Da Andreas Cornelius fredag aften hamrede føringsmålet ind for det danske landshold, skrev han med stor sandsynlighed også første del af sin underskrift på en sommertransfer. Det er efterhånden svært at forestille sig andet. Han tog på sin egen måde sine kvaliteter til næste niveau. Det internationale.
Jeg har ikke tvivlet, mange af jer andre har sikkert heller ikke. Nu fik vi det bare at se, sammen med mængder af opkøbere og sportsdirektører fra øverste hylde i europæisk fodbold.
En række Premiere League-klubber, vi taler også top 6, vil sikkert gå ud af deres gode skind for at lande ham allerede til sommer. Og FC København kan ikke sige nej – hvis prisen er høj nok og det bliver den.
Cornelius er allerede alt det, som en Niklas Bendtner efterhånden helt har fået smidt ud med bundskrab i dyre drinks og natklubber. Han er et fysisk badejern, har allerede et veltimet hovedspil, og er både teknisk og forståelsesmæssigt så begavet at vi taler “internationalt”.
Han er kun lige et par dage over 20 år og stadig med et par fødder plantet midt på Amager Fælled og med en sund bevidsthed om mulighederne.
Mand for en københavnerknægt. Vores eneste chance for at holde på ham, er den pæne udsigt til Champions League-gruppespil. Det kan være den absolut sidste lille gulerod, vi har tilbage til ham. Her i byen. Men det er næppe nok – når London-klubber og andet begynder at kalde.
Desværre! Vi har ham foråret ud. Det skal vi glæde os over.
Om det så bliver rigtigt forår, bliver et godt spørgsmål. Fodboldmæssigt er det allerede en måned gammelt, men vejrmæssigt hænger vi stadig fast på den sibiriske tundra.
Inden landskamppausen (holdkæft-hvor-jeg-heller-ikke-gider-den!) nåede vi igennem 3 forfrosne runder. Med 3 københavnske sejre.
Pointmæssigt optimalt, men spillet har været lidt blandet. I virkeligheden meget opstartsmæssigt
Særligt i sidste hjemmekamp mod Horsens kneb det gevaldigt. Sejren blev heldigt sikret på Claudemirs mistænkelige “offside”-mål, som æstetisk betragtet i øvrigt var en formidabel kasse. Den fik i hvert fald en række bundfrosne og halvt fortvivlede herrer, inklusive undertegnede, til at gå amok i vild jubel på Nedre C’s række 24.
Der var intet ufortjent i sejren, og Horsens-træner Johnny Mølbys efterfølgende tuderi, gjorde kun fornøjelsen større. Den var sgu da tvivlsom, mand. Ja, og Mølby vræler igen. Som sidste sæson og sæsonen før og den før den… Mølby tuder altid, som kvinderne gør, og de små børn der aldrig får deres vilje.
Det var fredagen før sidste fredag. For fanden det var koldt den aften. Nøjagtig som det havde været søndagen før mod Silkeborg. Også i Parken.
Jeg har siden forsøgt at grave rundt i hukommelsen efter lignende frostkampe. Snekampen ude i Hvidovre i 1997 var en morderlig kold fornøjelse. Og dog. Det var mere sneen omkring banen end selve kulden. Eller husker jeg forkert? Måske bider frosten bare ekstra hårdt med alderen.
Positivt fra fronten i Parken er at varesortementet i boderne er blevet forbedret. Pænt forbedret. Det er igen resultatet af dialogen mellem klub og fans også er blevet væsentlig givtigere.
Den tidligere jernnæve-kurs fra klubben, efterår 2011, er pakket væk. Man taler sammen, som man allerede gjorde i efteråret. Dialog hjælper på forståelsen og den smager af mere – og gør godt.
Nu kan vi købe både lækker mørkt øl, Carls Special, og et bæger Chili con Carne under kampene. Ud over at få spædet kaffen med whisky eller Baileys. Det smager ja.
Rent gastronomisk kan chilien dog godt trænge til noget chili. Den er sgu en anelse tam. Det er bønner, ris og hakket kød (jeg skal undlade at sige “hest”) – egentlig ganske fornuftig også som ernæring, og i minus 30 chillfaktor-grader, særdeles kærkomment.
Et seriøst skvæt chili oveni kan faktisk få den indre kropstemperatur seriøst over frysepunktet. Og så er det sgu sundt!
Alt i alt er det dog glimrende initiativer i en kold tid.
Hvis vi skal runde selve spillet og enkelte spillere, så har det været interessant at se den “internationale” startopstilling i Odense. Med debuterende Daniel Jensen som hængende angriber bag Andreas Cornelius. 4-2-3-1 kunne den nærmest kaldes. Med TK og Claudemir på midten med en flagrende flok foran i form af Nicolai Jørgensen, Bolaños og altså Jensen.
Det fungerede vel egentlig aldrig helt selvom vi dominerede 2. halvleg og fik vendt kampen til sejr.
Mod Silkeborg i forårsrunde 2 var vi tilbage i en mere traditionel 4-4-2. Santin var vendt tilbage til startopstillingen og Daniel Jensen rykkede ned som central midtbanemand sammen med Claudemir. Det fungerede hæderligt.
Mod Horsens hed den så TK og Claudemir centralt, men Jensen var bænket. Det fungerede ikke synderlig godt. Horsens fik især i 1. halvleg udmanøvreret os midt på banen og gjort os pænt tandløse offensivt.
En tidlig forårstendens: Claudemir har faktisk spillet glimrende i alle 3 kampe. I min bog bedre set end meget længe. Særligt synes jeg at han fungerede godt med Daniel Jensen som makker og omdrejningspunkt, men fik ikke desto mindre TK tilbage på midten mod Horsens ugen efter. Som allerede nævnt – og set før – fungerede det mindre heldigt.
Træner Jacobs arbejder givet med at optimere truppen og samtidig finde en mere “international” brugbar opstilling. Det virkede ikke i efteråret. Vi skuffede ikke mindst os selv i Europa League-gruppespillet. Det står stadig alt for tydeligt, at det er i “maskinrummet” hvor vi mangler kvaliteten både når der skal forsvares og angribes mod modstandere ude i Europa.
Claudemir dur måske alligevel. Det har de åbenbart også fået øje på i Hamburg. Hos Jacobs virker sikker han på positionen. Han veksler i stedet mellem TK og Daniel Jensen og måske også Delaney, når han bliver helt skadesfri. Uden at det indtil videre kan give “internationale” forventninger med henblik på efteråret og et eventuelt gruppespil i en større europæisk turnering.
En pudsighed: hvis du tager en tur på Københavns Museum – det er bymuseet på Vesterbrogade, som man altid bare vader forbi – kan du finde et lille FC København-hjørne.
Eller rettere er det en Cesar Santin-hyldest. Under temaet “At blive københavner” er Santin udvalgt som en af de såkaldte superindvandrere til vores kære by, en kategori som også rummer folk som tyske Johan Berling, ham der grundlagde Berlingske, og engelske William Wain, den ene halvdel af et hedengangent skibsværft ude på Refshaleøen.
En fin lille finte af udstillingsfolkene at få Santin ind der. Samtidig kører video med Santin-scoringer på en tv-skærm ved siden af. En aktuel indvandrer med en vis succes.
Og endnu en grund til at gå på Københavns Museum – bare lige ned ad Vesterbrogade, mand.
Saxo's semiprivate sjatter 