Der er grund til at bevare optimismen

Typisk Københavnsk arrogance
Typisk Københavnsk arrogance. Altid pisseheldige!

Robin Olsen jublede som efter en afgørende scoring. Thomas Delaney gik rundt med en tåre i øjenkrogen, vaklende mellem glæden over sejrene og afskeden med det meste af hans fodboldliv. Vi andre drog et lettelsens suk hjemme foran tv-skærmen. Langt væk fra Århus.

Efteråret er forbi nu – sæsonen er slut – og det har været en formidabel tur, selvom luften var gået lidt af ballonen efter 0-0 kampen hjemme mod Porto. De sidste superligarunder blev lidt som en tung transport og den sidste Champions League-udekamp i Belgien manglede spændingsniveauet allerede inden kickoff.

Flashback til Champions League en tirsdag aften i november. I Parken. Isoleret set var 0-0 da et fint resultat. Efter en glimrende 1. halvleg kom vi gevaldigt på hælene efter pausen. Porto viste sig som det, jeg hele tiden mente de var, gruppens bedste fodboldhold. De var langt bedre end #fucking Leicester. Meget mere tekniske og hurtige i boldomgangen. Selv i deres nuværende lowbudget/genopbygningstilstand.

Men gu var jeg skuffet. Skuffet over at FC København missede andenpladsen i gruppen. Skuffet fordi den andenplads overhovedet ikke var så usandsynlig, den var faktisk langt mere synlig end for 6 år siden. Gruppe og modstandere taget i betragtning.

Og når man først en gang har spist med ved de riges bord… etc! Og mulighederne var der. Igen.

Ud fra et objektiv og søgt sportslig perspektiv er det selvfølgelig ikke helt skidt, Europa League, og det var vel målsætningen tilbage i august. Mindst en tredjeplads, og vi trumfer en plads op på seedningsbarometeret.

Europa League åbner en chance for flere europæiske kampe i foråret, ud over de 2 allerede givne i februar, hvor vi altid vil få problemer efter den lange vinterpause. I Europa League er modstanderne overkommelige. Man kan møde hold som PFC Ludogorets Razgrad fra Bulgarien, der på papiret er langt mere spiselige end Bayern München – eller ja, Sevilla eller Porto, for den sags skyld. Har du i øvrigt også bemærket, at bulgarerne har samme bastard-turnering som vores egen. 26 runders grundspil, smasket op med mesterskabsspil og diverse kringlede nedrykningsgrupper. Jo, såmænd.

Men, mand! Det havde været sjovere. Ikke bare lidt sjovere. Alt er sjovere på øverste hylde.

Andenpladsen blev heller ikke tabt mod Porto. Den blev tabt i de 2 Leicester-kampe – #fucking Leicester. 1 point i de 2 kampe var alt for lidt – og her hvor den virkelige skuffelse gemmer sig. Vi var fuldt på højde med dem, de engelske mestre, og reelt set endda bedre. 1-1 i Leicester havde ikke været urimeligt og 1-0 hjemme heller ikke umuligt. Det havde givet os de 4 points istedet for dem og holdt os brandvarme på gruppens andenplads og Leicester havde ikke kunnet slippe afsted at stille op i Porto med 10 reserver og en målmand fra den lokale pub.

Marginaler og bagklogskab. De trives bedst i fodboldens baggyder. Schmeichel d.y. kom i vejen 2 gange for Cornelius. Helt afgørende. Der var ikke et væld af chancer i Leicester-kampene, men dem der var, var store nok til at de burde have gjort den marginale forskel #fucking... et-eller-andet-lort!

Happy ever after
Happy ever after. En målmands momentum

Tilbage til Århus. 10 mand mod 11, en klar dommerfejl, udvisningen, og straffesparket der blev reddet af Olsen, Riddersholm og hans middelmådige århusianere, vi hader dig stadig, Glen, og endnu et selvmål. Selvmålet er vores individuelle topscorer i dette efterår. Næsten. Men 6 selvmål i alt. De er suset ind på indlæg, fra Brügge til Aalborg.

34 kampe på godt 6 måneder – 23 sejre, 10 uafgjorte og et nederlag. Sæsonens facit. Alle kan danse en sommer, vi har gjort det hele efteråret, og fortsætter over vinteren. Med turen til Bulgarien.

Lørdag aften i december. Sidste hjemmekamp mod Randers. Kampen sneglede sig afsted, tung som en julefrokost med alt for meget kød, den handlede om alt andet end 1-0 sejren og Falks i øvrigt lækre fuldtræffer. Det var tid til afsked, den nærmeste fremtid bliver uden Kaptajnen. Ham med det lækre hår, der scorede fjendens skår.

Vi har allerede haft adskillige måneder i parterapien til at komme overens med skilsmissen, Delaney og jeg.

Jeg sad forleden og gravede lidt i egne gamle blogindlæg for at se, hvad jeg egentlig havde nedfældet i tidens løb. Disse to citater sprang umiddelbart frem – der er halvandet år imellem dem og ikke meget pøbelstemning mellem linjerne – selvom en TV3-sportsjournalist åbenbart mente, at vi – pøblen på tribunerne –  var på nakken af ham. For nogle sæsoner siden.

Jeg husker det ikke, men er heller ikke sportsjournalist.

“Er tilbøjelig til at give fidusbamsen til Thomas Delaney (som for 14 dage siden). Alene på hans ihærdighed og selvfølgelig for omstillingsparathed, et begreb som er vældig oppe i tiden. Han løste sine opgaver med iver og engagement, både centralt og på venstrekanten – men skulle dog have scoret i 2. halvleg” (Efter træningskamp mod Elfsborg, februar 2012)

“Kan blive et centralt omdrejningspunkt i en ikke alt for uoverskuelig fremtid. Kan ikke rigtigt komme uden om ham – og det har modstandere inde på midten af banen også haft svært ved. Han er vokset ind i “skraldemandsrollen” omkring midtercirklen” (Sæsonevaluering december 2013)

juniorkaptajn
Stiv pik og håret tilbage

Han voksede så langt ud over den rolle i de følgende sæsoner. Boks-til-boks-spiller med fantastisk hovedspil. Målscorer. Var forårets profil, er blevet efterårets profil, og er generelt bare en dejlig dreng – intelligent og humoristisk og en der kan få et glimt ind i selv det mest røvsyge interview. Sikken en fremtid han får, ja!

På gensyn, Thomas.

Så vi det komme, for 3-4 år siden? Det gør man vel aldrig helt. Det sker bare. Det skete også for William Kvist engang. Et godt hoved kan flytte mange talenter i den rigtige retning, også dem der ikke er de mest åbenlyse. En god træner kan i den grad hjælpe til – og sigende er det vel at Delaney for alvor begyndte at blomstre under Ståle version 2, som William gjorde under version 1.

Den næste Delaney skal måske findes på det nuværende U19-hold, dem der gik videre i Youth Champions League. Faktisk ganske imponerende efter en sløj start i gruppen. Ståle har 1½ år til at finde ham. Sådan cirka. Jeg regner med at han holder sin nuværende kontrakt og bliver i klubben til 2018. I virkeligheden kan det blive den vigtigste kontraktforhandling, få ham på papir 2 år mere. Mindst. Han har et projekt, det virker, og jeg er næppe den eneste, der stadig tror ganske meget på det.

I mellemtiden har vi allerede hentet en serbisk midtbanespiller. Just in case!!

Ovenikøbet til kaptajnens efterladte nummer 8-trøje. Den tikkede ind onsdag eftermiddag og kom helt bag på mig – paf i skrivende forstand. Den rettidige omhu. Igen.

staaletime
<!– Et eller andet på nynorsk, der irriterer tilstrækkeligt mange…->

It’s Ståle-time! Vinterens transfervindue er ikke engang begyndt og lillebror Uros Matic er hentet ind fra østrigske Sturm Graz. Og ja, han er sgu lillebror til den mere navnkundige Matic på Chelsea’s midtbane.

Stakåndet står man tilbage. Kan knapt følge med. Men spændende, vanvittig spændende – og lidt serbisk selskab kan måske endda vække Pavlovic oven på hans forsømte efterår. Det kom aldrig rigtig til at spille for ham – heller ikke da skaderne haglede ned over Santander og Cornelius i november.

Og således blev det pludselig julegavetid. I FC København, der er alt for arrogante til lille Danmark, men blot en mindre snotklat for de store europæiske ligaer.

Årets top 5 (kun for FC Københavnere)

  1. Delaney. Ham. Bare ham, fordi det er ham. Mere perifært dunderscoringen mod Brügge i Parken
  2. Transferstrategien. Klubben agerer, før den reagerer. Vindue efter vindue. Succes er ingen garanti, men det vidner om visioner og drømme, og det behøver vi i disse tider
  3. Den europæiske kampagne. Trods alt. Kvalifikationen til Champions League var overbevisende, selvom vejen var lang. Satsede vi for lidt i hjemmekampen mod Leicester? Jeg ved det ikke. Der var stadig en hjemmekamp mere, og vissevasse… skader og bagklogskab… og jeg holder med Sevilla til februar. Ubetinget.
  4. Santanders forår og år generelt – alt ævl og bævl lukket ned uden de store ord. Der kom bare mål og mål og mål…
  5. Cornelius’ efterår – knægten er lavet i støbejern. Også mentalt.

I øvrigt mener Toutouh, at vi kan vinde Europa League. Det kan vi ikke. På den anden side kan Sevilla heller ikke. De har ellers haft monopol på titlen i de seneste 3 år. Et nyt hold må til.

Dream, baby, dream! I’m your fan.

XI – 11 – elleve

Plastic i Parken
Igen plastic i Parken

Jeg har hørt at der ikke blev jublet nok, da FC København for et par uger siden sikrede sig det 11. mesterskab. Med 2-0 sejren i Parken over Farum. 3 spillerunder før sommerferien. Der findes åbenbart en skala for den slags. Også  i sportsjournalistiske kredse.

Jublen blev aldrig ekstatisk. Nej nok ikke.

Nu oplevede vi vel heller ikke ligefrem en vild Hjalte-scoring i 3 minutters overtid. Vi oplevede mere frugten af mange måneders fornuftigt og målrettet arbejde. Tal om lettelse og almindelig stolthed i stedet. Med pokalfinalesejren som regulær bonus.

Det var et mesterskab der skulle hentes tilbage til København efter 3 år. Et mesterskab som reelt allerede lå til højrebenet, da vi vandt den udsatte stormvejrskamp i Herning fra efteråret. Det skete engang i marts.

Det dinglede lidt i et par udekampe. Randers, Viborg, måske endda Århus. Farum var helt uden for kategori. Men bufferen forblev intakt og truslen primært fra de sønderjyske regioner blev mest kortvarige angstneurotiske anfald. Af den slags alle fans lægger under for. Spøgelser og genfærd i vores begrænsede horisonter. Det er ikke bare nerver, det er dårlige nerver. Vi glemmer altid at den større virkelighed er vores bedste ven i den slags situationer.

Det 11. mesterskab i rækken – og Federico Santander scorede sine ligamål nummer 10 og  11 akkurat mod Farum. I øvrigt begge fremragende. Og helt symbolsk lukkede han også sæsonen ned, da han skovlede sejrsmålet mod AGF ind i den afsluttende guldfest. Det var pludselig gået stærkt, den afgørende scoring i guldkampen blev hans mål nummer 14.

I vinters ønskede jeg, at han ville score 8 kasser i foråret. Jeg er mere end tilfreds. Ja, nærmest ekstatisk. Fe-De-Ricoooo!!

Journalistiske døgnfluer som “flop” og “fejlkøb” truede flere gange i efteråret.  24 millioner og ingen mål. Men der var udbredt tolerance og almindelig anerkendelse på tribunerne i Parken tidligt i efteråret. Folk kunne lide hvad de så, og det handlede ikke bare om at man ikke ønskede endnu en Mussis-historie. Den mest hypede transfer i Københavnsk fodboldhistorie, der endte med at spille 1 kamp, og i øvrigt faldt helt igennem på alle tænkelige parametre. Fra Sydamerika til Nordeuropa og tilbage igen. San Lorenzo me bad!

Santander havde noget andet – noget anderledes modent bag sit venlige smil. Og det lovede godt. Allerede fra begyndelsen i august. Her i foråret blev det forløst. Delvist, gradvist, og mere og mere positivt. Men han har meget mere og større potentiale. En ny Dame. Det er det vi drømmer om, 10/11-sæsonen er ikke længere siden end at alt selvfølgelig rimeligvis måles i det perspektiv.

"Den glade indianer"
“Den glade indianer”

Det var i øvrigt mesterskab nummer 9 dengang i 2011 – det mest suveræne nogensinde og efter den bedste sæson nogensinde. Ikke mindst europæisk.  Det 10ende hænger i et underligt vadested. Det kom nemt og forsvandt nemt. Engang i 2013.

Det skulle have været året før, men 2012 forsvandt mellem nordsjællandske sommerhusdrømme og fingrene på diverse sportsdirektører og trænere, der gerne ville afløse hinanden, og en masse spillere der forsvandt på en eller anden måde. Mange desværre fysisk, skader og salg, og et par mentalt.

vtegn
To mere!

Med andre ord hopper vi hurtigt fra 9 til 11 og glemmer 10.

Historien om et bebudet mesterskab. Jeg har for længst overgivet mig til Ståle Solbakken. Ser ikke nogen anden træner for FC København i øjeblikket. Han har et klart projekt, han tror på tingene, ind imellem ganske skingert, og det virker som han har alle folk i klubben med på vognen, og den kører ikke af sporet lige med det samme. Heller ikke med et par udskiftninger i staben.

Allerede i august talte han om den kultur og det drive der var i klubben. Det skulle bringe mesterskabet hjem. Manden fik ret og man handlede rigtigt og målbevidst og usædvanlig tidligt. Truppen var på plads inden ferien og august, og man gjorde rigtigt ved at beholde Amartey et halvt år og først sælge ham i vinterpausen. Personligt indbragte det ham oveni både et engelsk og et dansk mesterskab.

Sæsonens eneste store minus var den alt for tidlige europæiske exit. Jeg har nævnt det før og den niver stadig. Vi var blevet vænnet til, at et efterår skulle være lig med europæiske kampe. Og jeg tilhører den slags, der godt kan finde Europa League-gruppekampe interessante. Meget mere interessante end 2 ekstra opgør mod Brøndby og Aalborg.

Det skulle gerne ændres efter ferien. Lodtrækningsheld eller ej – vi vil tilbage på Europa-kortet. Der er 3 runder ind til grupperne, enten den eksklusive Champions League eller discountudgaven Europa League. De der gør efteråret langt sjovere. Også for os på tribunerne.

Spillermæssigt har vi 4 brikker på plads. Rasmus Falk kommer til fra Odense. De 2 lejesvende Ankersen og Robin Olsen er kommet i stalden på faste kontrakter og den ene af de svenske geriatrikere i forsvaret, Antonsson, har forlænget med 2 år. Sidstnævnte med den klare forvisning om, at han nok kommer til at have en reserverolle og måske i en eller anden forstand være en forsvarsmentor for yngre folk. Det betyder formentlig også at Pelle Nilsson ikke bliver forlænget.

Erik Johansson og Zanka ligner de sikre førstevalg, og det vil ikke være helt skævt at tænke en yngre forsvarer ind allerede nu. Som Delaney har Zanka også kontraktudløb til næste sommer. Remmer måske? Nja… eller Marcus Mathisen? Kender intet til ham, og spørgmålet er om vi ikke skal et niveau højere under alle omstændigheder. Det tror jeg på.

I hvert fald står og falder meget af sommeren med kaptajn Delaney. Ståle & co kan forhåbentlig overbevise ham om, at det er en god idé at udskyde udlandet til vinter. Amartey-style. Det gør sommerens transfermarked meget enklere – og vil reelt kun handle om en ting mere ud over midterforsvareren. At finde en angrebserstatning for Nicolai Jørgensen.

Det bliver så også sin sag. Han har formodentlig spillet sit livs bedste og i hvert fald mest sammenhængende sæson. 15 mål, nærmest ingen skader, landsholdsgennembrud. Enorm fysisk power og enorm spændstighed og kreativitet. Rasmus Falk er ikke i nærheden af at kunne erstatte det. Jo måske kreativiteten, men ikke målene og ikke fysikken. Der skal købes – det har Ståle selv for længst bebudet – og de første rygter er begyndt at svirre i medierne fra de sædvanlige svenskere og nordmænd til mere interessante og eksotiske emner.

Sommerens EM i Frankrig gør formodentlig ikke markedet nemmere – og betyder måske også at salget af Nicolai Jørgensen ikke sker før august. EM-slutrunden bliver et større udstillingsvindue og det faktum at det danske landshold bummede helt i kvalen, gavner næppe hverken Nico eller Delaney. Det øger i hvert fald ikke deres markedsværdi. Men i tilfældet Delaney kan det måske være til gavn for FC København, hvis de større klubber har øjne og fokus andre steder.

Det kan blive en speget og tålmodighedskrævende affære over sommeren. Det gør den nye superliga, der starter op igen i juli, også. Og denne gang er det med garanti. Jeg har aldrig været euforisk med den model, der bliver skrottet nu. 12 hold der møder hinanden 3 gange. Alle mod alle. Men den har dog fungeret i over 20 år og udsigten bliver værre.

14 hold, slutspil for de øverste 6 og en underlig kombination af gruppespil og playoff for de 8 nederste. Et slutspil om mesterskabet betyder også en masse ekstra kampe mod de samme hold. Igen og igen. Intensiteten bliver forøget, siger de kloge, klubberne bliver bedre rustet til de europæiske kampe. Jeg tvivler.

Farum-træneren Kasper Hjulmand er heller ikke begejstret.

Jeg tror ikke en skid på den model. Jeg tror, at det bliver noget rod… Der er mange mærkelige ting i det. Nummer syv kan komme i Europa, og der kommer til at være mange fans, der ikke forstår det. Vi kommer til at lave det om ret hurtigt, det er jeg sikker på – citatet er hentet fra en BT-artikel.

Computer Charlie kom forbi
Der er sikkert et konsulentfirma i Nederlandene der kan fortælle dig lige nøjagtig hvordan og hvorfor…

Hjulmand tænker formodentlig ikke Farum som et fast top 6-hold, og ser sig allerede spundet ind i et morads af playoff-kampe. FC København skal være i top 6.

Men jeg tror heller ikke en skid på modellen og ja, den bliver lavet om igen om et par år (desværre går der altid et par år). Som da man lavede den gamle slutspilsmodel om efter Superligaens fødsel i 1991. Dengang gik der 4 år og så fik vi 12-holdsturneringen med den ekstra bastarddel, den 3. kamp. Den der faktisk har fungeret – som mindst ringe alternativ – frem til forleden.

Og nu – som dengang – det mest enkle er en turnering med 16 hold, der mødes 2 gange. Hjemme og ude. 30 kampe. Den type turnering kan man også få europæisk succes med. Malmø er gået i Champions League-grupperne 2 gange med basis i en 16-holds Allsvenskan.

Efteråret er forbi nu…

vejrkort
Vejret og Ikast har styr på det…

… og det nærmest stormede afsted!

Helt tomhændet står vi dog ikke tilbage. Der har været ganske god mening med det meste. Det har ihvert fald givet et tilfredsstillende udbytte.

1.-pladsen i Superligaen og efterårsmesterskabet er godkendt, vi ser selvfølgelig helst os selv præcis der. På toppen. Vi har endda en kamp i overskud i forhold til de nærmeste konkurrenter fra Aalborg. Desværre – for den burde være spillet i den kommende weekend.

Storm-blamagen i Herning bør selvfølgelig ikke passere helt ukommenteret. Fandens til amatører og midtjyske lusepustere! Ikke selve aflysningen, den var sikkert begrundet, da beslutningen endelig blev taget. Men hele forløbet inden var til grin.

Vi har styr på det, og kampen bliver ikke påvirket af vejret.

Ekkoet fra Herning lød dagen igennem. Men under en time før kickoff blev kampen aflyst. Af sikkerhedsgrunde.

Det er ikke første gang, vi prøver at spille fodbold i blæsevejr, og det er helt sikkert for tilskuerne at komme.

Det var det så ikke. Den midtjyske træner Thorup var glad og kunne levere smilende tv-interviews, hans hårdt plagede spillere, vi taler både fysisk og mentalt, fik en omgang gratis restitution.

Kampen kunne åbenbart ikke flyttes til turneringsudvalgets officielle “reserveweekend” – 12/13. december for evt. aflyste hængepartier i efterårssæsonen. FC København virkede heller ikke interesseret i at spille kampen i “reserve-weekenden”, da det kom til stykket.

Ergo vi har et hængeparti og Club Brügge kan gøre os en tjeneste torsdag aften, tak. Send dem ud, send dem ud, send dem ud… af Europa League. Ikke fordi det gør nogen forskel i forhold til den udsatte kamp, men udelukkende fordi det vil være fryd.

teksttv
Oldschool-vinterstilling Text-TV 220

I søndags lukkede vi så efteråret ned. 4-1 over Odense. Der var obligatorisk julefrokost inden for nogle af os. Og det gik som det plejede. Vi blev forplejet i fin stil på Cafe Nordlys og vandt efterfølgende stensikkert i Parken. Det er blevet en rigtig god tradition.

Man kunne have frygtet en taktisk affære. Odense der ville stå dybt og alt det der. Det forsøgte de muligvis også, men det virkede ikke. Zankas tidlige åbningsmål forvandlede kampen til en åben slagudveksling, der sagtens kunne være endt 7-3 istedet.

Men du har set kampen selv, i Parken og/eller på tv, alle blev fulde og alle blev glade.

En enkelt detalje fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Nicolai Jørgensens 3-0. Jeg har set det igen og igen de sidste dage. Jeg er vild med det mål. Det er ikke en rasende finurlig eller helt eksceptionel smuk scoring.

Men den er rå. Det hele er så råt, mand! Den fysiske styrke, hans hastige håndgemæng med forsvarsspilleren, det hedder vist en stiff arm i rugby-sporten, og måden han sætter ham på over 20-25 meter – og “Elkjær”-lobbet til sidst.

Gør dig selv den tjeneste. Nyd det lige en ekstra gang.


Nico er fantastisk spiller
. Når han rammer sine øjeblikke. Gid han gjorde det lidt oftere.

Han har endda haft et nogenlunde uproblematisk efterår. Rent skadesmæssigt. Der har været gode forudsætninger, og der har været gode glimt. Han er vores københavnske x-faktor, i efteråret tilsat et let krydderi-blanding i form af Kasper Kusk. Men vi ser stadig for lidt – fra Jørgensen.

I søndags var lidt spændende at se OBs Rasmus Falk – som direkte sammenligning. Han har været nævnt som afløserpotentiale – hvis Nico bliver solgt i et af de næste transfervinduer. Det kan ske. Hans kontrakt udløber i sommeren 2017.

Falk mangler Jørgensens fysik og råhed. Jeg synes at det var så åbenbart i søndags. Falk spillede en fornuftig kamp for OB, og tillod sig at brænde en chance i Jørgensen-kaliber. For at fastholde parallellen. Men han er ikke der, hvor Jørgensen er på sine bedste dage. Som i søndags.

Falk bliver næppe i Odense vinteren over. For han er bestemt god – rigtig god. Men vi har næppe plads til dem begge på holdet i hverken et ½ eller helt år.

Så… ja jeg vil i hvert fald glemme det. Indtil videre. Men hvis vi allerede nu skal begynde at tale transfervindue, ser jeg egentlig kun forsvaret som kritisk. Det virker som Ståle er enig (via bold.dk).

Solbakken fortæller desuden, at næste indkøb til FCK’s trup efter planen bliver en ung midterforsvarer.

De svenske geriatrikeres tid rinder hastigt ud. Anton og Nilsson. Zanka behøver yngre vejledning og makkerskab. Dermed også sagt, at han – Zanka – er en del af fremtiden og holdets nuværende rygrad. Han har spillet et mere end fornuftigt efterår. Er langt bedre end sit rygte og sine “koncentrationssvigt”.  Værre og flere er de ikke. Og så hader de ham ovenikøbet på Vestegnen! Jeg giver ham en særlig street cred for efteråret! My Man.

Men han skal snart have en ny makker – og Amartey bliver det næppe. Selvom det godt kunne fungere og selvom hans efterår langt fra har gjort ham til samme salgsobjekt som i sommers. Han spiller stadig på lånt tid i FC København. Talentet er alt for stort. Desværre.

Et indkøb til midterforsvaret, en erstatning hvis et af de oplagte salgsobjekter, Nico eller Amartey, sælges… det er vel det vi kan forvente.

Nøgternt er vi ganske godt kørende – og der er masser af potentiale i den nuværende trup. Jeg kan stadig grave en pæn portion af sommerens optimisme frem, holde dampen oppe foran spejlet. Selv en morgen med gedigne tømmermænd og selvfølgelig iklædt den blåsort-stribede udebanetrøje.

Men Ståle skal finde et par trylleformularer frem over vinterpausen.

Peter Ankersen. Kan og skal vi bruge ham eller ej? Han har spillet sig op i de sidste efterårskampe, men der er stadig himmelvid forskel til niveauet i venstresiden hos Augustinsson. Jeg orker slet ikke, at nævne ordet “indlæg” her. Eller skud fra distancen. Ja, alt det han kunne engang som homeboy i Esbjerg. Men jeg tillader mig stadig, at tro på ham. Lidt endnu.

Federico Santander. Personligt tror jeg ikke på Cornelius/Santander-konstellationen på top. Der skal meget mere bevægelse til. Rå fysik gør det ikke alene. Fysik og bevægelse gør det – kombineret med god teknik. Jeg sværmer mest henimod at Nico og Santander er foretrukne vores frontduo.

Specifikt omkring Santander. Manden rejste fra semifinaler i Copa Libertadores direkte til Superligaen og europæiske kvalifikationskampe, og har reelt aldrig fået en ordentlig opstart hos os.

Han skal finde sig tilrette, det er kun menneskeligt, det tager tid. Der er langt fra Asuncion i Paraguay til København. Og så er der alt det med jetlag og vejret… alligevel har han imponeret. Lidt. Spillemæssigt og teknisk. Det er ikke svært at se, at han kan og har noget, der berettiger 24-25 millioner som købsprisen angiveligt var. Noget der kan blive rigtig godt for FC København.

Husker du Dame N’Doye og hans første halvår i 2009? Jeg gør ikke, men jeg husker hans 10/11-sæson!

Santander skal forløses i foråret. Han skal finde sig til rette og score mål, for vi kommer til at behøve dem. Alene fordi det virker som Aalborg har en af de sæsoner, hvor de scorer på alt hvad de rører ved.

Så 5-7 Santander-kasser i foråret, tak! Mit beskedne juleønske.

Og videre til musikken. El Vy er et fritidsprojekt, et samarbejde mellem Matt Berninger fra The National og Brent Knopf fra Ramona Falls (ja de sagde heller ikke mig noget.) Sammen har de lavet et album, “Return to the moon”, og sammen er de taget på verdensturné.

Den 1. december ramte de Pumpehuset. Det var kort, men godt. 12 sange – 11 fra albummet og et cover af Fine Young Cannibals “She drives me crazy”. That’s it. Det var den koncert. En lille times tid. Berninger stavrede halvfuld rundt på scenen som sædvanlig – og det allersmukkeste øjeblik kom med dette nummer ‘No time to crank the sun’.

Glædelig jul fra mig til dig.

Endnu en weekend

God bedring, Tom - kaffen er på vej
God bedring, Tom – kaffen er på vej

Endnu en weekend med stressende masser
af folk der gaber kæberne af led
over tingenes tilstand & så det at sku’ op
før solen den igen går ned
endnu en weekend hvor alle har det så som så

Et eller andet sted virker det passende at bruge CV Jørgensens gamle ord som begyndelse. En passende sindstilstand efter endnu en kamp i Parken, som var alt andet end imponerende. Bortset fra imponerende dårlig måske.

Vi vandt, FC København vandt. Med et spillemæssigt niveau der kun var marginalt bedre end oprykkerholdet Viborgs.

Der er ganske meget der ikke fungerer – især offensivt. Det så vi også i derbykampen ugen inden ude blandt forstæderne. Modstanderne stiller sig dybt, uanset om det er i Parken eller ude på Brøndby Stadion, og opskriften med 2 fysiske tunge, men knap så mobile angribere piller bare ingen defensiv fra hinanden. Der mangler tempo og bevægelighed.

Mængden af fejl gør ikke missionen nemmere. Fejl i opspillet, ofte ganske uprovokeret, og mangel på overblik når Nicolaj Jørgensen for ved-gud-hvilken-gang dribler ind en blok af 2-3 forsvarsspillere. En højre kant ude af form, en højre backplads med svingdørscirkulation, og ham der reelt har fungeret bedst nu ude med en langtidsskade.

Tom Høgli tog den for “fodboldens skyld” ude i Brøndby. 2 brækkede ryghvivler efter en komplet hensynsløs tackling. Et gult kort.

Bare et gult kort. Og det var godt for “fodbolden” blev vi belært af tv-eksperter. Der gælder nemlig et andet regelsæt i begyndelsen af en kamp end senere. Dommeren må ikke udvise spillere for psykopatisk opførsel, hvis et rødt kort kan ødelægge en fodboldkamp. Slet ikke når vi taler om et derby. Med andre ord det kan tippe kampen til det ene holds fordel. Helt uhørt for tv og eksperter. Eller noget lignende…

Man bliver så træt og rasende… ud af tangenten. For fanden et elendigt panel af såkaldte eksperter som Viasat har fået samlet. Martin Laursen, Jesper Grønkjær, Marc Rieper. Jydekompagniet fra Søndre Bøvelse. Omkring sine Premier League-kampe om lørdagen og superligaen om søndagen. Der er al mulig grund til at flygte over på 6’eren. De viser alligevel samme kamp – fra England.

Man bliver så træt og rasende… over at tabe en kamp i Brøndby som aldrig burde være tabt. Bovlam offensiv og fejlene igen. Overalt på banen. Og noget der nærmest bliver en tilfældighed 12 minutter før tid. Men den lå sgu lige til Martin Albrechtsen efter 78 minutters elendigheder.

Man bliver også træt og rasende… over at vinde en kamp mod Viborg, som selvfølgelig skal vindes, hvor vi spiller så gennemført elendigt som tilfældet var. Endda vundet efter en dommerfejl. Selvom Delaney næppe spekulerede i at bolden ikke lå stille, da han sendte frisparket hurtigt videre. Det handlede mere om at holde tempoet i spillet. Eller rettere at få det ind i spillet, efter at Viborg havde haft al held med at fjerne det.

Endnu en weekend med enkeltindivider
på hovedet flere timer i træk
for at virkeliggøre drømmen om et liv i luksus
eller dø unge i eget bræk

Og således en 1/3-del inde i superligaen. Vi ligger nummer 2. 3 points efter midtjyder og 6 points foran Brøndby. Det er betydeligt bedre end i fjor. På begge parametre. Men der er masser af plads til forbedringer.

Vi har et 24 millioners indkøb af en angriber, der stadig ikke har scoret et eneste mål i ligaen. Og knap har været i nærheden.

Vi har en højre side, der er mere uafklaret end 3 skiftende regeringers skatteministre. Og vi er nogle der stadig dagdrømmer om dig, Peter Ankersen.

Vi har smidt alt for mange nemme points. Farum, AGF, Odense, Brøndby – og reelt vundet færre af de givne selvom ugen med Aalborg, Randers og Hobro tikkede gevaldigt lettende ind på kontoen.

Og mand! Jeg tilstår! Jeg savner sgu Europa League-kampe i dette efterår og bliver helt misundelig på Midtjylland og FC Herning.

Lad os bare kalde det en Mickey Mouse-turnering. Men den ville være et afbræk, en inspiration, et alternativ til de samme superliga-modstandere igen og igen. Selvom mange af holdene ville hedde Lokomotiv Dit og Dinamo Dat og være perifære mesterskabskandidater fra den borduriske eller syldaviske liga. Samt gedigen subtop fra geografisk mere udforskede egne.

Det er ikke så længe siden...
Det er ikke så længe siden… Santin – 2008.

Det gælder også en torsdag aften i selskab med kommentatorer som hele Silkeborgs Morten Bruun. Dansk fodbolds kirkegård, fik han vist sagt. Nej, ikke om Silkeborg, selvom man nemt kunne forledes til at tro det. Det var Brügge og Jan Breydel Stadion, han mente.

FC København har aldrig tabt dernede – i 3 kampe. Det havde ikke krævet stor research at begrave den fortalelse og i øvrigt skrue ned for den mellem-jyske begejstring over et fint resultat på udebane et ganske kendt sted i Belgien.

Endnu en weekend i den omvendte verden
hvor op & ned har byttet plads
slutter uden varsel & en ny dag begynder
for alverdens mennesker en masse
endnu en weekend hvor alle har det så som så

Ak ja… og nu er der landskamppause! Igen.

Men jeg har en billet til Tottenham – Liverpool den 17. oktober!

Jeg er, hvor jeg skal være

Det var nærmest et mantra i ugen op til sæsonstarten sidst i februar:

Vi er, hvor vi skal være!

Javel, Ståle. Nu ved vi udenforstående jo i sagens natur ikke, hvor de skulle være. FC Københavns spillere. Men de var ikke synderligt meget i Århus til sæsonpremieren. Slet ikke i slutminutterne.

Og de var absolut ikke i Parken ugen efter.

Granatchok og 1-5 på hjemmebanen i topopgøret mod midtjyderne. Sound of Silence.

Tilnærmelsesvis fysisk og åndelig tilstedeværelse kunne dog spores i Odense forleden, selvom kampen egentlig mest mindede om den i Århus. Særligt mod afslutningen.

Forårets første sejr. Det holdt hårdt. Men straks blev marts måned lidt lunere, solen begyndte at virke mindre problematisk, vintergækken vinkede, og man fik fornemmelsen af at cykle fløjtende på arbejde igen. Mandag morgen.

buskremmer
Rise and Fall of the Copenhagen Empire

Granatchok! Ja og det blev godt hjulpet på vej af den ringeste målmandspræstation, som jeg umiddelbart kan mindes at have set i Parken.

Og det er dog blevet til en del i årenes løb. Bare af vores egne københavnske slags.

Algimantas Briaunys, husker du? Han fik debut i Superligaen mod AGF i 1995. 1-3 hjemme og han så ikke heldig ud. Det blev kun til 1 yderligere kamp. Et par dage senere i det famøse 0-5 nederlag mod tjekkiske Hradec Kralove, som fik flere rasende sportsjournalister til at kræve forbud mod europæisk deltagelse for FC København.

Eller hvad med Karim Zazas yngre dage? Han havde ofte madpakke med ud til sidelinien, for han nåede langt fra altid tilbage mellem stængerne i tide.

Kihlstedt og Rabotzky tilhører de nyere af slagsen. Dem vidste man heller aldrig helt, hvor man havde.

20-årige Jacob Busk faldt sådan set ind i en solid københavnsk tradition med sine fatale indgreb mod Midtjylland.

Tilbage står dog stadig spørgsmålet, hvordan helvede han kunne falde sådan igennem. Et stort talent, ungdomslandshold, hypet og rost af folk der kender noget til talenter i perifærien af førsteholdstruppen.

Og åbenbart bedre end garvede Kim Christensen, der har prøvet lidt af hvert og ellers præsterede et hæderligt efterår 2012 under Wilands lange skadespause.

En ekstremt dårlig dag på kontoret, formoder jeg. Wilands pludselige hekseskud efter opvarmningen. Måske er Busk et nervøst gemyt, der behøver en krammer inden han bliver sendt på banen. Og det hele gik alt for hurtigt den søndag aften, hvor Herning-Ikast kom forbi.

Jeg kender ikke svaret.

Men Jakob Busk står tilbage og ligner Dead Man Walking. Der er kortere til Brønshøj eller Fremad Amager end til næste kamp for FC Københavns førstehold. Håber man næsten – også for ham selv.

I samme ungdommelige boldgade, 20 år, er Christoffer Remmer. Noterbart har han helt overtaget højrebacken og har slået landsholdsback Lars Jacobsen af holdet.

At Lars oveni har været anfører og reelt stadig er det, har kun gjort Ståles seneste startopstillinger endnu mere spektakulære.

Remmer lignede bambi på is i hans forårsdebut mod Midtjylland, i Busk-light udgave, men fik alligevel genvalg i søndags. Det må have været skriften på væggen for Lars Jacobsen. Der bliver ingen kontraktforlængelse. Det ligner så en tanke, at Remmer allerede har overtaget pladsen.

Økonomiske uoverensstemmelser, lyder forklaringen på brudet med Jacobsen. FC København ønskede at anføreren skulle gå ned i løn. Det ville han ikke. Kort og godt. Det har formodentlig gjort klubbens forhandlingsposition noget nemmere, at man har haft en talentfuld Remmer i baghånden. Og Jacobsen bliver jo ikke yngre, på vej mod de 35 og der lægges stadig på… og alt det der.

Jeg forstår sådan set beslutningen. Fra begge sider. Håber blot at Lars Jacobsen får den afsked, som han fortjener. Og den bør bestemt være flot. Han har altid været en sympatisk fyr, et godt aktiv for klubben i flere perioder, uagtet at vi aldrig helt har fået pillet den syngende albani-dialekt ud af ham.

Ironisk vil det være hvis han ender i sin ungdoms Odense. Hjem til de samme fans der konsekvent buhede og kaldte ham Judas, da han i 2004 skiftede til København. Efter svipturen over Hamburg.

Det er nu langt fra sandsynligt at han fortsætter i OB og forhåbentlig har han fornuft nok til aldrig at spille i Brøndby. Selvom formanden derude, Aldo Petersen, sikkert sender snøren ud. Om ikke andet for at drille Hørsholt og venner inde på Øster Allé.

Aldo har altid sin egen dagsorden. Sin helt egen. Uanset om han tager på sponsortogt i Europa med arvefjenderne fra København eller om han fantaserer om sin helt egne TV-aftaler.

bifs_vidner
Eksklusivt TV-stream: Brøndbys vidner

Det ligner et anfald af storhedsvanvid. Han forestiller sig at kunne sælge 16-17 hjemmekampe separat, men kampene kan ikke spilles på tidspunkter som er aftalt i den store fælles TV-aftale. Det dikterer DBU.

Nøjagtig som alt omkring selve kampen vil blive boykottet af modstanderklubben.

Hvordan pokker kan de tro, at det nogensinde skulle blive et interessant produkt for andre end en lille eksklusiv fanskare? Det svarer lidt til en programflade udelukkende for Jehovas vidner. Det sælger Viasat næppe mange 15 minutters reklameblokke på.

Alene er de digitale rettigheder heller ikke interessante. De indgår i en pakke, der hedder Superligaen. Skulle Viasat betale for at sende en af deres hjemmekampe, mens et andet medie betaler for at livestreame samme kamp på nettet? Der er sikkert god grund til at diskutere fordelingsnøglen af tv-penge, klubberne imellem. Men jeg har svært ved at fatte billedet.

Produktet Brøndby IF A/S er ikke en skid interessant, hvis det ikke indgår et i mediemæssigt samspil med andre klubber.

Det er Aldo sikkert også smart nok til at regne ud. Soloridtet er sandsynligvis mest spil for galleriet, men returbilletten til en fælles aftale med de 11 andre klubber kan blive dyrkøbt. DBU virker i hvert fald ikke til at spøge med.

Jeg skal undlade at tage stilling til det rimelige. Blot gnække lidt. Har aldrig brudt mig om yuppie-størrelser som Aldo Petersen. Arrogant spade. Også da han huserede rundt i FC København. Bare smid ham på grillen! Et par uger mere!

I mellemtiden tager vi lidt musik. Northern Soul! John Newman bliver måske et one-hit-wonder, men det swinger i den grad. Sæt mig fri, mand, Dancehall-style!

Hvis jeg skal være ærlig, har jeg allerede sat dette fodboldforår på mentalt offside. 1-5 blamagen til midtjyderne blev sømmet i væggen.

I England sluttede Tottenhams sæson reelt allerede i december, i hvert fald forventningen om at det skulle blive bedre end den sædvanlige 5-6. plads.

Et trænerskifte midt i en sæson. Det holder ikke. Med mindre man har bundløse arabiske eller russiske oliemilliarder i ryggen.

Tottenhams chairman er en halvnærig jøde, der hellere vender og krejler med sine 20-pence mønter en ekstra gang end at risikere alt på gynger og karuseller. Og en helt heldig hånd har han aldrig haft.

Uanset hvor sympatisk den tidligere ungdomstræner Tim Sherwood end er, så er han i en rolle som ren caretaker frem til sommerpausen.

camino
Den berusedes vej…

Når alt dette er sagt, rejser jeg til Spanien i påsken. Tiden er inde. Jeg vil gå min camino og forsøge at forlige mig med alderdommens zen.

5 uger er afsat til projektet. Velvidende at jeg misser hele sæsonafslutningen og eventuelle pokalfinaler i maj måned. De gode undskyldninger er i hvert fald på plads.

… jeg var der ikke. Det var ikke min skyld. Jeg prøvede at nå frem i tide. Jeg havde virkelig forberedt mig godt, men… det hele er trænerens skyld!

Vi må se hvor langt fødderne rækker. Mentalt er jeg afgjort, hvor jeg skal være.

Gem et lille smil til det blir snevejr

parken101213
Den store latinprøve!

Den fusede lidt op i aftenhimlen sammen med forventningerne, stemningen og den gode mavefornemmelse, selvom der egentlig var det sædvanlige europæiske støjinferno på tribunerne. Parken løftede sig lidt ekstra, men det rakte aldrig.

Real Madrid var så “usportslige” at møde frem med hele A-kæden, Ronaldo, Bale, Modric, Isco med flere, og med skader til vores 2 væsentligste offensive kræfter, Nico og Braaten, blev det umuligt.

Nicolai Jørgensen var ellers meldt klar til kamp, men holdt kun 9 minutter inden forstrækningen fra Brøndby-kampen tvang ham af banen. Erstatningen Bolaños blev alt andet end en, ja, erstatning, men virkede til tider bare som en vittighed.

Glem al sammenligning med 2010-holdet, både når det gælder point og spillestil. Offensivt har 2013-holdet været alt for svagt til at bryde “pindsvinebolden”. Dog står de første 20-25 minutter mod Galatasaray tilbage som noget af det mest opløftende længe. På den europæiske scene. Så holdet har det i sig, men mangler et par brikker yderligere til Ståles setup.

I det store perspektiv er efterårets europæiske kampagne ganske godkendt. Vi kom fra en nærmest umulig situation sidst i august og endte med at spille med om viderekvalifikation og forårets Europa League til sidste runde. Det endte med i alt 4 gruppepoints mod 3 kvartfinalister fra sidste års Champions League. De færreste, inklusive pessimisten her, havde forudset det udbytte.

Hvis vi rykker perspektivet en tand yderligere, så vil jeg ikke kalde efteråret godkendt. En ting er at forårets elendigheder stadig hang som en skygge over efterårets første 5 sejrsløse runder i Superligaen. Værre var at klubbens sportslige ledelse reagerede med bind for øjnene og nærmest kun handlede forkert. Også på transfermarkedet.

Pourie har kæmpet, sikkert især med sine egne spillemæssige kompetencer, og ligner den af de 2 indkøbte angribere som har mest fremtid i København. Han har knoklet sig til spilletid, trods mangler, og gjorde et glimrende indhop i 2. halvleg mod Madrid – nøjagtig som hans sejrsmål mod Vestsjælland giver kredit.

Fanendo Adi ligner bare helt igennem et fejlkøb. Trademark: Carsten V. Jensen! Yderligere kommentarer overflødige på dette punkt. Vi har været der før.

Ser vi alene på tiden fra Ståle overtog holdet, efter 5. superligarunde, og frem til nu, er det svært at blive direkte rasende. København har hentet 28 points i de sidste 13 runder – bedst af alle. Det ligner “gamle dage” og det med en trup hvor han ikke selv nåede at få sat meget aftryk på.

Men det kommer nu. Tiderne skifter. Straks efter Madrid-kampen bimlede det løs i alle medier. FC København opjusterer den sportslige sektion. Der skal investeres i spillertruppen – og staben omkring.

Første konkrete tiltag bliver en forfremmelse af Ståle. Han bliver nu med-sportsdirektør – eller noget. Carsten V. slipper vi heller ikke af med denne gang, men han får et prominent og indskrevet makkerskab nu.

I virkeligheden passer det ham sikkert glimrende. Han har aldrig været en (ind-)lysende sportsdirektør. Og jo, han har i perioder set meget ensom ud.

Ud over markant medindflydelse til Ståle får den sportslige afdeling tilført en såkaldt udviklingschef. Stillingen står stadig lidt uklart for mig, men min uforbeholdne favorit til den hedder Johan Lange. Det ligner en tanke, at han lige er stoppet som træner i Lyngby nu, og søger større udfordringer.

Lange var også Ståles assistent i Wolverhampton, hvis du skulle have glemt det. Ud over at være tidligere talentchef og trænerassistent i FC København. Bring him back!

Det virkeligt interessante i klubbens udmelding er at man budgetterer med at hente spillere fra en højere hylde end de seneste år. Vi taler ikke hverken Premier League, Bundesliga, eller lignende, men nok mere i en kategori omkring hvor de bedste hollandske, belgiske, og skotske klubber henter.

Det er i hvert fald tilladt at håbe – og hvis man oveni sikrer at den elendige spillerscouting (trademark: Carsten V. Jensen!), vi har set fra FC København de sidste 2-3 år radikalt ændres, kan vi også komme i nærheden af de bedste hollandske, belgiske, og skotske klubber igen.

Ja, gu fanden. Her taler vi også om at spille med mod de helt store som Real Madrid og Juventus. Ikke bare stå i en notorisk all-in forsvarsposition – men også stikke frem offensivt. At være irriterende og overraskende. Lidt som dengang i efteråret 2010.

Foreløbig ligger det hele på skrivebordet, og måske i jeres ydmyge skribents simple hjernespind om fremtiden, men klubbens udmeldinger lige efter Madrid-kampen er ganske positive.

Det bliver en spændende vinterpause denne gang – og det er snart jul. Nu kan vi for alvor få ryddet op efter et forsømt forår, jo jeg anerkender mesterskabet, Carsten V, men aldrig helt den ynkelige måde det blev slæbt hjem på, og en sommer der ikke blev brugt til andet fornuftigt end at genfinde Ståle oppe i hans norske domicil.

Lad bare freden sænke sig, der er næppe udsigt til sne på denne side af nytår. Og som altid her under jul bliver det tid at opsummere og samle de bedste oplevelser op. Afslutningsvis kommer her mine bud i en lettere vilkårlig rækkefølge:

Efterårets københavnske top 5

staale
Røvtur og armbøjninger

1. Ståle-effekten
FC København er i de bedste hænder nu. Det er ikke kun spillerne, der har fået en tydelig træner, senest manifesteret af 36 årige Olof Mellberg.

På tribunen har vi også fået en tydelig træner, der leverer. Han er et ufattelig dårligt integrationseksempel og taler stadig sit kaudervælske norsk. Men jeg forstår ham alligevel altid. De 4 points i den europæiske kampagne tilhører helt og alene ham.

I øvrigt er ovennævnte gammelfar Mellberg et af de spillerindkøb fra i sommers der faktisk har leveret varen. Ironisk nok ankom han tilfældigt på en fri transfer. Et sidste pitstop på karrieren inden Sverige.

kampprogrammer
Håndfaste beviser

2. Kampprogrammerne er tilbage
Jeg kan efterhånden dårligt huske hvornår de forsvandt og blev erstattet af såkaldt printvenlige pdf-filer (Sic!) www.fck.dk eller endte som sølle indstik i en eller anden irriterende metrosexuel gratisavis. Nu er der kommet rigtige trykte programmer med indhold i Parken igen.

Jeg er en gammel romantiker og for mig som fodboldfan findes der ikke noget mere håndfast bevis på min tilstedeværelse til en fodboldkamp end et kampprogram. Selvfølgelig med et fornuftigt indhold. Man når ikke altid at læse det på stadion, men gør det gerne bagefter også. Interviews og stats og quiz og hvad der hører sig til.

Det er et helt essentielt samlerklenodie – og som sæsonkortholdere får vi dem nu gratis med. Ærbødigst tak.

bif-fck
Ja da! Sejr i Brøndby

3. Den 1. december og de første 45 minutter ude mod Brøndby
Det var vidunderligt med den helt overlegne 3-1 halvlegsføring, man var på nippet til at tilgive alle sensommerens fortrædeligheder – samt i hvert fald et enkelt af Carsten V. Jensens mange fejlkøb.

Skal jeg komme med en indrømmelse, betyder det noget at Brøndby igen har været på vej frem sportsligt. Det skærper det hele. Sagt med lav stemmeføring, vi behøver vist bare dem, som de behøver os.

Det har noget med den der lille ekstra tænding at gøre.

toutouh
Next Gen!

4. Næste generation
Youssef Toutouh – 21 år. Ikke så meget pis, han er fra 2200 N. Stille og roligt er han gledet ind på holdet som offensiv allroundspiller, teknisk lækker og robust fysisk, både på kanten og næsten endnu stærkere på den centrale midtbane.

Thomas Delaney – 22 år. Kan blive et centralt omdrejningspunkt i en ikke alt for uoverskuelig fremtid. Kan ikke rigtigt komme uden om ham – og det har modstandere inde på midten af banen også haft svært ved. Han er vokset ind i “skraldemandsrollen” omkring midtercirklen.

Han er ingen lysende stjerne, men en slider af guds nåde. Ståle har døbt ham til kulturbærer – han er vokset ud af DNA’et på Peter Bangs Vej. Det samme gjorde William Kvist.

Igor Vetokele – 21 år. Jeg tror på ham som angrebses nu. Han har vist sit værd i Superligaen med 9 scoringer. Fik ingen nem start med Ståle, bænket og sat udenfor, men fandt efterhånden formlen for sig selv.

Hold på ham. Han fik et lille internationalt gennembrud mod Madrid og kan blive mere end 30 mio værd på den lange bane.

frberg
Frederiksberg Stadion med Madrid som gæster

5. U19-holdets tur igennem Champions League-gruppen
De gik ubesejret igennem gruppen. 2 sejre og 4 uafgjorte. Mest imponerende blev den afsluttende 3-2 sejr over Real Madrid og Zidane Junior, hvor holdet viste lidt mere offensiv power end førsteholdet senere på aftenen.

Kampen var til lejligheden flyttet fra Østerbro til Frederiksberg Stadion. Kommunen gav en gratis omgang og stadion var fyldt til randen (cirka 2.000 tilskuere. fortalte kampbulletinen), godt hjulpet af elever fra de omkringliggende folkeskoler.

Der er frygtelig langt fra ungdomsfodbold til seniorerne, men et par navne skilte sig ud. Mikkel Wohlgemuth, holdets anfører, er allerede tilknyttet Ståles trup. Yones Felfel behøver heller ikke at være langt væk. Begge var blandt målscorerne på det friske kunstgræs på Frederiksberg.

FC København er videre som 2’er i gruppen efter samme Real Madrid. Men foran Juventus og Galatasaray. Det betyder at de skal spille 1/8-finale i februar på udebane mod en af de andre gruppevindere. Modstander endnu ukendt. Der bliver ingen returkamp i København, så finurlig er Youth Champions League indrettet. Spørg mig ikke hvorfor.

Skål og god jul, mester!

Det var så det mesterskab

Liv og (lige)glade dage..
Liv og (lige-)glade dage…

Fesent, bliver den mest passende overskrift på FC Københavns 10ende mesterskab. Sikret på en pinsemandag hvor vejret skiftede lige så ivrigt som sæsonen havde gjort det. Fra sol til truende skyer hen under aften.

Fesent, ikke så meget fordi det ikke blev vundet sikkert. Det gjorde det. 5 points til nærmeste konkurrent og titlen sikret i fjerde sidste spillerunde. Ganske overlegent.

Men fesent fordi det sidste indtryk altid står stærkest tilbage og der havde intet overbevisende været ved indsatsen mod Sønderjyske – nøjagtig som hele foråret fortonede sig i samme sløje skær.

Og slet og ret – fesent var den følelse som undertegnede, sikkert sammen med mange andre fans, stod med, da Lars Jacobsen løftede DM-pokalen.

Een sejr i de sidste 10 forårsrunder. Endeligt facit. Sejren kom i Farum og blev mesterskabsafgørende, derefter 6 kampe uden sejr og endda 4 af dem uden en eneste københavnsk scoring. Jovist, holdet præsterede i forårets vigtigste kamp, men efterfølgende blev det nærmest uværdigt for et mesterhold.

Set isoleret på foråret sluttede vi på en 7. plads. Med sølle 18 points for 13 kampe. 10 points efter forårets stærkeste mandskab fra Esbjerg, der totalt udstillede os i tredjesidste spillerunde i Parken. Selv ynken ude fra Vestegnen endte med et bedre forårssnit end os.

Fesent i den grad!

Af egen interesse lavede jeg forleden et større dyk i Københavns ultimative statistikværktøj, Nipserstat. Oversigten over de sidste 15 forårssæsoner ser således ud:

Forår Kampe Points
1998 15 25
1999 16 16
2000 15 20
2001 15 33
2002 14 36
2003 15 23
2004 13 29
2005 15 30
2006 13 24
2007 15 33
2008 15 26
2009 16 37
2010 15 31
2011 14 30
2012 15 27
2013 13 18

Tallene er klare, selvom er der variationer i antallet af spillerunder fra forår til forår. 2013 er den dårligste forårspræstation siden 1999.

Jeg kunne ikke finde et billed af kyllingen, så her er et af Holmstrøm.
Jeg kunne desværre ikke finde et billede af kyllingen, så her er et af Holmstrøm.

1999, mand! Det er københavnsk præ-historie. Det var kyllingens forår! Dengang en genopstanden træner i skikkelse af Kim Brink forsøgte at samle stumperne efter forfejlede satsninger på Brian “jeg-er-for-stor-til-Danmark” Laudrup, Mr 70%, og superligaens hurtigste trænerfyring Christian Andersen.

Den moderne storklub FC København fødtes omkring efteråret 2000 og mesterskabet 2001. Hele årtiet inden havde foretagendet vaklet rundt som en usikker skoledreng, der gerne ville eje hele skolegården men altid endte som ham der konsekvent pissede på egne bukser. Vi ligger nummer 8!!!, gjaldede det livligt fra tribunerne i Parken.

Kigger vi fra 2001 står dette forår som den suverænt ringeste præstation – og jeg minder igen lige om, at vi vandt mesterskabet med 5 points til nærmeste konkurrent.

Superliga = Maltaliga!

Det har længe været en stående joke på vores magelighedsrække 24 på Nedre C, at transformere niveauet i superligaen til den noget ringere maltesiske liga. I et anfald af behørig ironi. For vi er naturligvis selv en del af den – hvilket foråret 2013 kun har understreget.

Bag de 18 points i 13 kampe har gemt sig et usædvanligt umotiveret københavnsk hold. Hvor efteråret tegnede mængder af lovende perspektiver, vi fraregner en sløv europæisk kampagne, med til tider flot og risikovilligt angrebsspil, er foråret endt i rent fantasiløs boldflytteri (nej, jeg sagde ikke “Kim Brink” igen! Der er dog en verden til forskel).

Træner Ariël Jacobs har mødt sin bagside nu. Al den kredit han fik optjent i efteråret, ved at turde satsningerne på Cornelius og Jørgensen, er begyndt at sive væk. For i bund og grund bliver det hans ansvar, at en flok selvsikre mestre faktisk beholder motivationen ude på banen.

Det har de fandeme ikke gjort. Kort og godt.

Der skal trækkes søm ud i denne sommerpause og ommøbleres. Vi nåede målet. Ad en mindre omvej. Den direkte plads i gruppespillet, som vi selv spillede os til i Ståle-æraen (jeg savner ham sgu!), er hjemme. Næste opgave bliver at bruge den til noget sportsligt også. Det trænger vi til.

Abs eller flommefedt?
Abs eller flommefed?

Det bliver Jacobs store projekt nu. Jeg ved ikke om han har evnerne, men den bedste måde at hjælpe ham på vej, bliver at skifte et par spillere ud. Jeg har længe plæderet for at vi gør noget ved midtbanen. Der mangler europæisk kvalitet i boldomgang og der mangler fysik – og en indpisker. Jeg kan ikke sætte noget flammende navn på – men han findes ikke i Malt… undskyld, Superligaen.

Santin trænger til nye græsgange, og vurderet på foråret behøver Bolaños også andre udfordringer i livet. Kigger vi på den nuværende trup, er Sølvi allerede helt ude. Han var end ikke tilstede ved mesterskabsfesten. Det samme er Diouf. Vingaard kunne også ligne en spiller der hænger yderligt. TK og Europa har jeg lige så lidt fidus til, som Ståle i sin tid havde (han brugte ham kun som aflastning i ligaen).

Forhåbentlig ryger der 3-4 spillere ud i denne transfersommer, og tilsvarende kommer 2-3 væsentlige navne ind. En spillertrup har brug for at blive udfordret, og selvfedmen i foråret har været umiskendelig stor. En angriber og en midtbanemand, begge af en vis kaliber og med fysiske kompetencer, bør stå højest på indkøbslisten.

Dette forår har i hvert fald været et gigantisk wake-up call! Vi er rystende langt fra Champions League-niveau og har nu 3 måneder til at lukke hullet fra Maltaliga til Superliga.

Og selvfølgelig inden det fortegner sig helt: Til dig og mig – tillykke med mesterskabet!