Anti anti-Football Club

Nemlig!

Det er blevet et stykke tid siden sidste indlæg fra mine hænder. Men nogle gange gælder det om at skrive sine indlæg med omhu og ikke mindst når man har noget på hjertet.

Og det blev endnu et mesterskab, det tolvte i rækken. Vel en passende anledning til at kaste sig over tasterne igen. Jeg skal undlade at opregne mesterskaber for moderklubberne, men det er vist omkring 15 og 7 for henholdsvis KB og B1903.

Min personlige historie er mest til FC København, så jeg stopper calculatoren foreløbig. Ved nummer 12 og det mest overlegne hidtil. Nej, man bliver aldrig træt af dem og de bliver heller aldrig hverdag, selvom jublen ikke nødvendigvis ender lige euforisk hver gang – og bagstiverten heller ikke hænger på i dagevis. Det er benarbejdet, der tæller, og det sidder i skabet. Mesterskabet. En forkølet aften i Farum i fredags lukkede det definitivt.

Indrømmet, for mig har de sidste uger været lidt sløje. Sejren i Brøndby i påsken fjernede den sidste tvivl. Selv hos en angstneurotisk fan der får tvangstanker ved selv den sikreste og mest overbevisende føring 3-0, blev sæsonen lukket den eftermiddag. Jeg ved en “rotte-rede” og siger ikke mere!

Jeg boykotter sgu det hele!

Reelt forduftede entusiasmen en pæn sjat efter nederlaget i Amsterdam. Europa holdt i den grad min personlige damp oppe i vinters og det tidlige forår. Lokkemad a la carte.

Vi røg ud på røv og albuer i Amsterdam. Ajax var desværre i væsentlig bedre forfatning end de 2 tidligere gange, vi har mødt dem. Understreget af at de kvalificerede sig til Europa League-finalen torsdag aften. Marginalt overbevisende efter en shaky udekamp i Lyon. Forhåbentlig vinder de finalen.

Har Europa League-slutkampene i øvrigt ikke været langt mere underholdende i denne sæson end Champions League? Måske er det bare mig, men de årlige La Liga-opgør i semifinaler og finaler i den store turnering, er efterhånden bare kedelige og forudsigelige. Med eller uden dommerfejl. Anderledes spræl over Ajax og Lyon.

Vores egen kamp i Amsterdam blev den dårligste i FC Københavns hidtil længste europæiske kampagne. 16 kampe i alt med kvalifikation, Champions og Europa League.

Og desværre! Efterårets Københavnerhold havde slået Ajax. Samlet over 2 kampe. Ingen vil kunne mig overbevise om noget andet. Med Delaneys midtbane-motor, en skadesfri Falk, og en Zanka uden en unødvendig karantæne. De var de knapper, der manglede i Amsterdam.

Vilkår og detaljer, små ting, lærestregen blev også at vi hænger på hylden under Ajax. Fodboldmæssigt og økonomisk. 0-2 lød i sig selv ikke som en katastrofe. Men det blev lige nøjagtig forskellen på FC København, der skulle være på lidt over maximale evner, men aldrig kom det, og et Ajax der kunne være brøkdelen under – uden at komme i større vanskeligheder.

Ja, det pisser mig stadig lidt af. At vi tabte – så relativt klart i returkampen. At måtte se i øjnene, at de bare var så meget bedre. Ikke mindst teknisk. Med nærmest et ynglingehold.

Farum er også næsten et ynglingehold. De er 2-3 hylder under Ajax, men de giver os også problemer. I hvert fald i indeværende sæson. 3 gange uafgjort. 1-1. Efter at vi vandt det første møde 4-0 i Parken i sommers.

De irriterer mig, men samtidig respekterer jeg egentlig Hjulmands projekt. Jeg kunne godt se ham som Ståles afløser en gang i fremtiden. Den klemmer jeg stille ud mellem sidebenene. Der er forskelle i spilopfattelse og måske især i det europæiske perspektiv, men der er også samme bund i projekterne. Noget langtidsholdbart. Noget brugbart en dag.

… (wauw) !!

Det blev i fredags. Det matematiske mesterskab. FC København var heldige i den kamp. Elendigt spil, noget rod, kunstgræsset, det kølige forår, den lille ekstra motivation der manglede, bare en dårlig dag på kontoret. Kun den overlegne kvalitet i indskiftningerne reddede mesterskabet i land. 1-1 og videre til næste kamp.

U-U-Ubesejret. Stadig efter 32 runder.

Det har været en lang sæson og ironisk nok står vi over for et nærmest ligegyldigt derby mod Brøndby. Et historisk ligegyldigt derby. For ingen af klubberne kan heller genere hinanden. Der var engang… og det var dengang vi kunne sende et mesterskab til Aalborg eller Herfølge ved at slå dem, rottens venner, og selv være fløjtende ligeglade med at vi var pivringe.

Sen 90’ernes evige nummer 8, men “Brøøøndby ku’ vi altid slå”. Engang var det Per Frandsen, Christian Lønstrup, Lars Højer…

På søndag er der er ikke andet end indbyrdes prestige på spil. Vi er nummer 1, de er nummer 2. Det er mejslet i den matematiske Superliga-granit. 4 runder før afslutningen.

Men den nye struktur har gået sin sejrsgang. Slutspil, mesterskabsspil, det gjorde ingen forskel, fordi forskellen vel er til at overse for de øverste 6 i tabellen. Der er bare sat 3 ekstra runder på i forhold til den gamle model. Men det bliver nok mere jævnbyrdigt i næste sæson. Det siger de alle sammen.

Anti-Graulund, anti-Viasat. Du får næppe et job som sportsjournalist/ekspert/”tidligere-jysk-spiller-og-derfor-ekstra-kvalificeret-som-ekspert” på tv, hvis du ikke allerede er gået bagover af begejstring for strukturændringen. Mesterskabsspil med inciterende spænding om 3de-pladsen og gruppespil med playoff-kampe, som ingen kan finde hoved eller hale i. Slet ikke hvis du faktisk vil på stadion og se dit hold spille, for hvornår spiller de egentlig? I heldigste fald får du kamptidspunktet en uges tid før. I heldigste fald.

En af taberne i playoff-kampene kan i øvrigt nemt rende ind i Christian Lønstrup. Han har pæn succes som træner og har ført FC Helsingør ind blandt oprykningskandidaterne. Måske har vi endnu en kandidat som Ståle-afløser her. Engang i fremtiden.

U-U-Ubesejret. Vi er anti-nederlag. Ja, det går næsten for godt til at det bliver rigtig interessant! Men Phiri-karantænen står ved magt, manglede sgu også bare. Vi varmer med andre ord bare op til pokalfinalen fra nu af.

Ifølge de sikkerhedsansvarlige fra de to finalister og DBU udgør pokalfinalen mellem FC København og Brøndby IF Kr. Himmelfartsdag den 25. maj 2017 kl. 17 den største sikkerhedsmæssige udfordring til dato mellem to danske fodboldklubber.

No kidding! Tosse-alarmen hyler allerede og DBU selv, er da heller ikke for fine til at malke løs på begivenheden. Årets billetpriser er lige steget med en lille 100-lap i forhold til sidste års himmelfart-finale mod de århusianske foreningsgymnaster.

En hamper pris. Men jeg vælger, at betragte det som en slags “arbejdsmiljø”-forsikring på dagen.

Efteråret er forbi nu…

Vejret og Ikast har styr på det…

… og det nærmest stormede afsted!

Helt tomhændet står vi dog ikke tilbage. Der har været ganske god mening med det meste. Det har ihvert fald givet et tilfredsstillende udbytte.

1.-pladsen i Superligaen og efterårsmesterskabet er godkendt, vi ser selvfølgelig helst os selv præcis der. På toppen. Vi har endda en kamp i overskud i forhold til de nærmeste konkurrenter fra Aalborg. Desværre – for den burde være spillet i den kommende weekend.

Storm-blamagen i Herning bør selvfølgelig ikke passere helt ukommenteret. Fandens til amatører og midtjyske lusepustere! Ikke selve aflysningen, den var sikkert begrundet, da beslutningen endelig blev taget. Men hele forløbet inden var til grin.

Vi har styr på det, og kampen bliver ikke påvirket af vejret.

Ekkoet fra Herning lød dagen igennem. Men under en time før kickoff blev kampen aflyst. Af sikkerhedsgrunde.

Det er ikke første gang, vi prøver at spille fodbold i blæsevejr, og det er helt sikkert for tilskuerne at komme.

Det var det så ikke. Den midtjyske træner Thorup var glad og kunne levere smilende tv-interviews, hans hårdt plagede spillere, vi taler både fysisk og mentalt, fik en omgang gratis restitution.

Kampen kunne åbenbart ikke flyttes til turneringsudvalgets officielle “reserveweekend” – 12/13. december for evt. aflyste hængepartier i efterårssæsonen. FC København virkede heller ikke interesseret i at spille kampen i “reserve-weekenden”, da det kom til stykket.

Ergo vi har et hængeparti og Club Brügge kan gøre os en tjeneste torsdag aften, tak. Send dem ud, send dem ud, send dem ud… af Europa League. Ikke fordi det gør nogen forskel i forhold til den udsatte kamp, men udelukkende fordi det vil være fryd.

Oldschool-vinterstilling Text-TV 220

I søndags lukkede vi så efteråret ned. 4-1 over Odense. Der var obligatorisk julefrokost inden for nogle af os. Og det gik som det plejede. Vi blev forplejet i fin stil på Cafe Nordlys og vandt efterfølgende stensikkert i Parken. Det er blevet en rigtig god tradition.

Man kunne have frygtet en taktisk affære. Odense der ville stå dybt og alt det der. Det forsøgte de muligvis også, men det virkede ikke. Zankas tidlige åbningsmål forvandlede kampen til en åben slagudveksling, der sagtens kunne være endt 7-3 istedet.

Men du har set kampen selv, i Parken og/eller på tv, alle blev fulde og alle blev glade.

En enkelt detalje fortjener lidt ekstra opmærksomhed. Nicolai Jørgensens 3-0. Jeg har set det igen og igen de sidste dage. Jeg er vild med det mål. Det er ikke en rasende finurlig eller helt eksceptionel smuk scoring.

Men den er rå. Det hele er så råt, mand! Den fysiske styrke, hans hastige håndgemæng med forsvarsspilleren, det hedder vist en stiff arm i rugby-sporten, og måden han sætter ham på over 20-25 meter – og “Elkjær”-lobbet til sidst.

Gør dig selv den tjeneste. Nyd det lige en ekstra gang.

Nico er fantastisk spiller. Når han rammer sine øjeblikke. Gid han gjorde det lidt oftere.

Han har endda haft et nogenlunde uproblematisk efterår. Rent skadesmæssigt. Der har været gode forudsætninger, og der har været gode glimt. Han er vores københavnske x-faktor, i efteråret tilsat et let krydderi-blanding i form af Kasper Kusk. Men vi ser stadig for lidt – fra Jørgensen.

I søndags var lidt spændende at se OBs Rasmus Falk – som direkte sammenligning. Han har været nævnt som afløserpotentiale – hvis Nico bliver solgt i et af de næste transfervinduer. Det kan ske. Hans kontrakt udløber i sommeren 2017.

Falk mangler Jørgensens fysik og råhed. Jeg synes at det var så åbenbart i søndags. Falk spillede en fornuftig kamp for OB, og tillod sig at brænde en chance i Jørgensen-kaliber. For at fastholde parallellen. Men han er ikke der, hvor Jørgensen er på sine bedste dage. Som i søndags.

Falk bliver næppe i Odense vinteren over. For han er bestemt god – rigtig god. Men vi har næppe plads til dem begge på holdet i hverken et ½ eller helt år.

Så… ja jeg vil i hvert fald glemme det. Indtil videre. Men hvis vi allerede nu skal begynde at tale transfervindue, ser jeg egentlig kun forsvaret som kritisk. Det virker som Ståle er enig (via bold.dk).

Solbakken fortæller desuden, at næste indkøb til FCK’s trup efter planen bliver en ung midterforsvarer.

De svenske geriatrikeres tid rinder hastigt ud. Anton og Nilsson. Zanka behøver yngre vejledning og makkerskab. Dermed også sagt, at han – Zanka – er en del af fremtiden og holdets nuværende rygrad. Han har spillet et mere end fornuftigt efterår. Er langt bedre end sit rygte og sine “koncentrationssvigt”.  Værre og flere er de ikke. Og så hader de ham ovenikøbet på Vestegnen! Jeg giver ham en særlig street cred for efteråret! My Man.

Men han skal snart have en ny makker – og Amartey bliver det næppe. Selvom det godt kunne fungere og selvom hans efterår langt fra har gjort ham til samme salgsobjekt som i sommers. Han spiller stadig på lånt tid i FC København. Talentet er alt for stort. Desværre.

Et indkøb til midterforsvaret, en erstatning hvis et af de oplagte salgsobjekter, Nico eller Amartey, sælges… det er vel det vi kan forvente.

Nøgternt er vi ganske godt kørende – og der er masser af potentiale i den nuværende trup. Jeg kan stadig grave en pæn portion af sommerens optimisme frem, holde dampen oppe foran spejlet. Selv en morgen med gedigne tømmermænd og selvfølgelig iklædt den blåsort-stribede udebanetrøje.

Men Ståle skal finde et par trylleformularer frem over vinterpausen.

Peter Ankersen. Kan og skal vi bruge ham eller ej? Han har spillet sig op i de sidste efterårskampe, men der er stadig himmelvid forskel til niveauet i venstresiden hos Augustinsson. Jeg orker slet ikke, at nævne ordet “indlæg” her. Eller skud fra distancen. Ja, alt det han kunne engang som homeboy i Esbjerg. Men jeg tillader mig stadig, at tro på ham. Lidt endnu.

Federico Santander. Personligt tror jeg ikke på Cornelius/Santander-konstellationen på top. Der skal meget mere bevægelse til. Rå fysik gør det ikke alene. Fysik og bevægelse gør det – kombineret med god teknik. Jeg sværmer mest henimod at Nico og Santander er foretrukne vores frontduo.

Specifikt omkring Santander. Manden rejste fra semifinaler i Copa Libertadores direkte til Superligaen og europæiske kvalifikationskampe, og har reelt aldrig fået en ordentlig opstart hos os.

Han skal finde sig tilrette, det er kun menneskeligt, det tager tid. Der er langt fra Asuncion i Paraguay til København. Og så er der alt det med jetlag og vejret… alligevel har han imponeret. Lidt. Spillemæssigt og teknisk. Det er ikke svært at se, at han kan og har noget, der berettiger 24-25 millioner som købsprisen angiveligt var. Noget der kan blive rigtig godt for FC København.

Husker du Dame N’Doye og hans første halvår i 2009? Jeg gør ikke, men jeg husker hans 10/11-sæson!

Santander skal forløses i foråret. Han skal finde sig til rette og score mål, for vi kommer til at behøve dem. Alene fordi det virker som Aalborg har en af de sæsoner, hvor de scorer på alt hvad de rører ved.

Så 5-7 Santander-kasser i foråret, tak! Mit beskedne juleønske.

Og videre til musikken. El Vy er et fritidsprojekt, et samarbejde mellem Matt Berninger fra The National og Brent Knopf fra Ramona Falls (ja de sagde heller ikke mig noget.) Sammen har de lavet et album, “Return to the moon”, og sammen er de taget på verdensturné.

Den 1. december ramte de Pumpehuset. Det var kort, men godt. 12 sange – 11 fra albummet og et cover af Fine Young Cannibals “She drives me crazy”. That’s it. Det var den koncert. En lille times tid. Berninger stavrede halvfuld rundt på scenen som sædvanlig – og det allersmukkeste øjeblik kom med dette nummer ‘No time to crank the sun’.

Glædelig jul fra mig til dig.

Under derbyets tåger

Tågen letter…

I guder, mand! Er jeg den eneste der i den grad har savnet en superligakamp i Parken, der begynder kl. 15?

Længslen tilbage til dengang, hvor det ikke var tv-penge, men fodbolden selv der dikterede kamptidspunktet.

Det skete i søndags. Igen. På en strålende forårsdag en spytklat inde i marts.

Rent faktisk nåede klokken så vel 8-10 minutter over 15 før bolden blev spillet ud af midtercirklen. Pyroteknikken var legaliseret i dagens anledning, hver endetribune havde fået sin halvleg, og den københavnske fik lov til at lege først. Vinden markerede sig straks, tog over med et lakonisk pust, og fik drevet det meste røg ind over banen.

Det var til at leve med. Det var søndag eftermiddag, solen fortsatte stadig med at skinne bag røgen, og man fornemmede egentlig hurtigt at der var en hæderlig københavnsk indsats på vej. I lokalderbyet. Mod Brøndby.

Ja. Tak og lov for at det nu endelig bare er blevet et lokalderby, eller blot derby, for nemheds skyld. Alt ævlet med “New firm”, som om der overhovedet nogensinde har været en relation til skotsk fodbold, havde fortonet sig allerede inden røgen. Jeg kender ikke historikken bag begrebet, men kan huske at det begyndte at optræde i medierne allerede i 1995 og måske endda tidligere. En smart journalist forsøgte at skrive et rivalopgør op – og andre smarte journalister fulgte trup. Vi andre kunne bare hovedrystende kaste op på tribunen.

Der er en kamp mellem 2 klubber med beliggenhed en halv snes kilometer fra hinanden, 2 klubber der ikke har det så godt med hinanden, 2 klubber med en efterhånden pæn historik om mesterskaber, flop, dommerbrølere, og spektakulære scoringer, 2 klubber der hader hinanden i hvert fald på de fyldte tribuner, inklusiv prestige og håneret, 2 klubber som givet heller ikke kan undvære hinanden. Slet ikke den sportslige rivalisering på den lange bane.

Med andre ord – et derby. På godt og ondt. Et derby hvor sejrens sødme altid smager ekstra godt og føjer endnu et lille minde til den mentale collage.Glemmer du, så husker jeg nok… den gode, den onde og det helt vilde. Som 3 korte sekvenser og de 3-1 til København som det blev denne gang.

Men vi skal selvfølgelig videre. Blot videre. 2 klubber der begge sukker efter fordums storhed i disse måneder. For der er lang vej tilbage til det der var engang. Rygtet sagde, at det havde været ganske underholdende denne gang alligevel. For de neutrale iagttagere. Ikke på grund af den spillemæssige kvalitet. Men intensiteten havde været der… igen.

Måske. Galningene på tribunerne blev holdt i skak og København vandt, alt imens solen skinnede og skinnede til den ikke gad mere.

Tømmermændene mandag morgen kunne så fortælle om et pivringe forsvarsspil, der i 1. halvleg forærede Brøndby 2 gedigne friløbere. Mere sjusk i 2. halvleg der medførte 1-1 målet og et par af de københavnske afbrændere tidligt i kampen, som Ståle ikke mener kan blive ved med at fortsætte. Men det gør de. Afbrænder på afbrænder, Ståle! Fra Odense over Randers til Brøndby.

Uskarphedens ulidelige surhed. Cornelius er forlængst blevet til Umulius – har vi overhovedet andre angribere i truppen? Jeg bliver træt bare ved at nærme mig tankesættet.

Nicolaj Jørgensen svæver rundt et sted mellem månen og grønsværen. Ground Control til Nico. Et par minutter er han nærværende, så er han væk igen. Men han er det bedste, vi har. I længden bliver det slet ikke nok til at true den midtjyske Evil Eyes (aka Riddersholm) og hans enerverende luftballoner.

Du så det selvfølgelig også, mand! Altid skarp som en barberkniv. Forsvaret der nærmest krakelerede overfor minimal hurtighed og pres, da Anton måtte udgå efter 20 minutter. Zanka dur med Anton, han dur ikke med Pelle Nilsson, og måske dur Pelle Nilsson slet ikke mere overfor angribere med en smule speed i tanke og ben.

På midten mangler boldsikkerhed. Det er år og dage siden vi sidst har set den. Vilje er der. Talent er der. Men fundamentet er skrøbeligt som et nylagt æg.

Tilbage stod Stephan Andersen i målet og blev dænget ind i byger af fjendtlige fadbamser og lightere i 2. halvleg. Han bliver ALDRIG en af vores egne… nix, men han er stadig sæsonens bedste. Som helhed betragtet. For FC København. Og han fik reddet vores røv, når vi forærede Brøndby de chancer, de ikke selv kunne skabe.

Den iagttagelse stod også glasklart tilbage: Brøndby var jo ikke en skid farlige. Ad egen kraft. Måske var det også hvad vestegnsikonet Agger havde luret under tusserne. Det kan sagtens give et akut ildebefindende, at erkende egen uformåenhed.

Derbysejr. Ja tak. Hånen er selvfølgelig tilladt. Men den smager allerede af tør fisk, hvis denne sæson skal følge sit deprimerende spor. Videre og videre til Esbjerg. Kl. 17 denne gang.

Giv dig blot tiden, min ven. Du fortjener det. Hæng lidt fast i søndagens sødme. Der er snart atter en hverdag forude. FCKTV har dokumenteret det hele i en usædvanlig video, der i de seneste dage har nået verdensberømmelse via USA Today og The Independent.

I øvrigt ganske velfortjent. Det er visuel poesi af den finere slags, hårfin i balancen mellem den umiddelbare glæde og kvalm selvfedme. Jeg behøver ikke andre ord end smuk i denne sammenhæng. Spot on!

En gammel ærkekøbenhavner, facebooks særlige Holmstrøm-profil (nej, det er ikke ham selv! Kun en god efterligning), bemærkede før derbyet…

Lad os håbe, at vi kan udnytte Brøndbys uopmærksomhed de første 20 minutter, hvor de stadig skal vænne sig til at spille på græs.

Den holdt næsten stik. Stikpillen til deres håbløse baneforhold ude vestpå. Vi kunne have ført 2-0 med lidt held og skarphed allerede efter et kvarters spil.

Den rigtige Holmstrøm har altid prædiket, at intet fodboldhold er bedre end sin seneste kamp.

Skal vi sammenfattende på den målestok sige, at FC København var både hæderlige og pænt gavmilde.

Københavnsk efterår

Nu falder bladene snart af træerne igen

Sejrens sødme smager altid lidt mere lækkert mod Brøndby. Så lad os endelig begynde der.

I søndags skete det igen. En overlegen sejr på 1-0.

Dog havde 3-0 givet et mere dækkende kampbillede. Sagt uden at være grådig.

Halvanden forkølet afslutning blev det vel til for vestegnsspillerne. Modsat fik København brændt 4-5 pænt store chancer, inklusive Corners stolpeskud langt inde i “romerlys”-overtiden.

Kampmæssigt ejede Brøndby de første 10 minutter ved at trille bolden rundt, derefter tog FC København mere og mere over. Men som hele dette forbandede efterår er det en særlig prøvelse at komme frem til de helt åbne chancer. Vores offensive koncept virker mindst lige så forkølet som modstandernes samlet indsats.

I pausen stod jeg med fornemmelsen, det bliver 0-0, og en pisse-ringe kamp i det hele taget.

Det løsnede med scoringen. Den blev vital, som sejren i det hele taget bliver. Forhåbentlig.

Jeg skriver med vilje “forhåbentlig”, for jeg troede også at sejren i Champions League-kvalen mod ukrainske Dnipro var et vitalt boost for Ståles nye setup.

4 dage efter leverede FC København den største hjemmebaneblamage i 10 år.

Guernica v2. Fra NK Gorica i 2004 til Hobro i 2014. Det var næsten på dagen for 10 året. 0-3 i Parken mod en flok skovhuggere, rejeplukkere, skolelærere, pædagoger og lokale brugsomdelere.

So long, Mary Anne! Jeg noterede mig at jeg ikke var den eneste der skred et kvarter inde i 2. halvleg. Det var ellers en smuk og behagelig sommersøndag tidligt i august. Men det var også en smuk og solvarm sommeraften dengang i 2004.

Siden har efteråret mest været pinsel med en alenlang landsholdspause, der blev skudt i gang af en underlig superligapause. Konstrueret af Divisionsforeningens turneringsudvalg. Sikkert i bedste mening. En fri weekend, der skulle hjælpe klubberne på vejen til europæiske gruppespil. Dvs. Aalborg og os. De 3 andre danske hold var allerede daffet ud i de indledende kvalifikationsrunder.

Både vi og Aalborg præsterede efterfølgende at tabe 0-4. I henholdsvis Leverkusen og Nicosia. Oprigtig talt, den frie weekend gjorde ikke den fjerneste forskel.

Og så stod man der. I søndags. #Aggermania min bare. De fik solgt billetterne på Brøndby Stadion, men giraffen forblev usynlig. Tatoo-sønnen fra vest var blevet skadet. Igen.

Istedet fik han sin genkomst i søndags – og det gik ikke så godt. Der var dem på pladserne ved siden af mig, der ikke end ikke registrerede at han blev skiftet ud.

Men han fik lavet et straffespark som aldrig blev dømt, kunne jeg se på tv-skærmen efterfølgende. Han flåede Cornelius omkuld ved et hjørnespark i 1. halvleg med ryggen til bolden. Indrømmet – det var det vist et af dem der sjældent bliver dømt.

På den længere bane tror jeg nu nok, at de skal få glæde af Agger ude vestpå. Selvfølgelig er det et scoop at få ham hjem i en relativ ung alder. Han bliver ikke deres mr 70%, han er trods alt en tand mere dedikeret. Men han bliver nemt mr 70 minutter. Grundet hans høje skadesfrekvens – hvilket dybest set nok også er årsagen til at han overhovedet valgte Brøndby.

Og så ikke et ord mere om #fucking_Agger, lige så lidt som #fucking_Hobro. 17 forskellige tv-stationer sender formodentlig direkte live tema-dokumentar om begge. I skrivende stund.

Sjældent har jeg været så glad for mit Netflix-abonnement som i de sidste par uger.

I søndags så vi Anton for første gang levere forsvarsspil som det han præsterede for 4 år siden. Glædeligt. Enigheden var ganske slående på mine rækker i Parken. Han var suverænt banens bedste.

Vi så også en Alexander Kacaniklic levere en middelmådig indsats, men han har potentiale til meget mere. Og det kommer. Manden var glimrende i Fulham og kan sagtens blive vores bedste sommertransfer (=lejemål i dette tilfælde). Sammen med stadig sprudlende Bengtsson på venstrekanten… jeg tør næsten ikke skrive det… men de taler samme sprog og kan hjælpe os igennem efteråret.

Ej overdrive, ej overdrive. Det nye projekt Ståle tærer i den grad allerede på tålmodigheden og det skal jeg, og andre, prøve at vænne os til. Træk vejret dybt, vi tæller… 1, 2, 3, 4, 5, 6… Og 7.

Syv mål i 8 superligakampe hidtil. For helvede det er tungt at se på. Reelt kunne det være nedrykkerpotentiale. Men der er ingen grund til at blive hysterisk. Ikke endnu. Vi fører vores Europa League-gruppe. Det er faktisk bedre end hvad langt større klubber som Tottenham præsterer.

0 mål i Beograd og 0 mål mod i weekenden hjemme mod West Bromwich. Og nærmest uden at skabe en eneste ærlig målchance.

Det begyndte ellers fornuftigt for mine engelske number one. Under den nye manager, Mauricio Pochettino. Sejre over London-rivalerne i West Ham og Queens Park Rangers. Vi blev alle grebet af et øjebliks hysterisk optimisme.

Et regulært fata Morgana, mand. Det var i stedet begyndelsen på et københavnsk efterår, som dukkede frem i horisonten. Lad mig skyndsomt parkere den der igen.

What Became of the Likely Lads

Tilbage til studiet, og 7 mål, og udgangspunktet, det var et sidespring, en fejl. Og Torino og Club Brügge kan ikke sammenlignes med hverken Galatasaray, Real Madrid eller Juventus, vel.

Jo, jeg ved, Brügge viste umenneskelig højt europæisk potentiale for 2 måneder siden, et helt andet hold end dem vi slog ud i Champions League-kvalen i 2012. Klasser bedre (… de slog for eksempel Brøndby 4-0…). Men alligevel…

Jeg varer mine ord. Ironi på skrift er en vanskelig sag.

Men der er de dage hvor jeg overvejer om jeg skal finde en anden branche.

De morgener hvor man bare er træt, inden man vågner. Cornelius sparker et ubehjælpeligt straffe, hvorfor ham igen? Nikolaj Jørgensen losser et frispark ud halvt mellem målstolpen og hjørneflaget, endnu et indlæg og ingen i feltet, Claudemir tør end ikke forsøge en afslutning 3 meter fra mål, Delaney med helt frit hovedstød lige i favnen på keeperen.

De aftener hvor det bliver mørkere og mørkere, og et par hyperentusiastiske NFL-drengerøve kan blive eneste dårlige undskyldning for ikke at gå i seng. Mens Stephan Andersen fumler med et harmløst indlæg og Zanka undervurderer endnu en forsvarsaktion og taber bolden under foden. Og Høgli scorer et halvt selvmål mod skolelærer/ejendomsmægler/lystfiskerholdet…

Tøv en kende! Samme Tom Høgli var faktisk til at holde ud at se på i kampen mod Brøndby. Det slog mig, da jeg cyklede hjem fra Parken.

Det bliver heldigvis snart vinter igen. Som altid. Årstiderne de skifter, baby, og sæsonen går sin egen gang. Nogle gange bliver den næsten alt for lang. Det gælder selvfølgelig både for stjerneræset & fuldemandssangen.

Sidstnævnte afslutningsvis og kortvarigt overladt til The Libertines, der væltede Vega tirsdag aften.

C5, Række 24, sæde 75

Bøfphan Andersen eller hans haters?

Så står man der igen. Samme række, samme sæde, og samme nye sæson. Det trækker unægteligt søm ud, at superligaen begynder bare en uge efter VM-finalen. Som altid midt i juli, midt i sommerferien. Ovenikøbet midt i en længere hedebølge.

Sidste lørdag aften var det så varmt, at man nærmest var taknemmelig for det sene kamptidspunkt til første hjemmekamp. 19.30. I Telia Parken.

Nyt sponsoreret stadionnavn. Moderne fodbold og alt det der.

Ikke at det kan hidse mig op længere. Det er dagligdag i langt større ligaer end Superligaen. Signal Iduna Park, Imtech Arena (det har været AOL for et øjeblik siden), for mig er de stadig Westphalen og Volkspark Stadion, nøjagtig som Parken selvfølgelig altid vil være Københavns Idrætspark.

Sådan cirka.

Onlineservice, inklusive kampprogram.

Navnet ‘Parken’ fungerer glimrende stadigvæk, og det bliver det nok ved med i mange år. Nu kan vi endda skrive det uden versaler. og i iøvrigt bare glemme at nævne teleselskabet. De skiftes sikkert ud om syv år alligevel.

Og det nye trådløse netværk fungerer. Indtil videre ganske upåklageligt og med god service. Nu får vi kampprogrammet på smartphonen i stedet og ja, jeg har overgivet mig. Hardcopy-udgaven i sidste sæson var en stakket frist. Det er moderne fodbold, vi taler om igen – det der.

Nede på selve grønsværen er vores ny indkøbte målmand, Stephan Andersen, allerede blevet et studie i sig selv.

Det er usædvanlig fladpandet stil at buhe af sin egen målmand, nøjagtig som det er at tilsvine ham på sociale medier. Hvilket højere formål skulle det tjene? Vi har vel en fælles interesse i at spillerne leverer på banen.

Jeg er muligvis naiv og tilhører definitivt den ældre generation, hvor man hylder princippet om at give folk fair chancer. Jovist, manden har spillet i Brøndby, og åbenbart udtrykt en lidt svulstig kærlighed til dem, da de var ved at rykke ud for et par år siden. Men i bund og grund er han vel lige så meget AB-mand.

Jeg kan huske hvordan Peter Møller engang i 1997 rendte rundt og sparkede til en FCK-kasket som Brøndby-spiller. Han fik da i det mindste en chance og blev mødt med humor og ironi. Ikke tåbeligt buheri.

Møller blev aldrig nævnt ved navn. Hans fortid var blakket, han var ingen ‘homeboy’. Derfor forblev han nummeret på sin trøje. Han fangede den ovenikøbet hurtigt og gjorde #32 til sit helt eget brand. I dag nævner vi ham selvfølgelig gerne ved navn, fordi han har været den suverænt bedste VM-vært på dansk TV.

Stephan Andersen – derimod – gjorde bestemt ikke sin egen sag nemmere på sin debutaften i Parken. Det var nærmest et historisk pinligt drop, som nær havde foræret Farum noget som de ikke havde fortjent.

Det var tydeligt, også oppe fra tribunen, at hans tanker gik fra det enkle, at ville gribe bolden, til at forsøge at bokse. Det endte i et af de mest tåbelige målmandsindgreb som både Idrætsparken, PARKEN, og Parken endnu har set.

Ironisk for manden spillede han en glimrende kamp frem til Lurpak-smutteren. Han gjorde præcis det, som han formodentlig er købt for. Spillede stærkt med fødderne langt ude i sit felt og lå som en ekstra sweeper bag forsvaret, som Manuel Neuer beherskede på verdensmesterniveau for tyskerne. Alt det som Wiland ikke helt formår.

Smør på fingrene og Ståle som terapeut. Stephan Andersen fik ødelagt lidt af festen mod Nordsjælland, men foreløbig har han opbakning. Fin kamp i Ukraine onsdag, gentaget lørdag i Slagelse. Men han skal ikke lave mange flere numre i Lurpak-skalaen, før jeg også melder ind i det moderne kor af “Young Haters” på tribunerne.

Putin i Kiev? Synoptik anbefales!

Onsdag var det Champions League. Kvalifikation. 0-0 i Kiev. I sikkerhedsafstand til borgerkrigen i de østlige regioner.

Men langt fra i sikker afstand til en gruppe lokale nationalister, der overfaldt den lille flok af københavnske fans og fik dem drevet ud af deres stadionafsnit. Angiveligt fordi københavnerne havde medbragt et banner med den russiske præsident Vladimir Putin. Sådan lød en af de tågede forklaringer efterfølgende.

Den forknytte mand hos Urban Crew. Jeg kender ikke historien bag deres logo, men det har været fast inventar i Parken i 8-10 år eller mere, og jeg kunne sagtens finde mere vellignende Putin-tegninger. Lidt for høj i panden, ikke! Og hvilken interesse skulle en flok københavnske fans have i at hylde Putin. Ingen.

På den anden side. For et halvt år siden blev en træningskamp i Stockholm mellem svenske Djurgården og Union Berlin afbrudt på grund af tilskuerballade. Nogle svenskere syntes at det var sjovt at hylde STASI med bannere. De tilrejsende Union-fans blev rasende. Deres DDR-historik er knyttet til modstand og kritik mod det kommunistiske regime. Min ungdoms punkdronning, Nina Hagen, er selvfølgelig Union-fan og har lavet den officielle klubsang. Den gamle stasi-leder, Erich Mielke, hadede “folkets klub” Union, de var alt det som hans eget Dynamo ikke var. Populære.

Det er også moderne fodbold! Hjernedøden breder sig uden for banen. Overfaldet i Kiev. Gu var der ingen provokationer. Nogle lokale tumper søgte bare desperat efter en undskyldning.

På selve grønsværen spillede vi for et gangbart resultat til Parken. 0-0. Det blev også et resultat som formodentlig passer ukrainerne fint inden returkampen på onsdag i Parken.

Et halvt ukrainsk landshold. FC Dnipro. Ståle lyder nærmest overdreven optimistisk med sine 50/50-vurderinger på videre avancement. Ukrainerne har det fint med kontra-bold og kampbilledet fra første kamp bliver næppe anderledes onsdag aften.

8 nye spillere i sommerens transfervindue nåede lige at blive til 9 inden kampen i Ukraine. Mikael Antonsson vendte hjem, som hans gamle makker i midterforsvaret, Matthias Zanka Jørgensen, gjorde for et par uger siden.

Andersen, Høgli, Mussis, Bashkim, Amartey, De Ridder, Nilsson, Zanka og Anton. Bortset fra den skadede Mussis har de alle fået spilletid i sommerens 4 første kampe. Med ganske svingende resultater til følge. Svagest har hidtil stået den norske højre back, Tom Høgli. Han har haft det svært, skal vi sige det sådan. Kraftigt understreget i denne weekend mod Slagelse, hvor Ståle tog ham ud i pausen.

Mest lysende har ghanesiske Daniel Amartey været som oprydderen på den centrale midtbane. Knægten er 19 år og spiller erfarent som en på 29. Et scoop snuppet for næsen af Brøndby. Hans præstationer forfølges pænt af den nye viceanfører, Pelle Nilsson, der har set stabil ud i forsvaret. Sådan cirka. Men det fungerede med Zanka i sidste uge.

#Homeboy

Anton fik allerede gendebut i denne weekend. Det blev til en elendig første time i Slagelse. Vi var vist mange der ikke helt forstod hvorfor bedste mand i Parken for en uge siden, Zanka, skulle bænkes i Slagelse. Rotation, restitution, få alle mand i spil, vil Ståle formodentlig sige.

Zanka. Hvilken fornøjelse det var at se ham tilbage i Parken i lørdags. Det var ikke til at se, at han havde været i Eindhoven i 3 år. Stort set uden at spille en kamp. Og den hvide trøje klæder ham. Også med lange ærmer på en tropisk sommeraften.

0-2 blev til 2-2 i Slagelse. Den værste katastrofe blev til en forkølet genkomst og samlet set har vi vel fået en typisk “Ståle-start” på sæsonen. 1 sejr og 2 uafgjorte i ligaen. Med 9 nye spillere og med fokus på FC Dnipro og den europæiske kampagne. Umiddelbart kan jeg kun mindes 2010-sommeren, som en sæson hvor vi bragede afsted fra begyndelsen. Fra Ståles første trænerperiode i klubben. Men det var en anderledes stabil tid.

Under alle omstændigheder er det allerede bedre end sidste år. Vi ligger ikke sidst efter de første 3 runder i ligaen. Moderat optimisme er stadig på sin plads.

Og nu lidt musik. Lana Del Rey er total Pop Noir og det nye album Ultraviolence er langt mere helstøbt, mørkt og henslæbende end forgængeren.