Back to the future

Finalens bedste spiller i finalens vildeste øjeblik fra i torsdags. Pletskud af Jyllands-Postens fotograf

Top 5 øjeblikke fra pokalfinalen:

1) Stephan Andersens laver en Banks-redning tidligt i 2. halvleg. Den var måske kampafgørende. Jeg fangede den i tifo-tågerne fra A2-tribunen. Andre omkring mig gjorde ikke. Eller også ville de ikke.

2) Stephan Andersens udspark og aflevering til Cornelius er i samme moment både godt set og præcist ramt. Efter tv-kig tror jeg ikke, at det er en tilfældighed. Den er millimeter præcist serveret til Cornelius’ megafysik.

3) Corner, knægten er massiv og han leverede hele pakken i finalen. Hvilken afskedskamp. For det var det reelt. Buon viaggio a Bergamo. I hjertet er og bliver han København og vil blive savnet efter sommerferien.

4) Ståles jubel ved 3-1. Det betød sgu noget, den pokalfinale betød ekstra meget. Den var meget mere end et derby. Jeg tvivler på, at han tænkte tilbage til 1998. Men hans eufori og jubel mejslede situationen, det betød nemlig lige nøjagtig fandens meget. Corners mål der lukkede kampen, finessen i selve målet, og alle de forbandede 19 år.

5) Mukhtars frisparksmål – (… hmm, det skal vel med…) For det var det hans mål. Bolden var inde, allerede inden finnen rørte den. Jeg ved ikke om vi skulle have haft en mur. Måske. Mure er vældig er moderne i disse tider. Sparket var langt ude fra og for helvede – det var et godt sat.

Et samlet øjeblik af begejstring. Sejren. 3-1. Det blev forårets vigtigste sejr. I mangel af spænding i ligaen blev pokalfinalen – og “hævnen for 1998” – eneste tidligere finale mod Brøndby – summen af det hele. En fremragende sæson der blev afsluttet med badedyrskampen søndag.

De forbandede 19 år med et åbent sår. Ja, det skrev jeg. Det har været en lang ventetid, siden dengang vi alle skrev 1998 i kalendrene. Dengang rapporterede en rimelig overskudsramt, slutresultatet i betragtning, Deres Udsendte fra pokalfinalen:

“Københavnerne fortsatte med at presse spillet frem, og spillede sig til chance efter chance. Imponerende i sig selv mod det kompakte norske… ups, Brøndby’ske forsvar. Men stadig manglede effektiviteten for mål. Todi blev synderen i denne omgang, men er i bund og grund allerede tilgivet. For han spillede en flot kamp, ligesom frontkollega Thorninger. Cirka 10 minutter før tid kom så omsider også den følelsesmæssige afgørelse. Før eller senere måtte den stadig voldsommere københavnske offensiv give bagslag, når egne scoringer udeblev. I et hurtigt kontraløb scorede Trabi-Bent til slutresultatet 4-1. Pokalen var Norges… ups, Brøndby (hvad går der dog af Deres Udsendte. Han undskylder ydmygt!). Skal vi som afslutning samle tingene i et generelt billede, må det siges at hele holdet spillede en fremragende kamp. Bortset fra en plads og den er ganske vital. Nemlig keeperposten.” – udpluk fra Fusionsnipsernes gamle referat.

Hvis du ellers er gammel nok, får du formodentlig stadig trækninger i ansigtet ved mindet. Jeg kunne også sige 1-4 og 1-4 og lyde som et ubehageligt ekko.

Men der runger også en underlig genkendelse i kampreferatet. Byt rollerne om. Det bedstspillende hold, manglende effektivitet, norsk kynisme. Stakkels Karim Zaza kan erstattes med Brøndbys pivringe midterforsvarere. Især tyske Benedikt Röcker lignede et omvandrende eigentor. Ved de 2 første københavnske scoringer leverede han spil og spilforståelse, der vil gøre de fleste serie-trænere rasende. De smarte vandt igen og de “bedstspillende” tabte. Igen. I finalen torsdag eftermiddag.

Bedstspillende kan vi godt sætte til marginalt. Og slet ikke rent taktisk. Brøndby pressede spillet højt. Men det er vel ikke vanvittigt bedst, at blive overspillet med et par lange afleveringer. Spil langt, over en halv bane, og få isoleret deres midterforsvar. Ståle må have skreget det i pausen. På norsk. Løb med dem, mand-til-mand, pres dem hårdt fysisk. Det virkede uendelig primitivt, men det virkede i den grad.

Alt afhænger af de øjne der ser. Som i 1998. Til dels. Uretfærdig sejr, nej. Jeg har genset på tv og føler mig ikke heldig. FC København vandt fortjent. Vi var smartere og havde langt mere individuel kvalitet i holdet.

Brøndby vandt the Double i 1998. I de 19 år der er gået siden, har de vundet 2 mesterskaber, senest i 2005. FC København har vundet 10, senest i søndags, i hvad der kan kaldes en dobbelt the Double. Mesterskab og pokal for andet år i træk. I den herskende terapeutiske befrielse kan jeg sagtens leve med at 3-1 ikke helt blev det omvendte af 1-4. Jeg lever også med at Stephan Andersen blev valgt til årets pokalfighter, selvom mange, inklusive mig selv, på forhånd syntes at han var et forkert valg i vores startopstilling. Men Ståle stod ved sin anden målmand, allerede en uge før finalen i diverse interviews, og Andersen selv beviste at det ikke var helt skævt.

Jeg havde nu nok stemt på Cornelius som pokalfighter… også efter have set kampen igen på tv. Men det bliver en detalje til glemmeskuffen.

Sådan gjorde man ikke i 1998

Delaney fløj ind i chartret helikopter fra Bremen med DM-pokalen, søndagens hedeste øjeblik, og lad os så få lukket ligaen ned i et hurtigt åndedrag. Den har ikke været sportslig interessant i månedsvis. Men dens form er stadig en rask debat værdig. Nu er 14 hold blevet for mange, mener nogle tv-direktører.

Jeg tillader mig frisk supplere, 10-12-14 hold, en ugennemskuelig turneringsform med stor uvished om kampe og kamptidspunkter skærper ingen tilskuerinteresse.

“Det er vores liga, siger Peter Nørrelund, administrerende direktør hos selskabet bag Viasat, MTG Sports, til BT.”

Det har vi nu ikke været et sekund i tvivl om. Klubberne selv har forlængst tabt sutten. Gå tilbage til 12 hold – og erkend at man sagtens kan dække flere kampe, der spilles samtidig. Det kan der faktisk komme et særdeles underholdende tv-produkt ud af. Eurosports afrunding af Bundesligaen forrige lørdag var et glimrende eksempel.

Leo, no!

Tv, Hybercube og Table of Justice… jeg reciterer skyndsomt beostæren Waldo fra Twin Peaks “… don’t go there…” og foretager et lille kvantehop ud af nutiden og ind i en fortid før 1998.

Inden for de seneste uger er andre sider af 90ernes skygger blevet hyper-aktuelle igen. Comeback-album fra Sort Sol og Twin Peaks-return efter 26 år. Jeg ved ikke hvem der har røget mest pot over årene, Jørgensen-Galia-Ortved eller David Lynch, men begge ikoner er ude i en slags genopfindning af sig selv.

Sort Sol bevæger sig fra “Let your Fingers”-slipstrømme over i næsten Bowie’ske Berlin-sløjfer i deres bedste øjeblikke på det nye album. I Twin Peaks er alt bare syret, vildt syret, i de foreløbigt 4 nye episoder. Og så går det underligt langsomt, bare langsomt i lange sekvenser, fordi historien nærmest er en ikke-historie. Men istedet en surrealistisk tilstand. Har du set helt gamle Lynch-film, som Eraserhead, er han ikke langt fra sit eget udgangspunkt. Men der mangler et glimt i øjet, i forhold til den gamle Twin Peaks. Og så venter jeg bare på Audrey Horne aka Sherilyn Feen.

Men det bliver en anden historie.

Arrogancens fornøjelige lethed

Himmelfart på fck.dk

Så skete det igen. Jeg fik nosset mig sammen til at skrive en sjat – og endnu vigtigere – FC København vandt en pokalfinale. I øvrigt for syvende gang.

Det kan refereres kort: fantastisk forårsvejr, fælledparken og øl, forfærdelig kamp, fuldt fortjent sejr.

2-1 lyder cifrene. Og de lyver.

Der var klasseforskel og århusianernes selvforståelse lå som sædvanlig langt fra deres evner på banen. København begyndte kampen elendigt, men overtog helt efter pausen.

AGF var kummerlige som deres placering i ligaen – og jeg behøvede bare at spole tilbage til søndagens ligakamp mod FC Herning-Ikast for at finde en kamp og en modstander med helt anderledes kvaliteter.

Lad os istedet dvæle lidt ved arrogante københavnere. For det er vi helt sikkert. Dig og mig og Ståle. Men den værste er utvivlsomt Mathias Zanka Jørgensen.

Den værste af os

Han har mange haters, ham Zanka, især ude i de vestlige forstæder. Han har for længe siden erklæret sig københavner med stort K. Han tager gerne sine albue-dueller med den lokale tattovør, Daniel Agger, og han udtaler sig bare generelt bramfrit. Han var fx. ikke bleg for at erkende, at det røde kort han trak i Århus for et par måneder siden, var helt i orden. Han dummede sig.

Efter torsdagens finale erkendte han også, at det nok var hans fejl der gav AGF udligningen.

Inde i Parken så jeg det uomtvisteligt som Kaminskys, han var længe om at komme ud af sit mål, men jeg må trække min vrede mod belgieren tilbage. TV-kig kan gøre klogere. Det var Zanka, der tog sig en blunder, og det efter en elendig halvleg af ham selv, som han sagde.

Men også blandt egne københavnske fans har han sine modstandere. Hans spil på banen, som midterforsvarer, er indimellem for slasket og nonchalent og bærer præg af lidt for høje tanker om egne evner.

Han har lavet sine fejl. Bestemt. Men han har fået alt for lidt credit – for efterårssæsonen og foråret hidtil. Han har været en glimrende midtstopper sammen med Erik Johansson.

Ergo nu ved du, hvor du har mig. Jeg er Zanka-fan.

Han var decideret fremragende i pokalsemifinalen ude mod Brøndby, måske ansporet af det had som pludselig skyllede mod ham fra alle sider. Shitstorm og buheri – og efter torsdagens finale flejnede den århusianske journalist Jan Schouby helt ud i tweets.

Pip, pip, pipfugl…

Nu er Schouby vist mere kendt som århusianer end som sportsjournalist, selvom han formodentlig ynder at se sig selv som det sidste.

Han har det bestemt ikke nemt med arrogante københavnere. De overgår hele tiden hinanden.

Men man kan også fristes at mene, at han blot følger i tidens ånd blandt danske sportsjournalister. Skab dig som en fan, flyd over med skrigende begejstring ved scoringer eller uhørt indignation ved dommerkendelser. Almindelige journalistiske principper som perspektiv, research og kritisk vinkling er forlængst skreget ud bag fadølsanlægget.

Det var samme Schouby, der for et par sæsoner siden kogte over i indigneret raseri over en anden arrogant københavner,  vores gamle sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm. Holmstrøm tillod sig betvivle de århusianske fortræffeligheder, efter en ellers fin sæsonstart for AGF.

Du må godt kalde mig Gårdmand Bjørn, hvis AGF får medaljer i den her sæson.

Sådan faldt et par af ordene dengang. Det var august 2009. 9 måneder senere, samme sæson, rykkede AGF ud med et brag.

Situationen fra pokalfinalen: København er i kontra-angreb, en århusianer er tilsyneladende blev ramt i hovedet af Cornelius’ hånd kort forinden og ligger omtumlet i græsset. Han er dog ikke mere omtumlet end han kort kigger op og når at orientere sig om, at det københavnske kontrastød kan blive ganske farligt. Med en truende fare lurende, helt modsat er Augustinsson i frit løb mod baglinien, får århusianeren pludselig ekstremt ondt. Dommeren bliver nødt til at stoppe kampen og dermed angrebet.

Zanka sætter efterfølgende sig på hug og griner ad århusianeren. Hele episoden blev for øvrigt glimrende afdækket af TV3. Det må man give dem. Det ligner unægtelig et lille professionelt trick  for at få dommeren til at stoppe spillet. Og Zanka ville sikkert gøre det samme, indrømmede han efterfølgende i TV3’s interview.

Og nej, jeg giver ikke så meget for århusianerens forklaringer fredag. Som nævnt jeg er Zanka-fan og tv-billederne var ganske fortællende i sig selv. Det var ikke ligefrem et knusende albuestød, han fik i ansigtet, og han virker ganske bevidst om Augustinssons løb med bolden i modsatte side.

Illustreret vestegnslogik – nu også adopteret af århusianere.

Skal vi fortsætte lidt omkring de journalistiske boldbaner, er der et fast dogme der huserer. Modstanderen bliver altid snydt for et straffespark, når de spiller mod FC København i Parken. Altid. Sådan er det bare.

Efter torsdagens finale var det angiveligt tilfældet igen. Fra min stående position inde i Parken, opfangede jeg intet der lignede et straffespark. Men jeg har efterfølgende set TV-dækningen af kampen og der kører agendaen igen. Antonsson skulle have tacklet en århusianer ureglementeret (næsten!) i feltet i 1. halvleg.

Jeg skriver “næsten”, fordi kommentatorernes første forargelse halvt fes ud og aldrig rigtig blevet fanget i nedtaktsstudiet. Der var vist ikke noget alligevel. Selv AGF-direktøren tog det med et skuldertræk.

Den kan dømmes, der er kontakt, men den er tynd… sådan hed det vist, da Toutouh blev fældet i feltet mod midtjyderne. Det er standardformuleringen når kommentatoren nødtvungent må erkende, at der bliver dømt rigtigt imod hans favorithold.

Jeg kunne godt tænke mig at se samme minutiøse granskning lagt på situationer som foregår i vores modstanderes felter som dem der foregår i vores. Var der ikke et straffe i Randers, der ikke blev dømt? Jo, det var der vist. Var der ikke et i Viborg, der helt forkert blev dømt? Jo, der var der vist også. Men der har ikke været direktører, trænere, og 11½ kommentatorer og eksperter, der har kævlet til mikrofoner til højre og venstre. Nøjagtig som ingen fra FC København, mig bekendt (har jeg misset noget?), har beklaget sig over at AGF fik 2 ekstra hviledage foræret op til pokalfinalen på grund af skør tv-planlægning af liga-runden i weekenden.

Cool CPH Kit

I øvrigt har vi fået 3 straffespark tilkendt hele sæsonen og fået 2 dømt imod. I betragtning af at vi dominerer store dele af kampene, og dermed befinder os langt mere i modstanderens felt end de gør modsat, så burde vi vel få tilkendt flere straffespark. Statistik set. Viborg har til sammenligning fået 6 straffespark i sæsonen.

Jo, jeg er bombesikker. Vi bør få flere. Især hvis man gennemtærsker hver eneste trøjehiv, benberøring, ulovlige obstruktioner, mistænkelige hands etc. fra hver eneste af vores kampe på samme måde som kendelser i vores felt.

Pointen er blot, jeg gider ikke høre mere vrøvl om tvivlsomme kendelser i Parken. De går begge veje. Og lad mig bare gøre det til et generelt synspunkt.

I fodboldkampe er der mængder af situationer, der er tvivlsomme. Det er en dommer, der skønner og dømmer på et splitsekund. Når han har dømt, er der ingen grund til at gennemanalysere det, der ikke blev dømt fra 25 forskellige kamera-vinkler med 6 forskellige “ekspert-bud” med diverse personlige præferencer. Det bliver bare trættende.

Med mindre vi taler om åbenlyse fejl! Og dem behøver man ikke 25 vinkler og tilhørende eksperter for at se. Indfør målteknologi som i England og overlad resten til dommerstandens dagsform.

Så smukt, så smukt, slutteligt – William Kvist til 2-1. Vi har talt 2009 og dengang scorede Kvist et lignende mål mod Aalborg i pokalfinalen. Fladt hårdt skud lige på kanten af feltet.

Nøjagtig som torsdag var vi dengang udehold i egen Parken. Men modsat dengang var det os med striberne. Blå-sorte.  Jeg er helt vild med det udebane-kit som København havde på i finalen. Vi har set den trøje alt for lidt i sæsonen – bevares den grå udebanetrøje er da okay.

Men de blå-sorte striber er et gammelt hjertebarn – og nu endda med hvide strømper. Gør det nu til fast udebanedragt, mand! Gør det bare, og drop alt det andet fashion-gøgl.