang Argentinas bedste. Det var Javier Mascherano.
Holland er på 40 år gået fra totalfodbold til antifodbold. Deres spillestil ved dette VM har været lige så interessant som et par træsko i en kålmark.
Men Louis van Gaal er et taktisk geni. Han skiftede sin reservemålmand ind 1 minut før tid mod Costa Rica. Samme målmand teede sig i øvrigt nogenlunde lige så åndssvagt og usympatisk som landsmanden Hans van Breukelen engang gjorde mod Danmark. Det var ved EM 1992. Men Holland vandt denne gang og van Gaal er et geni og Manchester United bliver stensikkert til Mensa United inden vi får set os om.
Jeg er i øvrigt sikker på, at i hvert fald FIFA billiger det.
Brasilien er verdens mest overvurderet fodboldkultur (hvilket ikke gør deres værtskab det mindste ringe!). De bliver stadig solgt på samba- og chokoladelækkerier, selvom begge dele for længst er fortonet i fortidens efterhånden helt glemte bedrifter.
Frikirken er samlet
Se det dog i øjnene. Brasilien er blevet røvkedelig, hvid middelklasse. Det er ikke dem der står og vrikker løsslupne salsa-rytmer nede omkring hjørneflaget længere. De skal i stedet passe bønnemødet inde i midtercirklen.
Mand, hvor halter Brasilien efter. Internationalt. Nogle burde fortælle dem at der var langt mere samba over José Pekermans Argentina for et tiår siden eller samme Pekermans Colombia denne gang.
Overfladen krakelerede fuldstændig med Neymars skade. At udnævne David Luiz som anfører for det skrøbelige mandskab, svarer til at give rattet til den lokale frikirkepræst.
Oh Lord, won’t you buy me a Mercedes Benz!
7-1! På hjemmebane i en VM-semifinale. Episk vil det altid være. Også totalt historisk fra og med forleden. Tyskerne fik deres “reality check” for 14 år siden, da de floppede ud af EM-gruppespillet til almindelig hånlatter fra den øvrige verden. Det fik dem ikke til at bryde sammen i gråd. De sadlede i stedet krikken om.
Der kan måske være en lektie at lære her. Måske! Jeg siger det bare.
Og så var det iøvrigt her, at jeg havde ambitionen om at lave en sæsonoptakt. Til FC København. Og til Superligaen. Vi skal allerede til det igen i den kommende weekend.
Jeg ved ikke med dig, men jeg er sgu ikke helt klar. Ikke endnu.
I øvrigt er der stadig konfliktvarsel den 1. august. Turneringen kan reelt blive lagt ned, før den nærmest er begyndt. Jeg har ikke hørt om nogen løsning under VM-dagene. Har du?
Jeg tror bare, at jeg drøvtygger et par dage mere på VM.
Saxo's semiprivate sjatter 