Anti anti-Football Club

Nemlig!

Det er blevet et stykke tid siden sidste indlæg fra mine hænder. Men nogle gange gælder det om at skrive sine indlæg med omhu og ikke mindst når man har noget på hjertet.

Og det blev endnu et mesterskab, det tolvte i rækken. Vel en passende anledning til at kaste sig over tasterne igen. Jeg skal undlade at opregne mesterskaber for moderklubberne, men det er vist omkring 15 og 7 for henholdsvis KB og B1903.

Min personlige historie er mest til FC København, så jeg stopper calculatoren foreløbig. Ved nummer 12 og det mest overlegne hidtil. Nej, man bliver aldrig træt af dem og de bliver heller aldrig hverdag, selvom jublen ikke nødvendigvis ender lige euforisk hver gang – og bagstiverten heller ikke hænger på i dagevis. Det er benarbejdet, der tæller, og det sidder i skabet. Mesterskabet. En forkølet aften i Farum i fredags lukkede det definitivt.

Indrømmet, for mig har de sidste uger været lidt sløje. Sejren i Brøndby i påsken fjernede den sidste tvivl. Selv hos en angstneurotisk fan der får tvangstanker ved selv den sikreste og mest overbevisende føring 3-0, blev sæsonen lukket den eftermiddag. Jeg ved en “rotte-rede” og siger ikke mere!

Jeg boykotter sgu det hele!

Reelt forduftede entusiasmen en pæn sjat efter nederlaget i Amsterdam. Europa holdt i den grad min personlige damp oppe i vinters og det tidlige forår. Lokkemad a la carte.

Vi røg ud på røv og albuer i Amsterdam. Ajax var desværre i væsentlig bedre forfatning end de 2 tidligere gange, vi har mødt dem. Understreget af at de kvalificerede sig til Europa League-finalen torsdag aften. Marginalt overbevisende efter en shaky udekamp i Lyon. Forhåbentlig vinder de finalen.

Har Europa League-slutkampene i øvrigt ikke været langt mere underholdende i denne sæson end Champions League? Måske er det bare mig, men de årlige La Liga-opgør i semifinaler og finaler i den store turnering, er efterhånden bare kedelige og forudsigelige. Med eller uden dommerfejl. Anderledes spræl over Ajax og Lyon.

Vores egen kamp i Amsterdam blev den dårligste i FC Københavns hidtil længste europæiske kampagne. 16 kampe i alt med kvalifikation, Champions og Europa League.

Og desværre! Efterårets Københavnerhold havde slået Ajax. Samlet over 2 kampe. Ingen vil kunne mig overbevise om noget andet. Med Delaneys midtbane-motor, en skadesfri Falk, og en Zanka uden en unødvendig karantæne. De var de knapper, der manglede i Amsterdam.

Vilkår og detaljer, små ting, lærestregen blev også at vi hænger på hylden under Ajax. Fodboldmæssigt og økonomisk. 0-2 lød i sig selv ikke som en katastrofe. Men det blev lige nøjagtig forskellen på FC København, der skulle være på lidt over maximale evner, men aldrig kom det, og et Ajax der kunne være brøkdelen under – uden at komme i større vanskeligheder.

Ja, det pisser mig stadig lidt af. At vi tabte – så relativt klart i returkampen. At måtte se i øjnene, at de bare var så meget bedre. Ikke mindst teknisk. Med nærmest et ynglingehold.

Farum er også næsten et ynglingehold. De er 2-3 hylder under Ajax, men de giver os også problemer. I hvert fald i indeværende sæson. 3 gange uafgjort. 1-1. Efter at vi vandt det første møde 4-0 i Parken i sommers.

De irriterer mig, men samtidig respekterer jeg egentlig Hjulmands projekt. Jeg kunne godt se ham som Ståles afløser en gang i fremtiden. Den klemmer jeg stille ud mellem sidebenene. Der er forskelle i spilopfattelse og måske især i det europæiske perspektiv, men der er også samme bund i projekterne. Noget langtidsholdbart. Noget brugbart en dag.

… (wauw) !!

Det blev i fredags. Det matematiske mesterskab. FC København var heldige i den kamp. Elendigt spil, noget rod, kunstgræsset, det kølige forår, den lille ekstra motivation der manglede, bare en dårlig dag på kontoret. Kun den overlegne kvalitet i indskiftningerne reddede mesterskabet i land. 1-1 og videre til næste kamp.

U-U-Ubesejret. Stadig efter 32 runder.

Det har været en lang sæson og ironisk nok står vi over for et nærmest ligegyldigt derby mod Brøndby. Et historisk ligegyldigt derby. For ingen af klubberne kan heller genere hinanden. Der var engang… og det var dengang vi kunne sende et mesterskab til Aalborg eller Herfølge ved at slå dem, rottens venner, og selv være fløjtende ligeglade med at vi var pivringe.

Sen 90’ernes evige nummer 8, men “Brøøøndby ku’ vi altid slå”. Engang var det Per Frandsen, Christian Lønstrup, Lars Højer…

På søndag er der er ikke andet end indbyrdes prestige på spil. Vi er nummer 1, de er nummer 2. Det er mejslet i den matematiske Superliga-granit. 4 runder før afslutningen.

Men den nye struktur har gået sin sejrsgang. Slutspil, mesterskabsspil, det gjorde ingen forskel, fordi forskellen vel er til at overse for de øverste 6 i tabellen. Der er bare sat 3 ekstra runder på i forhold til den gamle model. Men det bliver nok mere jævnbyrdigt i næste sæson. Det siger de alle sammen.

Anti-Graulund, anti-Viasat. Du får næppe et job som sportsjournalist/ekspert/”tidligere-jysk-spiller-og-derfor-ekstra-kvalificeret-som-ekspert” på tv, hvis du ikke allerede er gået bagover af begejstring for strukturændringen. Mesterskabsspil med inciterende spænding om 3de-pladsen og gruppespil med playoff-kampe, som ingen kan finde hoved eller hale i. Slet ikke hvis du faktisk vil på stadion og se dit hold spille, for hvornår spiller de egentlig? I heldigste fald får du kamptidspunktet en uges tid før. I heldigste fald.

En af taberne i playoff-kampene kan i øvrigt nemt rende ind i Christian Lønstrup. Han har pæn succes som træner og har ført FC Helsingør ind blandt oprykningskandidaterne. Måske har vi endnu en kandidat som Ståle-afløser her. Engang i fremtiden.

U-U-Ubesejret. Vi er anti-nederlag. Ja, det går næsten for godt til at det bliver rigtig interessant! Men Phiri-karantænen står ved magt, manglede sgu også bare. Vi varmer med andre ord bare op til pokalfinalen fra nu af.

Ifølge de sikkerhedsansvarlige fra de to finalister og DBU udgør pokalfinalen mellem FC København og Brøndby IF Kr. Himmelfartsdag den 25. maj 2017 kl. 17 den største sikkerhedsmæssige udfordring til dato mellem to danske fodboldklubber.

No kidding! Tosse-alarmen hyler allerede og DBU selv, er da heller ikke for fine til at malke løs på begivenheden. Årets billetpriser er lige steget med en lille 100-lap i forhold til sidste års himmelfart-finale mod de århusianske foreningsgymnaster.

En hamper pris. Men jeg vælger, at betragte det som en slags “arbejdsmiljø”-forsikring på dagen.

XI – 11 – elleve

Igen plastic i Parken

Jeg har hørt at der ikke blev jublet nok, da FC København for et par uger siden sikrede sig det 11. mesterskab. Med 2-0 sejren i Parken over Farum. 3 spillerunder før sommerferien. Der findes åbenbart en skala for den slags. Også  i sportsjournalistiske kredse.

Jublen blev aldrig ekstatisk. Nej nok ikke.

Nu oplevede vi vel heller ikke ligefrem en vild Hjalte-scoring i 3 minutters overtid. Vi oplevede mere frugten af mange måneders fornuftigt og målrettet arbejde. Tal om lettelse og almindelig stolthed i stedet. Med pokalfinalesejren som regulær bonus.

Det var et mesterskab der skulle hentes tilbage til København efter 3 år. Et mesterskab som reelt allerede lå til højrebenet, da vi vandt den udsatte stormvejrskamp i Herning fra efteråret. Det skete engang i marts.

Det dinglede lidt i et par udekampe. Randers, Viborg, måske endda Århus. Farum var helt uden for kategori. Men bufferen forblev intakt og truslen primært fra de sønderjyske regioner blev mest kortvarige angstneurotiske anfald. Af den slags alle fans lægger under for. Spøgelser og genfærd i vores begrænsede horisonter. Det er ikke bare nerver, det er dårlige nerver. Vi glemmer altid at den større virkelighed er vores bedste ven i den slags situationer.

Det 11. mesterskab i rækken – og Federico Santander scorede sine ligamål nummer 10 og  11 akkurat mod Farum. I øvrigt begge fremragende. Og helt symbolsk lukkede han også sæsonen ned, da han skovlede sejrsmålet mod AGF ind i den afsluttende guldfest. Det var pludselig gået stærkt, den afgørende scoring i guldkampen blev hans mål nummer 14.

I vinters ønskede jeg, at han ville score 8 kasser i foråret. Jeg er mere end tilfreds. Ja, nærmest ekstatisk. Fe-De-Ricoooo!!

Journalistiske døgnfluer som “flop” og “fejlkøb” truede flere gange i efteråret.  24 millioner og ingen mål. Men der var udbredt tolerance og almindelig anerkendelse på tribunerne i Parken tidligt i efteråret. Folk kunne lide hvad de så, og det handlede ikke bare om at man ikke ønskede endnu en Mussis-historie. Den mest hypede transfer i Københavnsk fodboldhistorie, der endte med at spille 1 kamp, og i øvrigt faldt helt igennem på alle tænkelige parametre. Fra Sydamerika til Nordeuropa og tilbage igen. San Lorenzo me bad!

Santander havde noget andet – noget anderledes modent bag sit venlige smil. Og det lovede godt. Allerede fra begyndelsen i august. Her i foråret blev det forløst. Delvist, gradvist, og mere og mere positivt. Men han har meget mere og større potentiale. En ny Dame. Det er det vi drømmer om, 10/11-sæsonen er ikke længere siden end at alt selvfølgelig rimeligvis måles i det perspektiv.

“Den glade indianer”

Det var i øvrigt mesterskab nummer 9 dengang i 2011 – det mest suveræne nogensinde og efter den bedste sæson nogensinde. Ikke mindst europæisk.  Det 10ende hænger i et underligt vadested. Det kom nemt og forsvandt nemt. Engang i 2013.

Det skulle have været året før, men 2012 forsvandt mellem nordsjællandske sommerhusdrømme og fingrene på diverse sportsdirektører og trænere, der gerne ville afløse hinanden, og en masse spillere der forsvandt på en eller anden måde. Mange desværre fysisk, skader og salg, og et par mentalt.

To mere!

Med andre ord hopper vi hurtigt fra 9 til 11 og glemmer 10.

Historien om et bebudet mesterskab. Jeg har for længst overgivet mig til Ståle Solbakken. Ser ikke nogen anden træner for FC København i øjeblikket. Han har et klart projekt, han tror på tingene, ind imellem ganske skingert, og det virker som han har alle folk i klubben med på vognen, og den kører ikke af sporet lige med det samme. Heller ikke med et par udskiftninger i staben.

Allerede i august talte han om den kultur og det drive der var i klubben. Det skulle bringe mesterskabet hjem. Manden fik ret og man handlede rigtigt og målbevidst og usædvanlig tidligt. Truppen var på plads inden ferien og august, og man gjorde rigtigt ved at beholde Amartey et halvt år og først sælge ham i vinterpausen. Personligt indbragte det ham oveni både et engelsk og et dansk mesterskab.

Sæsonens eneste store minus var den alt for tidlige europæiske exit. Jeg har nævnt det før og den niver stadig. Vi var blevet vænnet til, at et efterår skulle være lig med europæiske kampe. Og jeg tilhører den slags, der godt kan finde Europa League-gruppekampe interessante. Meget mere interessante end 2 ekstra opgør mod Brøndby og Aalborg.

Det skulle gerne ændres efter ferien. Lodtrækningsheld eller ej – vi vil tilbage på Europa-kortet. Der er 3 runder ind til grupperne, enten den eksklusive Champions League eller discountudgaven Europa League. De der gør efteråret langt sjovere. Også for os på tribunerne.

Spillermæssigt har vi 4 brikker på plads. Rasmus Falk kommer til fra Odense. De 2 lejesvende Ankersen og Robin Olsen er kommet i stalden på faste kontrakter og den ene af de svenske geriatrikere i forsvaret, Antonsson, har forlænget med 2 år. Sidstnævnte med den klare forvisning om, at han nok kommer til at have en reserverolle og måske i en eller anden forstand være en forsvarsmentor for yngre folk. Det betyder formentlig også at Pelle Nilsson ikke bliver forlænget.

Erik Johansson og Zanka ligner de sikre førstevalg, og det vil ikke være helt skævt at tænke en yngre forsvarer ind allerede nu. Som Delaney har Zanka også kontraktudløb til næste sommer. Remmer måske? Nja… eller Marcus Mathisen? Kender intet til ham, og spørgmålet er om vi ikke skal et niveau højere under alle omstændigheder. Det tror jeg på.

I hvert fald står og falder meget af sommeren med kaptajn Delaney. Ståle & co kan forhåbentlig overbevise ham om, at det er en god idé at udskyde udlandet til vinter. Amartey-style. Det gør sommerens transfermarked meget enklere – og vil reelt kun handle om en ting mere ud over midterforsvareren. At finde en angrebserstatning for Nicolai Jørgensen.

Det bliver så også sin sag. Han har formodentlig spillet sit livs bedste og i hvert fald mest sammenhængende sæson. 15 mål, nærmest ingen skader, landsholdsgennembrud. Enorm fysisk power og enorm spændstighed og kreativitet. Rasmus Falk er ikke i nærheden af at kunne erstatte det. Jo måske kreativiteten, men ikke målene og ikke fysikken. Der skal købes – det har Ståle selv for længst bebudet – og de første rygter er begyndt at svirre i medierne fra de sædvanlige svenskere og nordmænd til mere interessante og eksotiske emner.

Sommerens EM i Frankrig gør formodentlig ikke markedet nemmere – og betyder måske også at salget af Nicolai Jørgensen ikke sker før august. EM-slutrunden bliver et større udstillingsvindue og det faktum at det danske landshold bummede helt i kvalen, gavner næppe hverken Nico eller Delaney. Det øger i hvert fald ikke deres markedsværdi. Men i tilfældet Delaney kan det måske være til gavn for FC København, hvis de større klubber har øjne og fokus andre steder.

Det kan blive en speget og tålmodighedskrævende affære over sommeren. Det gør den nye superliga, der starter op igen i juli, også. Og denne gang er det med garanti. Jeg har aldrig været euforisk med den model, der bliver skrottet nu. 12 hold der møder hinanden 3 gange. Alle mod alle. Men den har dog fungeret i over 20 år og udsigten bliver værre.

14 hold, slutspil for de øverste 6 og en underlig kombination af gruppespil og playoff for de 8 nederste. Et slutspil om mesterskabet betyder også en masse ekstra kampe mod de samme hold. Igen og igen. Intensiteten bliver forøget, siger de kloge, klubberne bliver bedre rustet til de europæiske kampe. Jeg tvivler.

Farum-træneren Kasper Hjulmand er heller ikke begejstret.

Jeg tror ikke en skid på den model. Jeg tror, at det bliver noget rod… Der er mange mærkelige ting i det. Nummer syv kan komme i Europa, og der kommer til at være mange fans, der ikke forstår det. Vi kommer til at lave det om ret hurtigt, det er jeg sikker på – citatet er hentet fra en BT-artikel.

Der er sikkert et konsulentfirma i Nederlandene der kan fortælle dig lige nøjagtig hvordan og hvorfor…

Hjulmand tænker formodentlig ikke Farum som et fast top 6-hold, og ser sig allerede spundet ind i et morads af playoff-kampe. FC København skal være i top 6.

Men jeg tror heller ikke en skid på modellen og ja, den bliver lavet om igen om et par år (desværre går der altid et par år). Som da man lavede den gamle slutspilsmodel om efter Superligaens fødsel i 1991. Dengang gik der 4 år og så fik vi 12-holdsturneringen med den ekstra bastarddel, den 3. kamp. Den der faktisk har fungeret – som mindst ringe alternativ – frem til forleden.

Og nu – som dengang – det mest enkle er en turnering med 16 hold, der mødes 2 gange. Hjemme og ude. 30 kampe. Den type turnering kan man også få europæisk succes med. Malmø er gået i Champions League-grupperne 2 gange med basis i en 16-holds Allsvenskan.