En fodboldfans skæbne bør altid være indrettet på lykkelige øjeblikke, men aldrig på lykkelige tider. Sagt med et strejf af Friedrich Nietzsche og oldschool-klassisk dannelse.
Sådan blev lektien om efteråret også hos københavnske fans.
Der var et kanonmål af Pavlovic mod Sønderjyske, en enorm debut af dyrt indkøbte Carlos Zeca mod Midtjylland. Han er alt for god, nåede jeg at tænke en uges tid eller to, inden han fes ud i samme pauvre middelmådighed som resten af holdet befandt sig i. Der var også en kvalifikation til det europæiske gruppespil, ganske vidst kun det næstbedste, men bedre end slet ikke at være med. Og selvfølgelig den videre kvalifikation til knockout-runderne.
Vi har Atletico Madrid i Parken engang i februar. Vi er chanceløse sportsligt, men det bliver da en “kassekamp” med besøg af Griezmann, Carrasco og en røvfuld andre stjerner, og langt at foretrække frem for den stime af østeuropæiske og nærasiatiske modstandere, som vi har mødt igennem den europæiske kampagne hidtil.
Et efterår hvor meget gik galt. Ja faktisk det meste. Et par gange undervejs stod man med fornemmelsen, at det vendte nu. Eksempel allerede nævnt med Zecas debut og 4-3 sejren. Det holdt et par uger. Så kollapsede holdet igen på mystisk vis. Nederlag i Odense, Lyngby og Farum. Efter håbløse præstationer. Endnu værre blev det i Haderslev – og den ultimative fornedring, hjemmebanenederlag til Brøndby. Og næsten lige så slemt. Farum igen. Denne gang på hjemmebanen.
Jeg behøver ikke vade i det. Selvom det er noget af en (anti-)præstation at have elimineret sig selv langt væk fra top 3, og de europæiske pladser, kun halvvejs igennem sæsonen. En klub med 2 gange dobbelttitler i sæsonerne før, et hold med superligaens højeste budget, og fornemste europæiske historik.
Efteråret går for at være den smukkeste tid på året, i år var det langt som et godstog af gentagelser og forudsigelige forudsigelser. I oktober så jeg Christian Eriksen score på Wembley for Tottenham, dagen efter så jeg FC København var kommet bagud efter 2 minutters spil i Odense. Jeg gad ikke følge resten af meldingerne hjemmefra, forsvandt i stedet offline på en sløj burgerbar et sted i Bayswater.
I november så jeg Thåström spille en historisk forrygende koncert i Vega. Det var et par dage efter en historisk skuffelse i Parken. Og det blev ved og det blev ikke bedre. Ingen synger blues som Jeffrey Lee Pierce… det var bluesen fra den anden side af Sundet, jeg gemte mig bag. Efteråret var langt som et FC København, der aldrig helt kom i gang efter sommerferien.
I november læste jeg også Ståles selvbiografiske bog “Løvehjerte” og blev faktisk lidt klogere.
Vores spillestilsmanual har været mange år undervejs og bliver løbende justeret, i takt med at spillet ændrer sig. Oprindeligt var det Roy Hodgson,… der begyndte at udvikle spillestilsmanualen i samarbejde med Carsten V. Jensen.
…
Er man ikke fodboldnørdet helt ud over det sædvanlige, vil man sikkert kalde vores spillestilsmanual for verdens kedeligste bog, men jeg synes naturligvis, den er voldsomt interessant, da jeg selv har udarbejdet den nuværende version sammen med min tekniske direktør, Johan Lange.
Det er Ståles beskrivelse. Manualen har nærmest været mytologisk i fankredse, særligt i de dårlige perioder, hvor den både har båret ansvaret for manglende resultater og en stereotyp spillestil, samt en til tider rigid indkøbspolitik. Den bærer samtidig retningslinier mod kontinuerlige resultater.
Der er nogle helt grundlæggende principper i spillestilsmanualen, som vi aldrig afviger en millimeter fra – den defensive organisation, eksempelvis, hvor der ikke er plads til slinger i valsen…
Der var rigelig med “slinger i valsen” efteråret igennem. Isoleret set var det nok det allerstørste problem. Den tjekko-slovakiske satsning holdt ikke. Det var heller ikke en del af planen, at Erik Johansson skulle blive langtidsskadet i sensommeren. Det var ham, der skulle være hovedorganisatoren efter Zanka. Han var så heller ikke synderlig overbevisende i den håndfuld kampe, han nåede at spille sammen med sin tjekkiske makker Michael Lüftner. Det blev momentvis bedre, da Denis Vavro blev hentet ind som haste-signing fra slovakiske Zilina. Men aldrig helt godt og ironisk blev det næsten, at som udskældte Lüftner efterhånden begyndte at finde sig til rette, drattede formen markant hos Vavro.
Mit gæt er at der stadig kigges efter en midterforsvarer! Allerede i denne vinters transfervindue. Erik Sviatchenko?
Slinger i valsen! I den grad. Det er bare at gennemgå resultaterne for efteråret (tjek nipserstat). 32 kampe ialt. 13 sejre og 11 nederlag. Målscoren er også interessant, 53-35. Det er præcis mavefornemmelsen også. I nogle kampe har offensiven nærmest leveret ketchup-effekt, låget er røget af og målene er blevet høvlet ind. Kun for at gå fuldstændig i stå kampene efter. Indtil næste ketchup-effekt og næste storsejr.
Omkring offensiven lyder det, med Ståles ord, fra manualen:
Spillernes løbemønstre ligger fast. Mønstrenes formål er at sætte vores offensive spillere i scene, så de hver især kan få udnyttet deres spidskompetencer.
Det lykkedes sådan cirka i hver tredje kamp – og mest på hjemmebane. Igen mangler stabilitet. Langtidsskaden til Santander, nogenlunde samtidig med Johansson, har givet været endnu en bet.
Ståle benægter klart, at FC København kun leder efter fysisk stærke angribere. De skal bare være gode – og til at købe. Er udgangspunktet.
Er Pavlovic god nok? Hans efterår har været som holdets. Op og ned. Og mest ned. Han ikke er fysisk stærk nok, og simpelthen for dårlig til at spille med ryggen mod modstandernes mål. Jeg er også nået til den erkendelse. Til gengæld laver han de mest spektakulære mål, og gerne fra distance på kanten af feltet. Men i fremdrift.
Min forudsigelse: skal vi have bare et hæderligt forår, behøver vi Federico Santander i fulde omdrejninger fra februar. Og så må man gerne hente fx. en Viktor Fischer i tyske Mainz, hvor han er langt fra start-11eren.
Det fremgår ikke af Ståle-biografien, hvor tyk manualen egentlig er. Ej heller om det er et gammelt stilehæfte med håndskrevne noter. Den er dog ikke statisk, og opdateres cirka en gang i kvartalet med nye erfaringer og input (Gad vide hvad efterårets lektie har været?) Tidligere assistenttrænere som Petter Wettergren og Bård Wiggen har sat sine store aftryk.
Sidstnævnte kommer sikkert med endnu flere efter nytår. Han genindtræder som assistent, og tilbage i 2008, da han første gang kom til København, talte nogle af os på tribunen om en såkaldt “Bård-effekt”. Det var en let spøgefuld henvisning til, at holdet begyndte at spille mærkbart bedre offensivt fodbold efter hans ankomst – med det der blev kimen til 2010-holdet.
Og apropos. De 2 Barcelona-kampe fra dengang får da også sit eget kapitel i bogen. Det er det igen med øjeblikkene og…
alle dem, der gik hjem fra Parken efter Barcelona-kampen, følte det, der stod i avisen dagen efter, at det var den bedste kamp, de nogensinde havde set i Parken.
Spot on. Den kamp sidder i baghovedet, som var det igår.
Selve bogen er opbygget af en serie interviews med hovedpersonen over en længere periode, foretaget af journalisten Peter Sloth, med en fortid på Ekstra Bladet. Den er faktisk i sin helhed ganske fin læsning. Du kommer hurtigt igennem de knap 200 sider og får et godt billede af manden bag vores nuværende manager. Via historikken og personen.
Bogens deadline er omkring 1. september i år, det vil sige før den manglende scoring mod Qarabag Agdam i Parken, der ligesom blev indledningen på historien om dette efterår. Det resterende kan du skrabe op andre steder, som hos de kære Nipserstat, og manualens kvartalsopdatering vil indtil videre være ren spekulation.
Jaja, jeg er flere gange i løbet af efteråret, blevet spurgt til, hvornår mon Ståle bliver fyret. Det er uomtvivsteligt hans skyld, det er altid trænerens skyld, når det nu ikke kan være dommerens, hvilket han da heller aldrig har været bleg for selv at sige.
For mig er det eneste, der tæller, særligt i de hårde perioder, at jeg er min egen hårdeste kritiker.
Og svaret på spørgsmålet: han bliver ikke fyret, og det vil heller ikke give nogen mening. Meritterne er store nok til at overleve en mellemsæson. Mere end store nok.
Det endnu mere relevante spørgsmål er selvfølgelig, tror vi at han kan rette det hele op igen. Ja, det gør jeg og jeg føler mig egentlig i endnu mere trygge hænder, efter at have læst bogen.
Selvfede spillere og måske en for selvsikker træner, en måske for selvsikker træner uden en fuldtidsassistent, skaderne, et manglende mål i Champions League-kvalen, et uprøvet midterforsvar, en målmand der har tabt sit niveau, uskarpe angribere, for dårlige angribere, en anfører i mental offside… Et helikopterblik ud over efteråret kan sagtens udpege en række små uheld og “omstændigheder”, der tilsammen opsummerer den næsten gigantiske deroute.
Jamen, du kan selv fortsætte listen, jeg gider ikke.
Det bliver som en velment #metoo-kampagne, der kammer over i en regulær #seeMEtoo. Det er så her alle råber STORE PATTER! Tidens toneklang, ikke i sig selv, ikke et ondt ord om dem, ej heller landsholdet. Men at det overhovedet bliver et debatemne i et eller andet etisk udvalg under DBU. Eller gjorde det? Jeg synes aldrig, at jeg hørte nogen konklusion. Godt det samme – for #whogivesafuck. Jeg indlever mig helt i CV Jørgensens ord:
Jeg tipper på jeg kommer fra outer space
på måden jeg tar’ del i The Human Race
Ståle valgte at donere indtægterne fra bogen til Dansk Flygtningehjælp. Til sports- og fritidsaktiviteter for børn og unge. Det krænkede nogle folketingspolitikere. Smålighed var ikke dækkende et ord – men reaktionen understregede egentlig Ståles pointe. Han gad så fornuftigt nok ikke at kommentere yderligere.
Der er i øvrigt heller ikke så meget mere at sige. Året går på hæld. Benjamin Verbic er akkurat blevet solgt til Dinamo Kiev. Han var efterårets bedste spiller, men heller ikke uerstattelig. 30 mio skulle prisen angiveligt være. Han skulle sælges, det stod i hans masterplan.
Tom Høgli rejser hjem til Tromsø. Han nåede 74 kampe i alt. Siden sommeren 2014. Han skulle egentlig ikke have været her, i klubben her i efteråret, men forlængede med et halvt år på grund af skadessituationen på back-pladserne. Så blev han selv skadet og i alt blev det bare til sølle 3 kampe.
Høgli bliver så en af de spillere, der vil blive elsket for meget andet end indsatsen på fodboldbanerne. Den har været til at overse det seneste halvandet år. Men hans kaffeklub vil være et evigt minde! Tak for kaffe, Tom!
Godt nytår – sportsligt fortjener vi sgu noget bedre nu. For fanden da en omgang. Og afslutningsvis, jeg tillader mig at gentage et øjeblik. Det var i Vega i november. Thåström. Det hele er med i videoen. Vesterbro, Guldregn, Vega…
Saxo's semiprivate sjatter 