Snow City (remastered)

Sne over Suffragette City

De siger, at andefuglen er løs igen! Historien hastede som en halsbrand ud over den nøgne by og skabte sekunders anspændthed og begyndende mavesår. Et par øjeblikke og fem. Mere blev det ikke til. Snart efter stod det isnende klart i januarkulden.

Anden havde allerede brændt sin sidste halefjer i Snow City i dagene inden min ankomst, og i aftes havde de spændt ham fast til tønden nede på Promenaden. Han havde pustet sig op og ville dele rygter med de store, men manglede format og evne og spillede i stedet falsk for at tildække sine løse kilder.

De tunge drenge i branchen sporede ham hurtigt og gjorde processen kort. De siger at der blev klippet vinger og prikket øjne og man tror dem gerne. Det var et grusomt syn der mødte de få fremmødte da de fiskede ham op fra den tilfrosne sø. Anden havde foretaget en sidste mavelanding og taget sin rablende paranoia med sig i opløsningen. Der var hverken hoved eller hale på ham mere.

Da jeg ankom til Snow City hen på eftermiddagen, cirkulerede historien om avisanden allerede flittigt. Der var tilfredshed og en vis skadefryd over alt i den bidende kulde. Han havde længe været et eftersøgt skadedyr, han hører ikke hjemme på disse seriøse breddegrader, mumlede folk igen og igen, og de tunge drenges ekstermination blev anset som sundhedsfremmende for hele byen.

Rygtespredningen havde længe været et problem, den kostede på alle fronter, kolde som varme, og alt for mange endte med at have noget i klemme. Det var en alvorlig situation, og den havde udviklet sig over tid. Ingen brød sig om den, heller ikke strømerne.

Men de måtte alligevel tage sig af den utaknemmelige oprydning og nu skulle stumperne fra fuglen samles og sendes videre til undersøgelse og formodentlig en slags verifikation på det sædvanlige sted ude vest for byen. Et sted hvor de gerne pustede sig op, påkrævede sig patenter med henvisning til glemte begivenheder for både 20 og 30 år siden.

Nej, jeg var langt fra tryg. Byen var endnu ikke faldet til ro oven på andefuglens endeligt. Denne by gjorde mig aldrig tryg.

En lettere korpulent politiuniform vraltede frem og tilbage på Promenaden og udstak ordrer. En ondskabsfuld lille satan som jeg kendte fra tidligere besøg i Snow City. Han fór frem mod mig, da jeg ankom.
“Hvad fanden vil du her, undermåler! Der er ikke en skid at fortælle!”
“Jeg følger blot med strømmen og lugten!”, svarede jeg og rettede på hatten, mens jeg demonstrativt gjorde min iPhone klar. Han gloede arrigt på den og stak en finger i mit bryst.
“Okay, rygtesmed! Jeg vil give dig en ting. Anden var en byld, en af den slags som denne by har for mange af. Nu er han væk. Ergo har denne by en byld mindre at bekymre sig om. Det gør mig egentlig glad. Men først en gang i aften. Når ingen kigger med og jeg er alene under dynen!”
“Intet at fortælle, hva’!”, udbrød jeg og fiskede en smøg frem og stak den skævt i munden. Strøg en tændstik på hans krave.
“Få ham væk fra afspærringerne!”, skreg han og dirigerede mod et par menige uniformer, der lignede nogle som havde nikket hinanden gensidige skaller i alt for mange år. Jeg fortrak frivilligt.

Min ankomst til Snow City havde i virkeligheden intet med ænder at gøre. Der var blot tale om kolliderende begivenheder. Et fugleperspektiv kunne man sige. Som fra en and til en Falk. To fænomener som tilfældigvis tilhørte samme uge af tilfældigheder og brud på hverdagsrutiner.

Hello Spaceboy! Are you happy now!?

Men sådan var Snow City. Man vidste aldrig hvad der skete, før det var sket. Selv i en tid hvor byen burde være fyldt med den største forudsigelighed af alle, indkranset som den var i kedsommelige bortforklaringer fra kedsommelige partier med kedsommelige politikere, måtte det gå som det gik.

Jeg traskede bort fra fugleresterne, pulsede eftertænksomt på smøgen. Et sted fra et åbentstående vindue spillede nogen David Bowie, og jeg stoppede et øjeblik, lyttende, og tændte en ny smøg ved at stryge tændstikken på en forbipasserendes ærme. Time takes a cigarette, puts it in your mouth…

De siger, at ham den lille mørke er blevet solgt og erstattet af noget lysere fra den anden side af sundet, der deler Snow City. Den var måske ikke helt korrekt, selve historien, men man følte sig på sikker grund. I Snow City. Der blev værnet om kulturen – særligt i nærområdet. Det var den tryghed som flertallet af borgere drømte om.

Jeg bebrejdede dem sådan set ikke. Det havde aldrig været nemt, der havde været andre og værre begivenheder end andefuglens endeligt inden for de sidste uger. Det havde været som en hel verden af ubehagelige konsekvenser, havde forstyrret kulden og stilheden bag de obligatoriske snefald.

Vi er i krig, skreg man, de vil ødelægge os. Dem, de, de andre. En hel kultur funderet på farseret grisekød begyndte at vakle – vi går til grunde. Jeg standsede et øjeblik, foran et vindue, måske var det samme sted jeg hørte Bowie fra tidligere. Jeg havde gået rundt om mig selv. Måske. Min iPhone havde svigtet, batteriet havde fået forfrysninger i vinterkulden. Jeg stivnede og kiggede ind igennem ruden, og forsøgte at se klart.

Ohhh, Wham Bam Thank You Ma’am!

Jeg lagde hovedet på skrå og rettede på hatten, en ung kvinde standsede tæt på og studerede det samme vindue.
“Det er synd for ham!”, udbrød hun.
“Sådan er det med ensomme mænd.”, sagde jeg og skoddede smøgen, og gik ud fra at hun mente ham Bowie bag ruden. “Det er altid synd for os!” Hun vendte sig langsomt mod mig. Hendes knaldrøde læber duggede et øjeblik i frosten og hun skød demonstrativt brysterne frem, mens jeg rykkede nærmere. Skæbner mødtes i januar aftenen, skind mod skind, flæsk mod flæsk, selvfedme mod selvfedme.
“Gi’r du en smøg?”, sagde hun. Jeg rakte hende en og bevilligede en anden til mig selv. Da jeg strøg tændstikken mod hendes håndtaske, sprang hun tilbage og forduftede helt i den forfrosne og sølle luft. Sådan noget sker bare for os hvide europæiske mænd.

Det er vores skyld. Altid. Men jeg fik min ild fra hende. Der er nok dem der vil se det som et overgreb, det med ilden. Men jeg spyttede tungt i stedet. Det måtte ud.

Og sådan var det her i Snow City. Alt må ud. Til det helt forsvinder. Det løb som ugers og måneders spyt og bræk og ligegyldigt ordskvalder i en rendesten mellem dig og mig, og mig og dig. Også succes og smukke øjeblikke. Men hvad der en gang forsvandt, kommer måske tilbage en dag.

Men det ligger ikke lige bag næste hjørne. For det var sådan set et andet sted det hele skulle begynde. Jeg forsøgte at praje en taxi og efter to-tre forsøg lykkedes det. Free-Kurdistan nattaxi, de kalder ham vist bare Muhammed på disse kolde kanter. Endnu en af dem – de der fremmede der alle er ens.

Jeg sad demonstrativt på bagsædet, mens vi kørte igennem gader og atter gader, sener i metropolens store muskel, det var Snow City, mand, neon og glitter der spejler sig i frosne pytter, forbrugets helvede og materialismens mekka. Kulturen som alle hader og alle vil have sin del af.

Det var blevet tid til en smøg. Tændstikken strøg jeg over Muhammeds bare nakke. Han hostede og svovlede og var nær kørt over fortovskanten, men jeg lænede mig mageligt tilbage som i en nærorientalsk hash-rus. For radioen spillede The Thin White Duke, ja ham igen, og om lidt ville jeg stå ansigt til ansigt med det som var den egentlige grund til min ankomst her i Snow City.

Men baren var der ikke længere. Muhammed vidste det. Alle vidste det. De havde lukket den ned for næsten 10 år siden. Jeg var et øjeblik i vildrede. Nogen havde taget mig ved næsen og lokket mig ind i fælden. Det er ham igen, var min første tanke. Ham bartenderen fra dengang. Den lille fede med skægget, ja, ham igen…

Jeg nåede knapt at tænke tanken til ende, i samme øjeblik brændte min smøg ud. Alt gik i stå. Jeg så skyggen. Han kom gående imod mig.
“Så er vi tilbage igen, makker!”, skreg han, “Du forsøger at stjæle det hele!”
“Det er stadig dig der fortæller historien!”, vrissede jeg.
“Begynd ikke på det pis igen. Verden ser anderledes ud nu. Vi er begge blevet ældre. Der er krig, terror og ødelæggelse allevegne omkring os.”
“Hvad helvede skulle jeg lokkes her til Snow City efter?”, jeg dirrede indvendig og fumlede en tændstik frem. Jeg var blevet holdt for nar af dette fedladne fjols. Han havde ringet til mig igen, han havde lokket mig til denne snetunge by, og tændstikken ville ikke tænde.

You better not mess with Major Tom

For fanden da! Og nogle spillede Bowie igen. Fra et eller andet sted. Det lød fjernt men jeg kunne ikke undgå at høre sangen.

This way or no way
You know, I’ll be free
Just like that bluebird
Now ain’t that just like me

Den fedladne var helt upåvirket. Han rodede i sin frakkelomme, musikken kom fra en iPhone, der var identisk med min. Dette sker ikke, det sker ikke. Jeg har styr på mig selv. Vi stod ansigt til ansigt. Den forbandede tændstik, min hånd rystede, jeg trængte til den skide smøg. Intet virkede og det var ikke bare kulden.

Jeg forstod det pludselig, jeg var ved at blive hans alter ego. Han kontrollerer mig. Jeg er ingenting. Ikke mere. Smøgen ligger på fortovet, tændstikken ligger på fortorvet. Rock’nroll Homicide.

De kalder mig Ziggy S. nu – eller stjernemanden. Eller noget tredje.

Og der er heldigvis altid musikken! Den forbliver der altid.

Fornuften kalder

Reality checking?

Da jeg sad i flyet på vej hjem fra Spanien og caminoen for knap en måned siden, hørte jeg seneste podcast fra den genopstandne fanradio, der ikke længere hedder Løvetimen. En hel time dedikeret til FC Københavns nyeste storindkøb, Federico Santander, der knap nok var blevet bekræftet på det tidspunkt. Værterne nørdede herligt i en snak om sydamerikansk fodbold og lange analyser af mandens formodede kvaliteter.

Det blev – på en eller anden måde – min indgang tilbage til virkeligheden og København. Reality check-in.

Jeg har været langt borte fra Parken og FC København. Så kun en eneste kamp på tribunen i hele foråret. Brøndby-kampen i marts. Resten af foråret var jeg væk i en blanding af mental og fysisk fravær.

Så langt væk at jeg faktisk overvejede om det var ulejligheden og pengene værd at gentegne sæsonkortet.

Det har jeg dog gjort. En gylden nedgradering fra platin. Lokket af en spirende optimisme på den nye sæsons vegne – man falder sgu i den gryde hver gang.

Og dog. Denne gang synes der alligevel at kunne være korn af substans. Mens jeg vandrede rundt i det nordspanske og forsøgte at finde noget og nogen og ikke mindst mig selv, tikkede nyheder og sms’er ind hjemmefra.

FC København handlede usædvanlig fornuftigt ind. Et særdeles velforberedt transfervindue, spillere blev signet langt inden sommerens forberedende trænngslejr, spillere af den rigtige kaliber. Vi har ikke været vant til den slags.

Fornuftige indkøb. Kasper Kusk, Peter Ankersen, slovenske Benjamin Verbic og paraguayanske Federico Santander. Alle spillere til offensiven. Også Ankersen selvom han som udgangspunkt vel skal ses som højreback. Der er talent og perspektiv. Både Kusk og Ankersen er velkendte fra superligaen – begge med landsholdspotentiale.

Verbic fik en fornuftig debut forleden i euro-præmieren, en 21-årig gut fra det slovenske landshold, der virker som han lynhurtigt har taget København til sig. Offensiv allround og med et godt drev.

Jeg så kampen mod walisiske Newtown med et halvt øje på TV. Indtrykket var overvejende positivt mod en svag modstander. Selvom de brændte chancer hurtigt blev et dræbende deja-vu.

Men skal man tro den nye træner, Petter Wettergren, bliver der arbejdet anderledes med offensiven på træningsbanen (igen en utrolig fornuftig forstærkning af trænerstaben Man kan næsten ikke få luft!) Og indkøbene er i den grad til det.

Den store satsning er Santander. Angivelig pris 23 millioner. Frisk fra Sydamerika til København. Det eksperiment gik helt galt for et år siden. Men Santander virker godt udtænkt, åh jo det er sandelig hørt før. Forhåbentlig har han hovedet bedre med sig end Franco Mussis. Positivt i hvert fald at Mussis-floppet ikke har afskrækket manager Ståle og hans team fra at handle direkte på det sydamerikanske marked.

I det samlede transferbillede hører også sommerens afgange. Gislason skulle videre, de Ridder havde fået sine chancer, umiddelbart anså jeg kun Christian Poulsen som et ærgerligt tab. Med sin erfaring og sine spoiler-kvaliteter på midtbanen.

Men det var kun indtil fredag aften.

WILLIAM! Det drønede straks med tweets fra fanarrangementet i Imperial-biografen, da han blev præsenteret. Ståle havde i dagene inden luftet, at der nok ville komme en spiller mere. Men det kom alligevel som en bombe – i hvert fald for mig.

Han er tilbage, i sin gamle trøje. Næsten! Nummer 6 var Claudemir. Men forhåbentlig med endnu et par lykkelige københavnske fodboldår i sig.

Ægte KBH!

Han var indbegrebet af 2010-holdets ånd. Ikke som stjernen, men som et bundsolidt omdrejningspunkt. Og måske i virkeligheden det største tab i sommeren 2011, da holdet mere eller mindre smuldrede og forsvandt ned i Europa.

William Kvist. Jeg blev hamrende lykkelig – og så er vi tilbage ved den spirende optimisme der i en fredag aftens brandert nærmest kogte over.

Man skal passe på med den slags, det siger mere end 20 års erfaring fra livet på tribunerne mig. Men for fanden… det ser jo fornuftigt ud. Det gør det. Bestemt.

Det var også fredag aften, at trøjen kom. Endelig!

De blå-sorte striber. Den nogle af os har haft hede drømme om i mange år. Rigtig mange år. For hvad fanden er mere oplagt end at tage de klassiske striber fra moderklubberne og smelte dem sammen. Så oplagt at den selvfølgelig har haft sin egen facebook-side.

Hvorfor skulle vi vente så længe på den andentrøje? Der har været nogle spæde forsøg. Tværgående blå-sort vel nærmest lidt sympatisk. Men for rugby-agtigt. Rigtige fodboldstriber er på langs. Man kunne bare skele til serie A og Inter for at se hvor smukt kombinationen af blå og sorte striber kunne tage sig ud.

Åbenbaringen… eller i hvert fald en begyndelse

Jeg aner det ikke, hvorfor det har været så svært at designe den trøje. Og vi kommer desværre til at vente lidt i endnu på den anden halvdel.

Jeg har ikke set trøjen endnu, men så vidt jeg har kunnet tuske mig til, er ryggen helt blå. Man har ikke ført striberne igennem.

Forfanden mand! Vi skal åbenbart holdes på pinebænken. Nøjagtig som sæsonpræmieren der skulle udsættes – på grund af et svensk orienteringsløb.

Men vi tror på det. Det gør vi. Den henholdende optimisme. Der bliver forhåbentlig spillet fodbold på søndag i Esbjerg og en dag ser vi måske også den helt rigtige blå-sort stribede trøje.

Nøjagtig som mesterskabet da bestemt virker som en fornuftig målsætning. I øvrigt i den sidste sæson inden Superligaen udvides til 14 hold og skal belemres med et slutspil.

Uden at ville røre den snak yderligere, det bliver en anden gang, kan jeg bare konstatere at DBU til slut valgte den mindst ringe model.

Og for at bevare optimismen. Der er ikke langt fra 14 til 16 hold – når det nu skal være. Og så kan man sløjfe slutspillet igen og spille 30 runder. En gang hjemme, en gang ude. Helt klassisk som et par gamle fodboldstriber.

Eller løber det af med mig…

7, 11 og noget mere

Tweets

Transfervindue. Man svælger i rygter, de driver ad ned ad digitale vægge som tårer ad en lastefuld fure, en sivende journalistgråd i ud natten.

Man kryber rystende ud over sengekanten, vifter tungt andefuglene væk og griber i stedet efter cola, panodil, og nattens sidste absolut tweet. Har du læst det, mand!? Har du set det?

Det er overstået nu. Det er blevet februar og over det meste af verden klappede vinduet i ved midnat fredag.

Sverige og Norge er undtagelser. De holder åbent to måneder mere, men er kun marginalt interessante og mest fordi de er en sidste salgsmulighed for overskudslageret.

Status i FC København: 3 mand ind, det faktiske regnestykker hedder dog 1 mand og 2 i mente.

Forskræppet på den grangiveligt største transferbombe herhjemme kom forleden.

Andreas Cornelius vil blive hentet tilbage til København fra walisiske Cardiff. Angivelig med et prisskilt på 27 mio. I betragtning af at salgssummen for et halvt år siden var omkring de 72 mio, må det siges at ligne en ganske god forretning.

… og tweets

Er man lidt lidt i kvik i betrækket og det er vi naturligvis dagen efter handlen er endeligt bekræftet, kan man tale om et ganske givtigt lejemål.

Reelt har Cornelius ikke spillet mange minutter i Premier League – vel kun hvad der svarer til halvanden kamp på 7 måneder.

En længere skadespause gav ham en skæv start på hvad der ellers tegnede lovende.

Han er en typisk skandinav forstået på den måde, at han passer meget godt ind i engelsk fodbold. Han passer til vores spillestil, men han passer også ind uden for banen. Den måde, han taler på. Bare den dreng, han er. Han lærer stadig, men vi er sikre på, at vi virkelig har et virkelig godt talent her

Citatet er fra hans manager Malky Mackay. Det vil sige tidligere manager. Mackay blev fyret mellem jul og nytår efter længere tids kontrovers med ledelsen, og erstattet af norske Ole Gunnar Solskjær.

Samme Solskjær tabte hurtigt tålmodigheden med Cornelius. En halvleg forleden. Meget mere blev det ikke til.

Endnu kortere var lunten formodentlig hos den pengetosse der ejer Cardiff – malaysiske Vincent Tan (manden har bl.a. beordret både klubfarver og -logo ændret for at de bedre kunne afspejle den walisiske sjæl – 100 års blåt blev rødt for 2 år siden).

Sandheden om Cornelius er nok, at han aldrig skulle have været solgt. Han kunne sagtens have spillet et par sæsoner mere i Superligaen. 20 år gammel og en enkelt bragende succesrig sæson. Der var plads til mere.

Men når Cardiff, Mackay og Tan var gale nok til at smide 72 mio for knægten i sommers, kunne FC København umuligt ikke sige nej.

Han er tilbage og det er rigtig godt. Formodentlig uden det store ridser, men med lidt flere dun på brystet. I det der nu er blevet en rekordhandel. Superligaens dyreste spiller.

Jovist. Men jeg føler det egentlig bare, som han er kommet hjem. Det gør han forhåbentlig også selv.

Genistregen bag handlen giver jeg gerne til sportsdirektøren i denne sag. Godt set, Carsten V! Han fortjener lidt ros. Han har ikke haft det nemt de sidste par år, jeg har heller ikke altid været lige flink ved ham.

Det meste af januar havde været fyldt med Tippeliga, Ålesund-tur og den “norske” marokkaner Abderrazak Hamdallah. Angiveligt krævede nordmændene 25 mio for ham – om København var klar til at smide beløbet, vil stå hen i det uvisse.

En snarrådig CV fik sadlet om. I sidste uge, formoder jeg. Nordmændene blev sat på stand-by, da der pludselig åbnede sig døre i Wales, som ingen havde turdet at håbe på. Tan-tossen og Cardiff ville gerne handle med os igen.

Her kan vi så slå stregen. Cornelius bliver forårets eneste forstærkning og tager med på træningslejren i portugisiske Algarve. Truppen er yderligere suppleret med 19-årige Mads Aaquist fra akademiet. Han har været inde omkring førsteholdet tidligere – som højreback i et par træningskampe sidste vinter.

Højreback bliver en af de udfordrede positioner i fremtiden. Lars Jacobsens kontrakt udløber til sommer og spørgsmålet hvor mange flere sæsoner han har i sig. Det er formodentlig derfor at vi allerede har lavet en aftale med norske Tom Høgli. En potentiel afløser. Han kommer til sommer fra Club Brügge på en tri transfer.

En overgangsløsning. Christoffer Remmer bejler også til pladsen – som Aaquist.

Ny 7’er – argentiner i sneen

Aftalen med nordmanden druknede nærmest i hele hypen omkring endnu en sommertransfer.

Franco Mussis. Den 21-årige argentinske midtbanemand, felt-til-felt-spiller, i følge Ståle, er vinterens suverænt mest eksponeret i københavnske kredse. Pris angiveligt omkring de 15 mio.

I ugevis har vi nærmest været med direkte online ved forhandlingsbordet i La Plata, myriader af tweets fra lokalkendte journalister, videresalgsklausul på 15% eller blev det 20%. Det virker heller ikke som hverken agent eller bestyrelse har holdt sig tilbage.

Derefter fulgte vi Mussis til lufthavnen, fik ham checket ind, fik ham boardet, fik rapporter om han var til kylling eller okse på flymenuen, sikrede at han mellemlandede efter tidsplanen i Frankfurt, og modtog ham i Kastrups bidende kulde onsdag eftermiddag.

Alt er gået efter planen. Rundvisning i Parken, besøg på Peter Bangsvej, lægetjek bestået, første autografer skrevet. Han taler selvfølgelig ikke et ord engelsk, men smiler venligt, og bruger en svulstig retorik der nok skal gøre ham populær hos store dele af den københavnske fanskare.

God ved børn og dyr!

Bemærkelsesværdigt at klubbens hjemmeside, ja naturligvis www.fck.dk,  bestemt ikke har holdt sig tilbage i løjerne.

Udmeldingerne omkring handlerne, ikke bare Mussis men også Cornelius, har været sjældent skråsikre denne gang. Selv dage før de var lukket og officielt bekræftet.

Ny stil – måske har CV fået selvtilliden tilbage og er ligefrem blevet en anelse kålhøgen (som salig Holmstrøm ville sige det!)

Jeg skal undlade at tolke videre. Så længe handlerne går hjem, er det fint nok at være lidt på forkant med bagkanten.

Overblik februar 2014: Ragnar Sigurdsson, Cesar Santin, og Marvin Pourie er væk. Sidstnævnte dog kun udlejet i foråret til belgiske Zulte Waregem. Michael Jacobsen er solgt til Esbjerg, efter endt lejemål i Farum. Samme Esbjerg vil ikke røre Pape Diouf længere – han skal nu forsøgsvis afskibes i det skandinaviske vindue i stedet. Formoder jeg.

Til sommer udløber kontrakterne for følgende spillere: TK, Bolaños, Braaten, lejesvenden Margreitter og allerede nævnte Lars Jacobsen. Læg dertil at Pierres kontrakt udløber januar 2015.

I det længere perspektiv kommer vi tilbage til de udfordrede positioner på banen. Mest akut bliver i skrivende stund venstre back og det centrale forsvar.

Desværre glippede forsøget på at hente Zanka hjem i dette vindue. Den virkede meget tæt på og skal man tro snakken, var det PSV Eindhoven der trak sig og smed handlen på køl. Indtil videre. De fik ikke den spiller, de ønskede sig som erstatning.

Fra københavnsk side lignede det ellers et fornuftigt køb og var den blevet landet igår eftermiddags, havde jeg gerne taget en runde med armene jublende i vejret. Jeg har stadig en god fidus til Zanka, og han kunne have lukket noget af hullet i forsvaret efter Ragnar.

Med andre ord lignede det et særdeles godt vindue. I stedet blev det moderat. Alene fordi det altid er irriterende, at vi skal vente et halvt år på 2 nye spillere.

Dernæst er jeg pænt usikker på centerforsvaret. Margreitter og Stadsgaard har ikke været i nærheden af Ragnars niveau. En skade til en aldrende Mellberg, vil gøre at vi ser meget tynde ud i bagkæden.

På den anden side er der rigelig tid nu. Det centrale forsvar og venstreback må stå øverst på listen. Zanka eller ej.

Erfaringerne på det sydamerikanske marked denne vinter viser i hvert fald, at den slags tager tid dernede.

… det længste forhandlingsforløb i mine godt 7 år på posten… (Citat: Carsten V.)

Der er vældig mange interesser involveret i argentinske fodboldsspillere. Men en venstreback kan passende hentes på de kanter.

Man har kontakterne dernede, har åbenbart scoutet solidt markedet i de lidt mindre klubber i Primera División. Klubber med unge talenter og klubber som vi realistisk kan handle med. Og rygterne løb jo lystigt igennem januar-vinduet, der har været andre spillere i kikkerten fra omegnen af Buenos Aires.

Ræk mig flasken med vin

Det er min trofaste ven
Min krykke, min medicin

Hverken solsort eller forstærker

Det er sgu lidt svært, når tingene skal begynde på denne måde.

2014 tegnede ellers til at ankomme som årene har haft for vane de sidste par år. Samme procedure og alt det der. Men det nåede aldrig så langt, et hjerte svigtede pludselig. Helt uden grund, helt uden forvarsler.

Dødsfald i den nærmeste familie, hedder den tekniske term.

Reelt mistede jeg min storesøster dagene mellem jul og nytår. Bisættelse forleden fredag. Fra hjertestop til hjertesorg, der er kortere end man aner. Hun vågnede aldrig fra sit koma og sov ind en uges tid inde i det nye år. 61 år gammel.

Det kan gå fandens hurtigt i den virkelige verden.

Vær velkommen, du Herrens sår. Vi er i gang igen. En smule mere forkrøblede, en smule mindre naive, grinet er forlængst forstummet og sendt på plejehjem.

Lyset skifter og vandene stiger
Nu kommer kulden
Og fjernsynet fortæller at mit land er i krig
men ingen tager notits

Flasken med vin, ja. Jeg har haft den sang i hovedet et par dage. Olesen-Olesens ‘Ræk mig flasken’. Det passer bare, rammer mig ind. Har klæbet sig fast. Alt det der og deslige.

Egentlig er det meget passende at sangen hverken er tilgængelig på youtube, spotify eller lignende medier. Den kan simpelthen ikke streames, den stammer fra en anden tid.

Den kan derimod blive et støvsamlende klenodie i et hjørne. Hvis du ulejliger dig og får fingre i cd’en. Den hedder “Solsort og forstærker” og er fra 2005.

Olesen-Olesen eksisterer i øvrigt heller ikke mere. Rent musikalsk. Den ene af brødrene blev efterladt i et andet band, Peter, det er ham med teksterne, den anden er vist nok… ja jeg ved egentlig ikke, Henrik, han spiller nok guitar et sted derude.

Fred være med dem begge. De lavede en vidunderlig stribe af skiver fra 1997-2007. Helt og aldeles overset af de fleste, men immervæk nogle af de fineste arvtagere efter CV Jørgensen ud i danske sangtekster.

Jeg takker dem personligt for ordene. Sammen med Nick Cave’s dugfriske studiekoncert “Live from KRCW” og et par flasker rødvin har de hjulpet med at gøre januar lidt lettere til mode.

Så ræk mig bare flasken, mand, jeg kender dens blide facon ganske godt!

Det bliver hverdag og den slags skal man selvfølgelig lære at holde af. Igen. Ud over en halvsløj Bruce Springsteen-udgivelse, som jeg ikke har orket at bruge tid på endnu, er der også et åbent transfervindue der skal dækkes.

Det passer ikke sig selv. Tværtimod.

Der er en tsunami af rygter, og med københavnsk vinkel er det blevet en hel sæbeopera fra Buenos Aires. Jeg har ikke tal på hvor mange gange forhandlingerne er brudt sammen, for at så blive genoptaget, for derefter kategorisk at bryde sammen igen.

Tillad mig foreløbig at konkludere: FC København er på det argentinske spillermarked. Det bekræfter vores ellers ganske fåmælte sportsdirektør selv:

“Vi har nu fået opbygget et netværk i Sydamerika, hvor vi føler os på sikker grund. Vi føler os trygge nok nu til at kigge på specifikke spillere der, og nu er det så Argentina, der nævnes, fordi der er en konkret sag”

Den konkrete sag hedder Franco Mussis. En 21-årig midbanespiller fra La Plata-klubben med det vilde navn Gimnasia y Esgrima (Gymnastik- og fægteklub, lyder som en lidt mere sexet variant af århusianernes gymnastikforening). Han sparker som en hest og går lokalt som et ganske stort talent. Meget mere ved jeg så ikke. Det gør de fleste andre på vores breddegrader næppe heller.

Efter sigende har der været kontakt siden december, hvilket indikerer at Carsten V. (formodentlig godt understøttet af Ståle) har forsøgt at arbejde langsigtet frem mod transfervinduet.

Succes’en er foreløbig til at overse. Det behøver jeg vist ikke understrege. Tålmodigheden er ved at være tyndslidt blandt en del af os. De sidste par vinduer står i ganske frisk erindring og de givtige indkøb har i den grad været til at tælle på en hånd, ja, nærmest med een finger.

I kølvandet på Mussis er dukket andre navne op. Lucas Rodriguez, 20-årig venstreback fra Argentinos Juniors. Vi bliver i Buenos Aires-området, men rygtestrømmen har været mere lavmælt. Selvom spottet virker helt logisk. Pierre Bengtsson behøver en afløser – formodentlig ganske snart.

Hvis CV lander 2 argentinske U-landsholdsspillere, så tilgiver jeg ham det tabte mesterskab i 2012 også. Lad det være sagt.

Jeg tror så ikke en skid på, at det sker. Bare 1 er vist tvivlsom.

I den underløbende strøm af rygter har det også svirret med forsvarsrygter om Muhajyllands Erik Sviatchenko, selvom det ellers pure benægtes af Ståle.

En islænding mindre!

Umiddelbart skulle han ses som erstatning for solgte Ragnar Sigurdsson. Ærgerligt! Det russiske tilbud blev åbenbart for højt.

Ragnar var et af efterårets lyspunkter. Jeg havde gerne set ham fortsætte et par sæsoner mere i FC København. Bundsympatisk og altid hjertet med sig på banen.

Fjerde – og journalistisk mest varme – spor hedder Abderrazak Hamdallah, 23-årig marokkansk angriber. Åbenbart en up-coming stjerne i den norske tippeliga (har vi hørt det før?!)

Ålesunds FK havde gjort et kæmpescoop ved at hente marokkaneren sidste år, hvis man skal tro dem selv og de norske medier. CV var heller ikke i tvivl, han tronede endda sejrsikkert frem for fotograferne i Ålesunds lufthavn.

Star Quality! Wauw! Handlen var så godt som lukket for et par dage siden. Siden har ingen rigtigt hørt noget ud over at nordmændene forlanger en skyhøj pris, som FC København måske betaler.

Den seminorske målgud?

I betragtning af FC Københavns historik med tippeliga-spillere inden for de sidste par sæsoner, er der al mulig grund til skepsis.

Der er sendt mange millioner spildte københavnske kroner til norske fodboldklubber inden for de sidste par år. Mos og Diouf, jeg hvisker dem bare som eksempler.

Ræk mig lige flasken! Koldt norsk kildevand i blodet, mand. Jeg bytter gerne de 2 unge argentinere for et alt-for-dyrt – og formodet – tippeligahotshot.

Men reelt er det bare rygter. Det hele. Der er stadig ikke skrevet med en eneste ny spiller. Til gengæld har det vrimlet med forstærkninger til selve organisationen.

I går blev det officielt at Johan Lange kommer hjem igen. I den nye stilling som udviklingschef. På en eller anden måde har det ligget i kortene, siden han selv sagde sit trænerjob op i Lyngby for halvanden måned siden. Den er bare blevet trukket i halen. Han skulle tales væk fra en eventuel trænerbænk, med andre ord.

Han bliver et glædeligt gensyn.

Oveni har klubben ansat en ekstra fysisk træner. Officielt denne eftermiddag. Bjørn Vidar Stenersen er ganske god bekendt af Ståle. Ud over at være landsmænd har de har en fælles fortid i FC Köln.

Stenersen skal sparre med nuværende fystræner Anders Storskov og ellers ordne talentflokken, der om en måned spiller 1/8-delsfinale mod Barcelona i Youth Champions League, som noget af det første.

Igen det lyder helt fornuftigt. Man bygger på, ruster sig, på den lange bane, og det understreger i hvertfald de signaler som allerede blev sendt før jul. At den sportslige sektion opgraderes kraftigt nu.

Men for helvede – kom med 1 signing eller 2. Snart. Meget snart. Inden det ender i notorisk neglebideri og et panikindkøb af en målmand fra Øvre Sognefjord. Til 36 mio. af de danske.

Jeg tror – trods alt – at Hamdallah er scoutet over en længere periode. Om ikke andet må Ståle have set en del norsk fodbold i forårsmånederne og den tidlige sommer.

Jeg klynger mig også gerne til gode gamle David Nielsen. Han har været ganske klar i mælet om vores seneste norske storkøb – og han spår gerne igen. Denne gang anderledes positivt.

Jaja, ræk mig nu bare den flaske
Forfandenda.

Solgt til stanglakrids

Nu faldt jeg i søvn en time før transfervinduet lukkede den 2. september, men det gjorde hverken fra eller til. Der skete intet spændende for FC København inden hasperne blev sat på igen.

Intet ud over de 2 navne som dagen allerede havde konfirmeret.

Østrigske Georg Margreitter til forsvaret og norske Daniel Braaten til offensiven. En helt ukendt (noterbart dog relativ ung) spiller, som Ståle oprindelig fik hentet til Wolverhampton, og en lidt udefineret kant/ midtbane og vist sådan mentalt loco – i hvert fald nogle gange. Om det bliver på Myklandsk vis må det næste års tid vise.

Samlet set over sommeren har vi hentet 5 spillere.  Ud over de 2 nævnte også Marvin Pourie, Olof Mellberg og Fanendo Adi.

Umiddelbart behøver det ikke at være så skævt. Igen samlet set.

Adi har spillet 2 kampe og scoret 2 mål. Succes!

Hele opholds-/spilletilladelsescirkuset må bare have efterladt den stakkels mand undrende. Hvorfor følges den slags ikke bare ad for en professionel fodboldsspiller? Begge formiddagsblade fik kogt vældig sommersuppe på en skid i et glas kurvand. Der var nærmest ikke grænser for det politiske drama, permanent udvisning, fængsel, og alt sammen fordi en sportsdirektør blev lidt for åbenmundet i et tv-interview.

Det er Carsten til venstre

Du tager naturligvis en fejl for holdet, CV! Mandfolk som du er!

Gamle Mellberg har spillet 4 kampe og scoret 1 mål. Som forsvarsspiller har han dog virket lidt rusten. Men man kan dårligt bebrejde ham, dels er han en aldrende herre, og dels fik han ikke hele opstarten med.

Den slags niver, det kan de fleste med hans alder (og ældre) skrive under på.  Men på en eller anden måde føler man sig i godt selskab med ham. Jeg gør i hvert fald.

Marvin Pourie har foreløbig virket som et dampbarn, der har haft det vældig svært. Det brænder helt sammen for ham på banen. Han vil vældig gerne, men det er ikke Silkeborg længere. Verden er blevet langt mere kompliceret. Dels har hans medspillere et højere niveau, han kan ikke bebrejde dem det mest indlysende når han selv falder igennem, og dels fik han heller ikke mange muligheder for at komme rigtigt på plads.

Har der været en plan med noget som helst, spørgsmålet blafrer stadig midt i september.

Måske snakkede Jacobs og CV sammen engang i foråret. Hvis Pourie var en del af planen, hvorfor blev han så først hentet 3 dage før sæsonstarten? Og Mellberg stod næppe heller skrevet på nogen ønskeliste.

Jeg er også ret sikker på at Fanendo Adi heller ikke stod der. Før planerne om et akut og nødvendigt trænerskifte for alvor tog fart. Han lugter af et meget tidligt Ståle-håndtryk.

Men det har da svirret med rygter hele transfervinduet igennem. Fra en Sandro Wagner i Berlin til forsvarsspillere i Real Betis.

Lad os heller ikke glemme den mærkelige føljeton med Joshua John, som åbenbart var et hedt ønske for halvanden måned siden. Twente ville gerne sælge, spilleren ville gerne, måske, og ville så ikke, da CV afkrævede ham en beslutning.

Nu fremstår John, efter han alligevel endte i Farum-lejren, fordi Twente ikke ville have ham mere, som et fjols. Han kunne have valgt Farum for længe siden, hvis det var et brændende ønske, som han kunne have taget FC København da tilbudet faldt. Han gamblede formodentlig og tabte ved bord 1.

Vi går altid efter at hæve overliggeren i hvert vindue, ikke sandt CV! Foråret var for længst blevet til efterår og holdet sejlede videre på åben sø, nu blev det blot endnu mere indlysende fordi de begyndte at tabe kampe på samlebånd.

Sommerens mest uplanlagte plan stod tilbage. Den blev at hive Ståle hjem, for at redde stumperne. Sommerens absolut vigtigste transfer, man gnækker lystigt, ud over de 5 indkøb har vi nemlig fået 2 yderligere “nye” spillere i den københavnske trup.

Claudemir og Bolaños. Begge er som forvandlet.

“Partymir”, som han er blevet navngivet i fankredse på grund af sin letlevende boheme-stil uden for fodboldbanen, det var høfligt sagt, er igen blevet til den Claude som vi så spille på den centrale midtbane for 2 sæsoner siden.

En træners magiske kneb på træningsbanen. Det virkede også på Bola. Han ligner pludselig en højrekant med selvtillid og frækheden tilbage. Og nok så væsentligt for hans højtanlagte spil, driblingerne begynder at lykkes.

De 2 magiske knapper tunet op nærmest fra dag til dag. Som udenforstående kan det være svært at fatte hvor tyndbenet kemien mellem en træner og enkelte spillere kan være. Eller rettere hvor stærk den pludselig kan vise sig.

En skaldet nordmand der kan skrige meget højt, det runger både i San Juan og i de københavnske barer ud på de små timer. Hvis Ståle også kan få pillet smørfingrene af Wiland, behøver vi ikke at være helt solgt til stanglakrids, når det går løs i Champions League om en uges tid.

Eller…

♪♫..gem et lille smil til det blir gråvejr…♪♫

Nja desværre nok alligevel. En heldig lodtrækning var det ikke ligefrem.

Den lugter nærmest af 6 forudsigelige nederlag. Juventus, Real Madrid og Galatasaray. Tur/retur!

Forventningerne er naturligvis helt i bund og alligevel bliver de ikke større. Det er og bliver et klassisk dilemma, for en gammel og rutineret fan som undertegnede.

Det er altid sjovest at spille med på øverste etage.

Ja for fanden! Uanset om det foregår langt oppe under den åbne oktoberhimmel som på Camp Nou for 3 år siden – eller det bliver Santiago Bernabeu som denne gang.

Jeg er sgu parat nu og sluger gerne igen hvert et sekund, når hymnen klinger. Første gang over Parken på tirsdag.

Så kan vi lade medieklovnen Glen Riddersholm samle sine hundelorte op i Herning – og i øvrigt helt glemme Superligaens almindelige tristesse for en kort stund. FC Udfordret møder FC Halvvejen på FC Hele Vejen.

Og lad mig lige sige det, ikke rasende højt, men dog læseligt, skal der være andre danske mestre end København i maj 2014, så lad det for helvede da blive Esbjerg. De er fiskere hele bundtet, man kan ikke rigtigt blive sure på dem.

Et spændende hold og en flot kvalifikation til Europa League – lidt national sympati kan vi godt sende vestover til kutterne.

Og i øvrigt hvis der nu havde været en plan, kunne Peter Ankersen sagtens have været en interessant del af den. Men nøgternt og skåret til benet, planen manglede.

Den plan der skulle bagsikret vores røv. Når den første plan, den der gik på at bare tro at tingene ville fortsætte med at komme af sig selv, stille og roligt smuldrede mellem fingrene på en træner der måske mest af alt længtes hjem til Belgien og en sportsdirektør der ikke anede sine levende råd.

I stedet blev vi solgt til stanglakrids. Fra det tidlige forår til den 17. september.

God kamp på lørdag mod Esbjerg – ud over fisk, lugter det af lidt sund sparring med et internationalt strejf. Sådan cirka.